Anmeldelse: ’Extrapolations’ er en prangende og prædikende klimaserie

Hvis vandstanden på kloden stiger med to mm om året nu, hvor meget vil den så være steget om 50 år? Det er den slags udregninger om ukendte, fremtidige tilstande, baseret på nuværende, kendte sammenhænge, der kaldes ekstrapoleringer. Det er også titlen på den mest ambitiøse serie på AppleTV+ til dato, ‘Extrapolations’, der handler om klimaforandringer.

Profetisk manuskriptforfatter

Bag serien, som både manuskriptforfatter og instruktør på nogle af afsnittene, står Scott Z. Burns. Under corona fik han en revival, for med sin film Contagion fra 2011 blev han tillagt nærmest profetiske talenter for den måde, epidemi-filmen foregreb virkeligheden. Ellers har han i øvrigt skrevet Bourne Ultimatum og instrueret afsnit på Californication. Spørgsmålet er, om han nu kan lave samme stunt bare med fokus på, hvad klimaforandringerne vil betyde for os mennesker?

En iskold CEO-fætter

Serien begynder ude i fremtiden, i 2037 og bevæger sig i løbet af de otte afsnit frem til 2070. Den har form som en antologi-serie, men har udover nogle stand alone-episoder også afsnit, der er forbundne i storylines eller karakterer. En central skikkelse er Nicholas Bilton (Kit Harrington fra Game of Thrones), den mystiske CEO for tech-konglomeratet Alpha, der bliver refereret til, også når han ikke selv dukker frem. En iskold fætter og skole-eksemplet på den profitjagende kapitalist, der kan tjene penge på hvad som helst, uanset hvordan verdens tilstand tager sig ud.

Fremtidens ‘Black Mirror’-virkelighed

Ellers spænder historierne sig fra tech-baserede opfindelser til små kammerspil med twists, der giver stærke mindelser om Black Mirror. Ude i fremtiden kan man simulere hvalers stemme til menneskelige, så man kan tale med dem. Der er udgangsforbud om dagen, for solen er for farlig. Ilt er en luksus, som man kan købe sig til nogle enkelte sug af. Kornsorter fra laboratoriet i Svalbard er en skat, man vil slå ihjel for. Og vandstanden stiger med alarmerende fart og gør millioner af mennesker hjemløse.

Som man måske kan fornemme, er tonen temmelig dystopisk, men jævnligt bliver pessimismen forsøgt opvejet ved lange monologer om at, ‘det kun er os, der kan gøre noget ved problemerne’, ‘at alle problemer kan løses med den rette teknologi’ og især, ‘vi må handle i tide, før det er for sent’. Sikkert sande udsagn, men i længden bliver det for prædikende at høre på. Og når serien samtidig har bandlyst ethvert spor af humor, for det har den vitterligt – medmindre man synes, det er sjovt, at det er Meryl Streeps stemme man bruger til hvalens – bliver det en tung og selvhøjtidelig omgang. Det er, som om devisen er, at fordi det handler om klimaforandringer, så må vi ikke grine af noget.

Mest ambitiøse serie til dato

Ud fra production design, seriens visuelle look, niveauet af CG og den yderst imponerende castingliste, er der ingen tvivl om, at dette er AppleTV+’s hidtil mest ambitiøse serie. Der er brugt rigtig mange penge her. Skuespillerlisten tæller, udover omtalte Meryl Streep og Kit Harrington, Edward Norton, Marion Cotillard, Forest Whitaker, Tobey Maguire, Sienna Miller, Gemma Chan, Judd Hirsch, Tahar Rahim, Murray Bartlett, Matthew Rhys, for bare at nævne nogle af dem. Opremsningen kunne fortsætte.

Men hvad nytter det, får man lyst til at sige, hvis man ikke forstår at bruge den enorme talentmasse? For det er kun meget få af skuespillerne, der får lov til at folde vingerne bare en smule ud. Så kunne man lige så godt have hyret nogle mere ukendte navne. Hvis det altså ikke er fordi, at berømthederne mere skal virke som trækplaster? Fordi man godt ved, at klimaforandringer ikke er så sexede og derfor svære at sælge?

Spild af muligheder

Skuespillerne gør dog, hvad de kan. Det er ikke der, seriens store fejl ligger. Den ligger ganske enkelt i dens meget lidt spændende storytelling, der hverken forstår at skabe interessante karakterer eller suspense-fyldte plots. Det er, som om der er lagt en dyne hen over alt følelsesliv, så synderligt grebet bliver man heller ikke. Faktisk er det nærmest søvndyssende kedeligt mange steder. Og den stærkeste reaktion, jeg sad med bagefter, var følelsen af spild. Spild af talent, spild af tankevækkende ideer og spild af store muligheder for at gøre verdens mest brændende emne, klimaforandringerne, så nærværende og påtrængende, at man får lyst til at handle på dét, serien i sin dialog opfordrer til: at gå ud og gøre noget! I stedet er sandsynligheden for, at man bare falder i søvn på sofaen nok større.