Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ’Dead to Me’ sæson 3 skildrer det ultimative venskab, vi alle drømmer om

AfClaus Nygaard Petersen
17. november 2022
Anmeldelse Dead to Me
Christina Applegate som Jen Harding og Linda Cardellini som Judy Hale i 'Dead to Me' sæson 3 / Foto: Saeed Adyani/Netflix

Del artikel

Netflix’ komedieserie 'Dead to Me' om to veninder, der går så grueligt med igennem, slutter på en sjov og rørende måde.


En af de serier, der er gået kriminelt under radaren herhjemme, er Netflix’ Dead to Me.


Udgangspunktet var de to kvinder Jen (Christina Applegate) og Judy (Linda Cardellini), der mødte hinanden i en sorggruppe. Gennem morsomme og dramatiske omstændigheder stod det klart, at Judy var den person, som førte bilen, der slog Jens mand ihjel.


Til trods for det livsændrende øjeblik blev de to bedste venner. Sammen har de været igennem mere end de fleste, hvilket inkluderer græske mafiosoer, vederstyggelige mandspersoner, hvoraf den ene var Judys eksforlovede. Det var hans bil, de kørte i, og det var ham, som sagde, at de ikke skulle fortælle politiet noget.


Derfor var der heller ikke mange tårer, da Jen slog ham ihjel ved et uheld. At hans enæggede tvilling, alkoholikeren Ben (James Marsden), så pludselig også dukkede op, gav serien skær af sæbeopera.


Men det er aldrig kammet over, og nu er vi ved den uigenkaldeligt sidste sæson, og Dead to Me sæson 3 slutter med bravur!

Sjælevenner


Vi fortsætter direkte, hvor forrige sæson slap.


Jen og Judys bil er blevet ramt af en anden, hvor en fuld Ben sad bag rattet. På hospitalet får Jen besked fra lægen om, at de har set nogle mistænkelige skygger på en scanning, så hun bør opsøge en onkolog. Eller det tror hun. For det viser sig, at det rent faktisk drejer sig om Judy.


Det er livmoderhalskræft i fjerde stadie, så der skal handles hurtigt. Selvom de to har gået igennem meget, er det her den største udfordring, og det endda med tanke på, at de har bortskaffet et lig sammen.


Der bliver grædt i mange omgange her i tredje ombæring af Jen og Judys eventyr. Selvom de ikke amorøst tiltrukket af hinanden, er der ingen tvivl om, at de er hinandens sjælevenner. Den slags ride or die-venner, der altid stiller op lige meget hvad. Typen, der ikke er bleg for tårevædet at kalde dig en nar, hvis du holder din cancerdiagnose skjult for dem. For de skal fandeme nok stille op og hjælper med alle tænkelige og utænkelige ting.


I skildringen af den slags venskab er Dead to Me uovertruffen og i særklasse.

Langt fra en dødbider


De dystre emner til trods bugner Netflix-serien af humor og livsglæde. For det er i nærkontakt med døden, at man værdsætter det at være levende så meget desto mere. Og makkerparret Jen og Judy er leveringsdygtige i flere jokes end de fleste. På et tidspunkt går de ombord i Judys medicinske hash, og i en herlig montage gakker de fuldstændig ud. Vand er egentlig en freaky størrelse, jo mere man tænker over det.


Så der er ikke noget at sige til, at Jen får et lille panikanfald og må en tur på hospitalet, hvor hun også får en livsforandrende besked. ”Fuck,” udbryder hun ikke bare der, men flere gange i løbet af sæsonen. Få kan sige ordet med en sådan autoritet og indlevelse som Christina Applegate, så det enten fremstår som det sjoveste nogensinde eller det mest hjerteskærende.


Skuespilleren har selv gennemgået et kræftforløb og fik i 2021 konstateret MS (multipel sklerose). Indspilningerne af denne sæson af Dead to Me og rollen som Jen kan meget vel være den sidste i en lang karriere, hvor højdepunkterne må siges at være rollen som Kelly Bundy i komedieserien Married with Children (Vore værste år) og nyhedsværten Veronica i Anchorman-filmene.


Hvis det her er hendes afsked med skuespilfaget, så forlader hun det med manér.

Hvor er retfærdigheden?


Man kan godt se, at Applegate ser anderledes ud i forhold til sidste sæson, selvom serien starter umiddelbart, hvor den slap. Det ændrer dog ikke på, at Jen stadig er Jen, og serieskaber Liz Feldman og resten af manuskriptforfatterne skriver hende og Judy som venskabsgoals. For det er dét, som er denne sæson og seriens overordnede styrke.


Linda Cardellini er ligeledes formidabel. Det er i høj grad gennem hende, at de mere dramatiske og alvorlige aspekter kredser i denne ombæring. Frygten for død og lysten til at få det maksimale ud af livet, mens det er, giver mulighed for flere ’fuck det, hvad har jeg at tabe’-situationer for Judy.


Er man for eksempel bange for at blive skudt, hvis man alligevel har en terminal sygdom? Og tør man give sig hen til et andet menneske? Og ikke mindst, hvad fanden har man gjort galt, så man lige pludselig skal rende rundt med en potentiel dødsdom over hovedet? Hvordan kan det være retfærdigt, når man har forsøgt at gøre alt det forkerte, man har gjort, rigtigt igen?


Selvom Dead to Me kun har haft tre sæsoner, har den fået det maksimale ud af sine skuespillere og sit til tider uoverskuelige og unødige komplicerede plot. Ikke mindst, har den introduceret os til streaminglands bedste venner i Jen og Judy. Det er alligevel en præstation.


https://imgix.vielskerserier.dk/2019/10/5-hjerter.jpg

Se traileren til 'Dead to Me' sæson 3



Fakta om 'Dead to Me' sæson 3
Instruktør: Rebecca Asher mfl.
Manuskriptforfatter: Liz Feldman (serieskaber) mfl.
Medvirkende: Christina Applegate, Linda Cardellini, James Marsden mfl.
Antal afsnit: 10
Land: USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 17. november 2022
Dansk streamingtjeneste: Netflix


LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i november 2022

LÆS OGSÅ: Netflix fylder 10 år: Her er deres 10 bedste originalserier

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘1899’ er mørk og mystisk for at være … mørk og mystisk?

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser