Anmeldelse: Den ene himmelråbende dumme situation afløser den anden i ‘Alt for min søn’  

Nogle præmisser er så interessante, at det nærmest er givet på forhånd, at det bliver en spændende historie. En sådan præmis har ‘Alt for min søn’. Men ...

Pete (James Norton) kommer løbende på en skrænt og kigger desperat udover det brusende hav. Han råber på sin 3-årige søn Theo og får til sin skræk øje på hans gule regnjakke, der flyder rundt nede i vandet. Da han kommer derned, opdager han, at Theo er væk. Panikken breder sig i hans ansigt.

Tre måneder forinden er der lutter idyl hos den lille familie bestående af Pete, Maddie og Theo. Maddie har travlt med sit arbejde som køkkenchef på en restaurant, og Pete går hjemme efter at være stoppet med sit arbejde som journalist.

En dag får de en opringning fra det hospital, Theo er født på. Til deres store overraskelse får de at vide, at Theo muligvis ikke er deres biologiske søn, da der højest sandsynligt er sket en forbytning af to for tidligt fødte børn - heriblandt Theo.

Et umuligt fundament

På mange måder er det en drømmepræmis til et stærkt drama. Man behøver ikke nødvendigvis en dybere forklaring på, hvordan det kan ske, at to babyer bliver forvekslet med hinanden.

For hvordan reagerer man, hvis man pludselig får at vide, at ens 3-årige søn ikke er ens biologiske barn. Vil man elske det mindre? Vil man vide, hvor ens rigtige søn er? Hvem har opdraget ens søn, og hvordan har de gjort det? Og vil man bytte ham ud med den søn, man har haft indtil nu?

Der er så mange interessante veje at gå, at det er ubegribeligt, hvordan man i dette tilfælde lykkes så tåkrummende dårligt med at fortælle sin historie.

Seriens manuskriptforfatter, Grace Ofori-Attah, svigter fuldstændig historiens potentiale og har skabt et fundament, der er umuligt at bygge en god serie op omkring.

Alle alarmklokker burde ringe

Pete og Maddie er naturligvis chokerede over situationen og ved ikke, hvordan de skal forholde sig til det. Og inden de når at tage stilling, dukker Miles (James McArdle) op ved deres dør. Han er skræmmende offensiv og præsenterer sig selv som “den anden far”, hvorefter han nærmest inviterer sig selv indenfor. Alle alarmklokker burde ringe hos Pete og Maddie. For hvordan har Miles fået deres adresse?

I stedet for at forholde sig en smule kritisk til hans fremtoning, beslutter Pete og Maddie sig for at møde op hos Miles og hans kone Lucy i deres luksusvilla med flot havudsigt, hvor de bor sammen med sønnen David, der er deres ikke-biologiske søn. Så kan de få snakket tingene igennem.

De har kun lige parkeret i indkørslen, da det næste, kæmpe red flag blafrer lige op i hovedet på dem. Miles åbner døren til Petes bil og løfter nærmest Theo ud og tager ham op i hans arme, som om det er hans egen søn. Både Pete og Maddie ser ganske vist lidt akavet på, men siger ikke noget.

Alt ved dette møde er dybt foruroligende: Miles er tydeligt kontrollerende overfor Lucy, og barnepigen tager de to børn ind på et værelse, mens de voksne taler. Pete og Maddie burde i stedet tage Theo og køre derfra i en allerhelvedes fart, og så lade sagen gå sin gang med advokater osv. Men de vælger at lave en mundtlig aftale om, at de hver især beholder deres nuværende barn.

Intet giver mening

Det er let at skabe drama, hvis man ikke behøver at forholde sig til, om det giver mening. Og mening giver det slet ikke, da Pete og Maddie på et tidspunkt efterlader et glas med kannabispiller lige ved siden af Theo, der kommer til at tage et par stykker af dem, fordi han tror, det er slik. Han bliver indlagt, og episoden anmeldes til myndighederne.

Her har man skabt en seriens utallige meningsløse situationer, der noget umotiveret udstiller Pete og Maddie som inkompetente forældre - det er måske bedst, at Theo ikke er hos dem, hvis han risikerer at blive forgiftet.

På en eller anden (igen) urealistisk måde finder Miles ud af, hvad der er sket. Han bruger det efterfølgende i sin skumle plan, som alle undtagen Pete og Maddie straks har regnet ud. For som seer har man for længst opdaget at Miles er psykopat, og det viser sig ganske som ventet, at han vil have forældrerettighederne over begge børn.

Lang næse

Miles skyr ingen midler, når det kommer til at stille Maddie og Pete i dårligt lys. Det lykkes ham blandt andet at få udgivet en artikel i Petes navn, der handler om forløbet og samtidig udstiller Maddies svære fortid, hvor hun har haft en depression. Han opsøger desuden Petes far, hvor han stjæler nogle af de tidligere nævnte kannabispiller som en del af en grusom plan.

Alt det her sker, mens Maddie og Pete ser mere eller mindre passivt til, og til sidst sidder man som seer og håber på, at både David og Theo slet ikke ender hos nogle af de to par.

Retssagen er lige så meningsløs som resten af historien. Der bliver fokuseret mere på følelser end på fakta. Måske fordi man ikke er i besiddelse af brugbare fakta, der kan råde bod på den rodede fortælling.

Efter første del af retssagen er vi tilbage, hvor serien startede med, at Pete desperat leder efter sin søn. Men på nuværende tidspunkt, har man mistet troen på, at ‘Alt for min søn’ har noget som helst spændende på hjerte.

At serien ikke ender med bundkarakter, skyldes udelukkende, at man trods alt sidder med en lille nysgerrighed på, hvordan det hele ender, Men hvis man forventer en interessant slutning, hvor man får svar på alle de spørgsmål, man unægtelig må sidde med undervejs, bliver man fælt skuffet.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: