Anmeldelse: AI-thrilleren ‘Companion’ er både uforudsigelig og underholdende

AI fylder mere og mere i vores kollektive bevidsthed. Film- og serieskabere står nærmest i kø for at fortælle skrækhistorier om, hvad det kan medføre, hvis ikke vi behandler den fremstormende teknologi med den nødvendige respekt.

‘Terminator’, ‘X-Machina’, ‘Black Mirror’ ‘The Creator’ og ‘M3gan’ er blot en håndfuld titler, der har brugt det som omdrejningspunkt. Med den stigende interesse for emnet, er det efterhånden udfordrende at skabe noget, der ikke minder om noget, man har set før.

‘Companion’ minder ganske vist om noget, vi har set før. Tænk en blanding mellem de tre førstnævnte titler - så er der ikke lovet for meget. Alligevel skiller den sig ud.

Josh (Jack Quaid) og Iris (Sophie Thatcher) mødes første gang, da de tilfældigt støder ind i hinanden i et supermarked. Det kan lyde en smule sukkersødt, klichéfyldt og noget der kun sker én gang i livet, hvis man er heldig.

Da de senere skal på udflugt med venneparrene, Patrick og Eli og Kat og Sergey, i sidstnævntes sommerhus, er det første gang, Iris skal møde de andre. Som ethvert andet menneske i den situation er hun en smule nervøs. Men som den omsorgsfulde kæreste han er, beroliger Josh hende.

For godt til at være sandt

Når man hurtigt fornemmer, at der er noget galt, og at forholdet mellem Iris og Josh er lidt for anspændt, skyldes det både et velskrevet manuskript, der i starten ikke afslører for meget. Men i høj grad også et nærmest perfekt cast, hvor ikke mindst Sophie Thatcher med sit unikke udseende og fremragende skuespil udviser både sårbarhed og styrke.

Man ved ikke, hvor hverken styrke eller skrøbelighed kommer fra, men den står mejslet i hendes ansigt, når hun den første aften fortæller, hvor meget hun elsker Josh, mens hun mindes deres første møde. De andre beundrer deres kærlighed, der næsten er for god til at være sand.

Hvilket den da også viser sig at være. Samme nat på deres værelse har Iris og Josh sex. Eller hvad man skal kalde det; der klippes til et closeup af Josh, der kommer i en underlig følelsesløs orgasme, som om det bare skal overstås. Herefter slukker han lyset, og uden at give Iris yderligere opmærksomhed vender han hende ryggen.

Hun stirrer op i loftet, fortæller hvor meget hun holder af ham, og hvor glad hun er for at være i sommerhuset. Igen gør Thatchers fremragende skuespil, at man på én gang tror hende og fornemmer, at noget er helt off.

Den efterfølgende dag tager Iris alene ned til en nærliggende sø for at slappe af, da Sergey pludselig dukker op. Hendes første tanke er at gå tilbage til huset, men Sergey får hende overtalt til at blive og holde hende ved selskab.

Hurtigt eskalerende blodbad

Som seer ved man, at det er et spørgsmål om tid, inden noget går galt. Man ved bare ikke hvad, hvordan eller i hvilket omfang. Men vi bliver snart klogere.

De fire resterende venner sidder i stuen, hvor de slapper af og spiser morgenmad, da Iris vender tilbage med en kniv i hånden og ansigtet smurt ind i blod. Og på et splitsekund er historien i ‘Companion’ eskaleret til uproportionelle højder.

Dermed ikke sagt, at det er en urealistisk eskalering, for vi har som nævnt at gøre med en film om A.I. og konsekvenserne af det, hvis man ikke er forsigtig.

Vennerne er i chok, og Josh forsøger at få Iris til at fortælle, hvad der er sket: Sergey forsøgte at forgribe sig på Iris. Og uanset hvor forfærdelig en gerning det er, kan man argumentere for, at det er lidt ude af proportioner at stikke ham i halsen med en kniv – men det giver mening.

Herfra opdager Iris nemlig en side af sig selv, som hun ikke kender til. Hendes forhold til Josh er baseret på en løgn, og det viser sig, at hun er blevet udnyttet som en del af en plan om at stjæle Sergeys penge, der er gemt et sted i huset.

AI - på godt og ondt

Det er svært at tale om ‘Companion’ uden at spoile afgørende dele af filmen, som skal opleves undervejs. Hvad der sker herfra, kan jeg derfor ikke sige noget om. Men der skal lyde en kæmpe anbefaling om at tage i biografen og få den set. Så man kan tale om den.

For til trods historiens blodige og fatale udvikling har instruktør Drew Hancock skabt en debutfilm, der viser, at kunstig intelligens ikke nødvendigvis er roden til alt ondt. Det viser han blandt andet gennem Josh og vennen Eli. De to er meget forskellige karakterer, men har samme mål om at finde en ledsager (Companion) i livet. Mens Elis motivation for at bruge kunstig intelligens er elskværdig, er der ikke meget at elske ved Josh.

Og det er i de to forskelle, filmens kompleksitet opstår. De vil begge have en ledsager, der er så ægte og livagtig som mulig. En, der vil elske dem ubetinget og samtidig kan kontrolleres, så det ikke går galt. Men som set utallige gange i den slags fortællinger kan elektronik hackes, og så kan det få sit eget liv. Og når det samtidig er programmeret til at føle menneskelige følelser, har det naturligvis ikke lyst til at lade sig kontrollere. Og så er fanden løs.

Det er de problematikker, der er på spil i ‘Companion’. Det, kombineret med ungdomshorror og intriger, gør den både tankevækkende og underholdende.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: