Anmeldelse: Dramaserien ’Apples Never Fall’ er discountudgaven af ’Gone Girl’

At æblet ikke falder langt fra stammen, efterlader SkyShowtime-serien Apples Never Fall ingen tvivl om. Udover at være et fortærsket ordsprog, er miniserien, baseret på bestsellerforfatteren Liane Moriartys (Big Little Lies, Nine Perfect Strangers) navnkundige roman, fyldt med alle de klichéer, man ellers håber at undgå i en mysterieserie nu til dags.

Omdrejningspunktet er familien Delaney, hvis matriark Joy (Annette Bening) pludselig en dag forsvinder sporløst. Vi ser øjeblikket, hvor en bil med to personer kører væk, og hendes cykel ligger midt på vejen, mens hjulet kører rundt. Der er selvfølgelig blod nede ved gearet, som kameraet zoomer ind på så tilpas langsommeligt og hovedrystende uoriginalt, at frustrationerne allerede efter få minutter af serien har fået godt fat i en.

Serien springer derefter flittigt mellem nutid og fortid, og vi ser familien langsomt gå i opløsning og nogle af alle de hemmeligheder, de hver især render rundt med.

Delaney’erne består af far Stan (Sam Neil), en berømt tennistræner, husmor Joy, Amy (Alison Brie) en Instagram-lifecoach, Troy (Jake Lacy) en succesfuld forretningsmand, Logan (Conor Merrigan Turner) et tidligere tennisstjernefrø, som nu bare er manager på en marina, og Brooke (Essie Randles), som ejer en enkeltmands-fysioterapivirksomhed.

En aften dukker den mystiske kvinde Savannah (Georgia Flood) op og banker på Stan og Joys dør med en bizar historie om, at hun er stukket af fra en voldelig kæreste.

Joy fatter sympati for hende, og Savannah flytter ind hos dem. De to kommer godt ud af det, men i forhold til alle andre, er der noget uldent omkring den nytilkomne.

Alt det ser vi i fortiden, samtidig med at politiet med de to efterforskere Elana (Jeanine Serralles) og Ethan (Dylan Thuraisingham) forsøger at finde frem til, hvad der er sket med Joy i nutiden.

Egentligt et ret simpelt mysterium, men udførelsen så søvndyssende og uvedkomment, at Apples Never Fall ender med at fremstå som en discountudgave af Gone Girl.

Kliché på kliché

Er det ikke endnu en gang bare anmelderen, som er sur og tvær, selv om serien rent faktisk er okay? Nej, desværre. Som fan af både mysterieserier og dramaer, der flirter med sæbeoperaen, fejler Apples Never Fall på begge parametre.

Hvad der er sket med Joy bliver hurtigt uinteressant, fordi serieskaber og manuskriptforfatter Melanie Marnich (Big Love, The Big C, The Affair, The OA, CV’et fejler skam ikke noget) og resten af den kreative stab bliver ved med at køre i ring om det samme, uden at der sker nogen væsentlig fremdrift eller overraskelser.

Hvert af de syv afsnit i serien – på nær det første, som handler om hele familien – tager udgangspunkt i et af familiemedlemmerne. En velkendt skabelon, der dog kræver, at alle personerne rent faktisk kan bære det. Udover at Logan er komplet spild af plads som karakter – og Conor Merrigan Turner ikke ligefrem blæser en bagover med sin noget anonyme præstation – er der heller ikke nok drama til at holde en kørende.

Det sker umanerlig lidt, og nej, det er ikke karakteropbygning eller udforskning. Tværtimod er det velkendte byggesten for at lade en handling gå i tomgang og så forsøge at give illusionen om, at der rent faktisk sker noget vildt og voldsomt.

Lesbisk forhold? Tjek. Utroskab? Masser. Suspekt far, som muligvis har slået moren ihjel? Kæmpe tjek. Søskende og forældre, som har et betændt forhold, men man sidder alligevel med fornemmelsen af, at det hele nok skal gå alligevel? Alt for stort tjek på listen.

Strandet under middelmådigheden

I sig selv kunne alle de elementer eller bare et par af dem sagtens bære Apples Never Fall. Men det ville kræve et langt større fokus og/eller, at man skruede op for dramaet, så vi kom tættere på soap-niveau.

Blød middelmådighed er serier eller films største fjende, og SkyShowtime-miniserien bliver desværre besejret af netop det.

Med Sam Neil og nyligt Oscarnominerede Annette Bening i hovedrollen, samt altid dygtige Alison Brie og Jake Lacy i front på skuespilfronten, skulle man ellers tro, at det ville kunne trække den drøje affære op.

Men det er begrænset, hvor meget en skuespiller kan redde noget materiale, som sidder håbløst fast i dyndet. Det er karikaturer, som skal bevæge sig fra A til B og råbe højt på det og det tidspunkt. De dybe følelser, som bliver bygget op og nænsomt kultiveret, er ikke at finde i Apples Never Fall.

Ej heller modsætningen, hvor noget teatralsk overspil kunne gøre det hele meget sjovere, er at finde. I stedet, som så meget andet i serien, strander vi på middelmådighedens banker, uden nogen form for redning.

Det er et eller andet sted Savannah, som er det største problem. Karakteren skriger så langt væk af at være et problem, at man simpelthen ikke køber, at Joy finder fælles fodslag med hende. Det er ikke logisk, og da serien netop forsøger at virke klog udadtil, fremstår det som en fornærmelse mod seerens intelligens.

Vi kan godt se, når noget ikke giver mening, så lad være med at pådutte os unødig dumhed og foregive, at det er kløgtig historiefortælling.

Det bliver et nej tak til de melede æbler herfra.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: