Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: 'Echo 3' har alt kørende for sig, den kører bare med 5 km i timen

AfDaniel Lindekilde Engberg
23. november 2022
Echo 3 anmeldelse
Luke Evans som specialstyrke soldaten 'Bambi' i Echo 3 / Foto: Apple TV+

Del artikel

Den nye serie 'Echo 3' på Apple TV+ har alt, hvad den skal have, men det kommer i et alt for langsommeligt tempo.

Planteforskeren Amber (Jessica Ann Collins) bliver gift med specialstyrkesoldaten Prince (Michiel Huisman). Festlighederne stopper dog pludseligt, når Prince skal udsendes til en redningsmission sammen med Ambers bror, Bambi (Luke Evans). En fed actionsekvens i de sneklædte afghanske bjerge senere er en af deres holdkammerater død, og Prince og Bambi har forskellige holdninger til, hvor ansvaret skal placeres.

Måneder senere tager Amber på en felttur til Columbia for at undersøge lokalbefolkningens naturmedicin og dens virkning på afhængighed af narkotika. Grundet en militær lokationsender, som Prince har skjult i hendes taske, bliver hun kidnappet mistænkt for at være en CIA-agent. Revolutionsgruppen, der har kidnappet hende, er lige så idealistisk, som den er arrogant. Prince og Bambi lancerer en redningsaktion, der bringer dem både i fare og ud i en krig, der udspiller sig i al hemmelighed.

Actionen er god... når den er der


Echo 3

Når en actionsekvens kommer, er det som et friskt pust, for resten af serien kører ikke ligefrem i femte gear. Serien bruger meget tid på alt, og det er ikke alt, der er nødvendigt. Hvis tiden blev brugt på karakterudvikling, kunne den være undskyldt. Det fungerer ellers godt for den, at vi igennem serien får brudstykker af karakterenes baggrund og selv må regne resten ud for at forstå dem som mennesker. Ikke for at trække tiden ud, som serien gør, men dens største udfordring er dens tempo.

Et afsnit særligt rykker ikke plottet en millimeter, og den lille karakterudvikling samt større kendskab, man får til en af karakterenes baggrund, kunne sagtens flettes ind på anden måde. En time kunne bogstaveligt talt skæres ud af serien, og det ville have næsten ingen indflydelse på det endelige produkt.

Alt det, der ikke er i fokus


Echo 3,tough lady

Serien behandler også korruption i Columbia og Venezuela, narkohandel og geopolitiske spændinger, der sætter flere af karaktererne med arbejde i militæret og sikkerhedsorganisationer over for et valg om, hvem de har loyalitet overfor: deres land, deres venner og familie eller måske dem selv først og fremmest?

Hvis der er noget, der ligger helt centralt for Echo 3, er det konceptet om kontrol. Revolutionsgruppen vil tage kontrollen fra den colombianske regering, Prince vil have kontrol over Amber, og Bambi vil have kontrol over sig selv. Alle vil gerne have kontrol over situationen, de befinder sig i.

For at opsummere


Mens Echo 3 har noget at byde på, når den behandler karakterernes traumer og temaer som loyalitet, så rykker det, men den vælger at gøre alt i sneglefart. Hvis de 10 afsnit var kortet ned til omkring seks-syv afsnit, havde serien været meget lettere at sluge.

Echo 3 er et kig værd, men vær forberedt på en noget langsommelig affære. Hvis du ikke kan klare et langsomt tempo, vil serien ikke være noget for dig.

Fakta om ’Echo 3’:
Instruktør: Claudia Llosa, Pablo Trapero og Mark Boal
Manuskriptforfatter: Mark Boal, Nikki Broderick, André Jacquemetton, Maria Jacquemetton, Jason Horwitch, Jill E. Blotevogel og Christopher Stetson Boal
Medvirkende: Jessica Ann Collins, Luke Evans, Michiel Huisman, James Udum, Maria del Rosario m. fl.
Antal afsnit: 10 (Anmeldelsen er baseret på de første 5)
Land: USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 23. november 2022
Dansk streamingtjeneste: Apple TV+

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Jenna Ortega er en funklende stjerne i Netflix-serien 'Wednesday'

LÆS OGSÅ: Guld fra gemmerne: 3 oversete serieperler på Netflix

LÆS OGSÅ: Casper Christensen får besøg af Iben Hjejle i ny Viaplay-serie

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser