Anmeldelse: Derouten er tæt på total for ’Yellowjackets’

Efter en fuldkommen overvældende og genial første sæson var der store forventninger til anden ombæring af ’Yellowjackets’.

Men trods en lovende start på sæsonen endte det hele med en forbandet bitter smag i munden og en frygt for, at den tidligere så fængende serie havde mistet alt det, som gjorde den til noget særligt. Endda i en sådan grad, at det ville være umuligt at genfange magien fra første sæson igen.

Derfor er forventningerne til tredje sæson af kannibalserien også noget mere afmålte.

’Yellowjackets’ foregår stadig i to tidsperioder: Den ene tilbage i 90'erne, hvor det navnkundige high school-pigefodboldhold er styrtet ned med deres fly i den canadiske ødemark. I løbet af de 19 måneder, som de tilbringer i vildnisset, går der fuld ’Fluernes herre’ i den, bare mere ekstremt. I bestræbelserne på at overleve ender de med at ty til kannibalisme.

Som man så i allerførste afsnit, foregår det meget primitivt og ondt, hvor offeret bliver jagtet igennem skoven, indtil en fælde gør ende på rædslerne.

Vi er stadig ikke nået til det punkt endnu, selvom de unge kvinder har ædt menneskekød.

I den anden periode er vi fremme i nutiden, hvor de nu midaldrende kvinder forsøger at håndtere de traumatiske begivenheder fra dengang.

Anden sæson sluttede med, at den tidligere narkoman Natalie (Juliette Lewis) blev dræbt ved et uheld. Men skal man tro de første tre afsnit af sæson 3, som er blevet stillet til rådighed for nærværende anmeldelse, er det ikke noget, som har haft den store indvirkning på vores hovedpersoner.

Tværtimod virker det, som om serien svæver lidt i limbo, fordi man ikke helt ved, hvor man har lyst til at føre handlingen hen.

Ingen vej ud af skoven

Fra begyndelsen havde serieskaberne Ashley Lyle og Bart Nickerson udtænkt ’Yellowjackets’ som en historie fortalt over fem sæsoner. Eller det var i hvert fald det, de sagde i interviews i forbindelse med første sæson.

Om det rent faktisk forholder sig sådan, eller om duoen bare ved, hvor det hele skal ende, er ikke til at vide. For det virker unægtelig, som om vejen til slutmålet endnu ikke har åbenbaret sig i skoven.

Tværtimod synes ’Yellowjackets’ mere splittet end nogensinde før.

Nutidssporet synes efterhånden mere og mere ligegyldigt og holdes kun tåleligt takket være de exceptionelle skuespilleres fængende præstationer. Selve historien står frustrerende i stampe og mangler en tiltrængt nerve til at drive den fremad.

Den tid, vi bruger i nutiden, er nu, i modsætning til første sæson, frustrerende ligegyldig og virker som unødvendigt fyld, indtil vi kommer tilbage til ødemarken.

Dér er der til gengæld rigeligt med intriger og naturlig fremdrift. Efter at deres hytte blev brændt ned til grunden i forrige ombæring, har de unge kvinder nu bygget et helt lille samfund af diverse shelters og haver. Vi er i de varme måneder, så skoven er fuld af spiselig vegetation og dyr.

Shauna (Sophie Nélisse) hader de fleste af sine medoverlevende, som hun finder irriterende. Især deres tro på ”vildmarkens ånder” finder hun dybt latterlig.

Nedenunder vreden gemmer der sig en stor sorg over at have mistet sit barn, der var dødfødt. Det er en fin og spændende del-historie, og indtil videre afgjort den mest interessante i tredje sæson.

En sidste livline

Kan man overhovedet udlede noget som helst af bare tre ud af 10 afsnit?

Ja.

For det er her, tonen for sæsonen bliver sat. Det er her, de forskellige historier, som skal fylde senere hen, bliver lanceret direkte, eller frøene bliver plantet. Bevares, der kan selvfølgelig blive introduceret nogle skæbnesvangre twists – og det gør der i en serie som ’Yellowjackets’.

Og så er det ikke mindst her, at seerens interesse skal fanges, så man har lyst til at se med igennem hele sæsonen. Det er dét, der blev gjort så mesterligt med den allerførste scene i første sæson, hvor vi fulgte jagten igennem den sneklædte skov.

Det sørgelige er, at Lyle og Nickerson aldrig siden har formået at indfange eller toppe det. Skuespillerne kan ikke bebrejdes. På ”voksensiden” leverer Melanie Lynskey, Tawny Cypress, Lauren Ambrose og Christina Ricci guld, hver eneste gang de har en scene, og Elijah Wood er fænomenal som den godmodige amatørdetektiv Walter.

Men det er dog ungdommen, der står stærkest. Sophie Nélisse er et kraftværk af indestængte følelser, og allestedsnærværende Sophie Thatcher er som sædvanlig en fornøjelse som den unge version af Natalie.

Det ændrer dog stadig ikke på, at ’Yellowjackets’ på meget kort tid er gået fra at være et must-see til at være en serie, man knapt nok overvejer at trykke play på.

Fordums styrke og de mange gode skuespillere køber ’Yellowjackets’ en livline, men tingene skal virkelig oppe sig i de resterende syv afsnit. Ellers er det farvel og tak herfra til den tidligere så fremragende thrillerserie.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: