Anmeldelse: 'Doom Patrol' sæson 4 er tilbage i sin vante vanvittige storform

Mens Marvel-bussen har bumlet derud af ufortrødent og uden de store vanskeligheder, har det været en mere omtumlet tilværelse for DC-fans.

I hvert fald når det kom til filmsiden. For når det kommer til serier, går det faktisk rigtigt godt. Bedst af alle er uden sammenligning den vanvittige og absurd underholdende Doom Patrol. De meget ufrivillige helte har så meget charme og attitude, at de får Deadpool til at ligne en artig skoleelev.

Efter at corona gav en lidt kluntet overgang mellem anden og tredje sæson, er dommedagspatruljen nu tilbage i storform her i fjerde sæson. Klar til at tæve zombier, var-røve og zombievar-røve og selvfølgelig redde verden fra apokalypsen på ugentlig basis!

Men spørgsmålet er, om heltene er klar på deres skrappeste modstander til dato, den mystiske Immortus, og om deres individuelle problemer kommer til at være en hindring i deres mission.

Gakkede genialiteter

Men her i starten af fjerde sæson virker det rent faktisk, som om at der er kommet nogenlunde ro på. Med tilføjelsen af den lettere luskede formskifter Laura/Rouge (Michelle Gomez), er de nu et rigtigt heltehold. Bortset fra at Cyborg har fået fjernet al sit superhelte-gear og nu ”bare” er Victor, og Cliff stadig har Parkinsons, men ellers er alt okay.

Eller, det er det ikke, men de undertrykker det fint!

Med det nye transportmiddel, som Rouge brugte i sæson 3, kan de nu hurtigt rejse på tværs af tid og sted. Under en rutinetur ender Doom Patrol imidlertid i fremtiden. Den er dyster. Fanfavoritterne var-røvene – kæmperøve med ben og tænder – har fortæret næsten alt liv.

Det skal selvfølgelig forhindres. Men det er måske også lettere sagt end gjort. For samtidig begynder der at ske underlige ting. Forskellige skurke udvælger hvert enkelt medlem og stjæler den del af deres essens, som gør, at de ikke ældes.

Det skal nemlig bruges til at genoplive skurken Immortus, der virker til at være farligere end nogen anden, de tidligere har stået overfor.

Kort sagt, klassisk Doom Patrol!

Serieskaber og showrunner Jeremy Carver og kompagni virker – i hvert fald her i første halvdel af sæsonen – til at have fået styr på tingene igen efter lidt famlen.

Dansende røve

Butt PatrolShipoopiThe Music Man

Ja, det er super fjollet, men fordi vi har set, hvordan de uden tøven mæsker sig i en fremtidsversion af Victor, er der ingen tvivl om, at de er farlige.

Og det er dét, der er Doom Patrols styrke. Evnen til at gøre det overdrevne og mærkelige meget nærværende, relaterende og rørende.

Som med alle superhelte-fortællinger kan det i bund og grund koges ned til eksistentialisme. Hvorfor er jeg her, hvem er jeg, og hvad er mit formål, er den evige motor i serien. Da medlemmerne en af en mister deres udødelighed, bliver de brat stillet overfor udsigten til at dø. Ikke ligefrem en ting de temperamentsfulde dommedags-bekæmpere tager med ophøjet ro.

Selv helte bliver til små skræmte eksistenser, når deres eget liv er truet, eller dem de har kær.

Tonen her i første halvdel antyder, at vi skal sige farvel til et af de originale medlemmer.

Ikke mindst med tilbagekomsten af Dorothy (Abi Monterey) og hendes nye bedste ven Casey (Madeline Zima). Efter deres tvekamp med en af Immortus' undersåtter forlader de non-binære Danny the Ambulances – serielands bedste og varmeste væsen – sikre verden og begiver sig mod Doom Manor.

Det ville ikke være utænkeligt, hvis Cliff møder sin skæbne. Det var ham, der var indgangsvinklen tilbage i første sæson, og hans rejse mod genoprejsningen, der i lang tid har været seriens anker. Med karakterens Parkinsons sygdom og Brendan Frasers velfortjente genkomst til Hollywood, ligger det til, at robotten lukker øjnene.

I så tilfælde bliver det en tårevædet afsked, når de sidste seks afsnit af fjerde sæson kommer senere på året.