Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ’Det magiske tivoliteater’ byder indenfor til julebal

Af
Claus Nygaard Petersen
30. november 2023
Det magiske tivoliteater anmeldelse
Lukas Langmyr Mabin i julekalenderen 'Det magiske tivoliteater' / Foto: NRK

Del artikel

Den norske julekalender på DR har en spændende historie, men de danske stemmer bliver noget trælse at høre på i længden.

Det magiske tivoliteater

Streamingtjeneste: DRTV
Premieredato: 1. december
Genre: Julekalender
Serieskaber: Atle Knudsen
Medvirkende: Lukas Langmyr Mabin, Mehetabel Natnael Hailu, Peter Andreas Hjellnes Moseng, Adam Mamadou Bizokunda m.fl.
Land: Norge
Antal afsnit: 24 (anmeldelse baseret på de 3 første)

Det ser misundelsesværdigt godt ud i Det magiske tivoliteater. Den norske serie, der har fået en horribel dubbing, så de yngste seere kan være med, er DR's bud på en julekalender i år.

Og ser man bort fra de forfærdelige stemmer, er det rent faktisk en meget hyggelig serie. I løbet af de tre første afsnit, anmeldere har fået stillet til rådighed, bliver universet udfoldet fint.

Vi er på et udefineret tidspunkt i Norge, nærmere betegnet Oslo, dengang det stadig hed Kristiania. Klasseskellet er enormt. De rige lever i en overflod, der er på grænsen til det karikerede og også lidt over – men sådan er det også med moraler og julekalendere, det er overdrevet.

Omvendt er de fattige mere fattige, end man nogensinde skulle tro var muligt. Vi har sågar en lille tilsyneladende forældreløs pige, der sidder og sælger tændstikker i bedste H.C. Andersens Den lille pige og svovlstikkerne-stil.

Hovedpersonen er den lille dreng Luka (Lukas Langmyr Mabin), der humper rundt på krykker og trods modgang og fattigdom alligevel besidder et charmerende gåpåmod.

Men da den lokale ungdomstyvebande rykker for at få ham med i slænget, ellers får han tæv, er gode råd dyre. Han gemmer sig i nogle bygninger, hvor en tivoliteatertrup holder til. Blandt de forældreløse børn – som har tilsluttet sig cirkusset – og excentriske personager, føler Luka sig overraskende godt hjemme.

Også fordi, det tager fokus væk fra hans nyligt afdøde mor, der stadig fylder meget i bevidstheden hos ham og hans far.

Magiske cirkus

Det magiske tivoliteater har en fantasifuldhed over sig, der leder tankerne hen på J.M. Barries Peter Pan-historier snarere end mere bittersøde Dickens- eller Andersen-eventyr, hvor der ofte er følelsen af, at tragedien er lige rundt om hjørnet, når vi nærmer os slutningen.

Den er der ikke her. Det ville umiddelbart også være lige heftig nok kost i en julekalender at lade små uskyldige børn dø af kulde eller hunger – den slags hører virkeligheden til.

For julekalenderen er ren eskapisme. Både som format, men også den aktuelle hos DR, hvor Luka netop smutter væk fra sin tilværelse nogle timer om dagen og ind i tivoliteateret, hvor han bare er en dreng, som synes det kunne være fedt at lære magi.

Hans døde mor eksisterer ikke i det rum, og han går heller ikke sulten derfra, hvor stedets kok også er cool nok til at give Luka en portion med ham til faren.

Temaet om sammenhold fylder en del, hvor man kun er så god, som det man går overfor andre. Derfor er det måske ikke så overraskende, at det er en rig kvinde, der umiddelbart positioneres som skurken i serien.

Hun får en torn i siden på tivoliteateret og forsøger at få dem smidt og foretagendet lukket. Simpelt og enkelt til at forstå, præcis som det skal være i en julekalender. De gode mod de onde, og så er nisser lidt unødvendige, hvis historien er god nok.

Træt i ørerne

Var det nødvendigt at dubbe Det magiske tivoliteater?

Som voksen seer, helt klart nej. De karikerede stemmer er decideret forfærdelige og er af den slags, man kun finder i ting, der bliver oversat til dansk fra et andet sprog. Det er, som om skuespillerne har fået besked på at råbe deres replikker.

Stemmeskuespil er en vanvittig svær disciplin, hvor skuespilleren mister hele sin fysiske fremtoning og kun har stemmebåndet til at formidle hele følelsesregisteret. Det er en utaknemmelig opgave, når der så sidder en mavesur anmelder og rakker ned på ens hårde arbejde.

Og det er måske her, at det bliver tydeligt, hvem den her service med at bruge danske stemmer har været til.

Det er ikke mig, der godt kan norsk eller læse undertekster. Det er til de små seere, der endnu ikke er blevet traumatiserede af at se Kaninbjerget fra 1978 – den burde være forbudt for børn under 15!

Men spørgsmålet er, om de rent faktisk har lyst til at se Det magiske tivoliteater?

Fraværet af nisser-fjol og forankringen i Dickens-Barrie-Andersen-tone af humor, hensætter målgruppen til 8-12 år. Og der har platte pruttejokes nok ikke helt den samme gennemslagskraft, som den har hos dem en tak yngre.

Historien er god og tegner til at udvikle sig spændende. Men det bliver noget træls i længden, når man skal høre på danske stemmer, som på ingen måde fanger musikaliteten og ordspillene i det originale norske forlæg.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste