Redaktionen anbefaler: De 20 bedste HBO-serier
Med et bagkatalog på hundredvis af gode serier er HBO i serie-regi ikke til at komme udenom. Heller ikke selv om tjenesten, hvor serierne kan ses, nu hedder Max.
HBO har mere end 50 år på bagen, men det var først i slut 90'erne, at de fleste fik øjnene op for kabel-tv-netværket med serier som Oz, The Sopranos og Sex and the City. Siden er det blevet til den ene prisvindende serie efter den anden.
Vi har her samlet vores bud på de 20 bedste originalserier fra HBO og rangeret dem fra top til bund.
- The Wire
- Succession
- The Sopranos
- The Leftovers
- Sex and the City
- Band of Brothers
- Veep
- The White Lotus
- True Detective
- The Last of Us
- Chernobyl
- Mare of Easttown
- Deadwood
- Game of Thrones
- Six Feet Under
- Euphoria
- Boardwalk Empire
- Girls
- Big Little Lies
- The Gilded Age
1. The Wire
David Simons ikoniske og samfundskritiske dramaserie, The Wire, er og bliver den ultimative HBO-serie. Hvis ikke den bedste serie, der nogensinde er lavet?
Serien udspiller sig i Baltimore, USA, og afdækker byens altoverskyggende problemer med kriminalitet, korruption og samfundsmæssige udfordringer på den ene og den anden side af loven.
The Wire tager sig god tid til at bygge historien og karaktererne op, men når man først har lært Omar, Barksdale, Stringer Bell, Wallace, McNulty, Bunk, Bubbles og alle de andre at kende, vil man ikke slippe hverken dem eller serien igen.
Og så et ekstra lille kip med flaget til David Simons øvrige seriekatalog, som bl.a. tæller serierne Treme, The Deuce og Generation Kill, der samlet set fortjener alverdens hæder.
2. Succession
En af de ”nye i klassen”, men ikke mindre fantastisk af den grund, er den velspillede og velskrevne dramaserie, Succession, der sluttede af med et brag af en finalesæson i 2023.
Serien er skabt af Jesse Armstrong og handler om den stenrige forretningsmand Logan Roy, der ejer et af verdens mest magtfulde mediekonglomerater. I jagten på en arvtager for firmaet sender han familien ud i en altødelæggende kamp om magten.
De fleste af os elsker at hade (og hader at elske) den fucked up Roy-familie med al dens dysfunktionalitet og dolken-i-ryggen. Og man skal være et skarn, hvis man ikke fryder sig over Successions velskrevne dialog og exceptionelle ensemble i hvert eneste afsnit.
Anmeldelse: ’Succession’ sæson 4 er et fyrtårn af fornærmelser, bagholdsangreb og rygstikkerier
3. The Sopranos
David Chases ikoniske epos om den plagede mafiaboss, Tony Soprano, blev startskuddet til HBO’s enorme succes, og seriens fortælleform, produktionsværdi og karakterudvikling var ulig noget andet, man tidligere havde set på TV, da den udkom i 1999. Og stadig i dag fortjener serien alle de roser, den kan få.
Tony Soprano, udødeliggjort af dygtige James Gandolfini, var den første rigtige antihelt i serieuniverset og brød med den gængse forestilling om en klassisk mafiaboss.
Han har banet vejen for mange andre antihelte, og uden Tony Soprano havde vi nok aldrig fået f.eks. Walter White (Breaking Bad) eller Carrie Mathison (Homeland).
’The Sopranos’ fylder 25 år: Derfor er det en af de mest mindeværdige serier nogensinde
4. The Leftovers
The Leftovers er skabt af den visionære serieskaber, Damon Lindelof, der også er manden bag serier som Lost og Watchmen. Serien er en indirekte kommentar på menneskelig eksistens og en elegant udforskning af de store spørgsmål, vi alle konfronteres med her i livet.
Præmissen er simpel: 2 % af jordens befolkning forsvinder pludseligt og uden forklaring, og 3 år efter den mystiske, verdensomspændende hændelse følger vi den resterende del af menneskehedens forsøg på at leve videre med konsekvenserne.
Første sæson er en anelse tung at komme igennem, men i anden sæson sker der et væsentligt temposkift, og hele vejen igennem står både skuespillet, produktion value og historien knivskarpt.
5. Sex and the City
Sex and the City er en mastodont i HBO-regi og i seriehistorien i det hele taget – i hvert fald hvis man spørger de fleste kvinder over 30.
Serien er skabt af Michael Patrick King og baseret på bogen af Candace Bushnell. Den følger de fire New Yorker-kvinder Carrie, Samantha, Miranda og Charlotte og deres dragende liv med stærke venskaber, et utal af cosmopolitans, en evig jagt på kærlighed og ikke mindst … masser af sex.
Netop skildringen af sex, og mere specifikt kvindelig seksualitet, var decideret banebrydende, da serien kom ud, og det gjorde den til et verdensomspændende fænomen. Dertil kommer det store fokus på mode og den måde, New York bliver inddraget som en femte hovedkarakter.
Spin-off-serien And Just Like That... kan i øvrigt også ses på Max, men den har ikke fundet vej til top 20.
Anmeldelse: Sæson 2 af ’And Just Like That …’ finder tilbage til rødderne
6. Band of Brothers
Den flot (og dyrt!) producerede krigsserie med fokus på kammeratskabet i et soldaterkompagni under 2. Verdenskrig har godt nok over 20 år på bagen, men er stadigvæk værd at se den dag i dag.
Band of Brothers er produceret af Steven Spielberg, der også stod bag krigsfilmen Saving Private Ryan, og de to værker har i det hele taget et stort slægtskab både tematisk og stilmæssigt. Begge er de nærmest dokumentarisk realistiske i deres skildring af krigen, og samtidig går de helt tæt på de enkelte karakterer og deres indbyrdes kammeratskab.
Og så var Band of Brothers også serien, der introducerede os for både Damien Lewis, Tom Hardy og Michael Fassbender.
Anmeldelse: ’Masters of the Air’ er et veludført krigsdrama med masser af nervepirrende øjeblikke
7. Veep
Der findes et utal af gode, politiske serier, men ingen er ligeså sjove som Armando Iannuccis nyklassiker, Veep.
Komedieserien følger vicepræsidenten, Selina Meyer, spillet af den uforlignelige Julia Louis-Dreyfus, der vandt intet mindre end fem Emmy-statuetter for rollen.
Både Meyer-karakteren og stort set alle de øvrige karakterer er kyniske, selvcentrerede røvhuller, og selv om Veep kan være næsten hjerteskærende hård i sine portrætter af magtens elite og dennes underliggende inkompetence, er den også først og fremmest sindssygt morsom.
8. The White Lotus
Mike White's prisbelønnede dramedy, The White Lotus, er den perfekte blanding af bidende satire, drama og ”what the fuck”-momenter. Serien følger en række sideløbende historier om nogle rige amerikanere, der alle ferierer på luksusresortkæden ”The White Lotus”, og den spidder på morsomste vis den amerikanske overklasse.
Man skiftevis korser sig, græder af grin og krummer tæer over det kulørte persongalleri og deres indbyrdes forviklinger, og det blændende cast løfter serieoplevelsen yderligere.
Der er en tredje sæson af serien bekræftet allerede som er i fuld gang med optagelserne.
Nyt cast afsløret på 'The White Lotus' sæson 3
9. True Detective
True Detective består egentlig af tre sæsoner, og der er en fjerde på vej, men serien har primært vundet pladsen på listen på grund af sæson 1, selv om sæson 4 også leverede varen.
Nic Pizzolatos makabre krimiserie er velskrevet og stilistisk smuk, og anført af de to storspillende Hollywood-stjerner Matthew McConaughey og Woody Harrelson kravler den helt ind under huden på én fra start til slut.
McConaughey og Harrelson spiller de to betjente Marty og Rust, der sammen skal opklare et bestialsk mord. Mordmysteriet, der folder sig ud over flere tidsperioder, er bestemt interessant og gruopvækkende, men det er samspillet imellem McConaughey og Harrelson, der driver værket.
Anmeldelse: ‘True Detective’ er tilbage i storform med en blændende Jodie Foster
10. The Last of Us
Det var en slags "make it or break it", da HBO søsatte serieversionen af et af verdens mest populære Playstation-spil, The Last of Us i begyndelsen af 2023. Men lettelsen var stor for de fleste, da serien viste sig at gøre spillet ære.
Serien finder sted 20 år efter en grusom epidemi har hærget og ført til civilisationens fald. En af de overlevende er Joel (Pedro Pascal), der bliver hyret til at smugle den 14-årige Ellie (Bella Ramsey) tværs igennem et ødelagt USA. Det bliver en farefuld færd med inficerede monstre, der venter rundt om hvert et hjørne.
Samspillet mellem Pascal og Ramsey er blændende, og serien er både smukt og uhyggeligt godt konstrueret.
Der er en anden sæson af serien bekræftet allerede, som er i fuld gang med optagelserne.
Se de første billeder af Joel og Ellie fra den nye sæson af HBO-hittet 'The Last of Us'
11. Chernobyl
I HBO’s imponerende miniseriekatalog står Chernobyl som et af de mest lysende eksempler på, hvordan sådan en miniseriekage skal skæres.
Serien, der skildrer eksplosionsulykken på atomkraftværket i Tjernobyl i 1986, består af fem, nervepirrende og urovækkende episoder og er simpelthen i en klasse for sig.
Måden, hvorpå Craig Mazin og Johan Renck har arbejdet med lyd- og billedsiden, er helt fantastisk, og man føler næsten, at man selv er til stede på atomkraftværket.
Dertil krydret med store præstationer fra Jessie Buckley, Jared Harris og Stellan Skarsgård og det faktum, at den både med historiske og nutidige briller er hyperrelevant, gør Chernobyl til en must-see.
12. Mare Of Easttown
Fra én skarp miniserie til en anden – og hvilken en!
Mare Of Easttown tog alle krimifans med storm tilbage i 2021 takket være et velskrevet og veludført whodunit-plot og en decideret fremragende Kate Winslet i titelrollen som politikvinden, Mare.
Med en urovækkende stemning og et visuelt trøstesløst univers glimrer Mare Of Easttown og slægter en anden HBO-darling, True Detective, på.
Historien centrerer sig om den lille by, Easttown, hvor den udkørte og hårdføre politibetjent, Mare, bliver sat til at opklare et grusomt mord. Mordet trækker tråde til hele det lille samfund, og i takt med opklaringen, vælter skeletterne ud af skabet for flere af borgerne i byen.
Serien er skabt af Brad Ingelsby og instrueret af Craig Zobel.
Guld fra gemmerne: 3 oversete serier på HBO Max
13. Deadwood
'Shakespeare i mudder' blev serien kaldt af en anmelder, da den havde premiere i 2004, og det er meget rammende for David Milchs fremragende western-epos, Deadwood.
Serien er en fiktionel skildring af hverdagen i guldgraverflækken Deadwood i 1876. De nytilkomne Seth Bullock (Timothy Olyphant) og hans makker Sol Star (John Hawkes) har ambitioner om at etablere et byggemarked i den lovløse by. Men det er ikke noget, man bare lige gør, og den lokale saloon-ejer Al Swearengen (Ian McShane) nærer en indædt mistanke mod den tidligere lovmand, Bullock.
Sex, vold og elegante monologer kommer i en lind strøm i serien, der fik en brat afslutning efter tredje sæson. I 2019 kom Deadwood: The Movie imidlertid og gav de hungrende fans en længe ventet afslutning på fortællingen.
14. Game of Thrones
Selv om det gik ned ad bakke, efter at serien skulle stå på egne ben uden bogforlægget at klamre sig til, fortjener Game of Thrones alligevel en solid plads på listen.
Den episke storserie af David Benioff og D.B. Weiss er baseret på George R.R. Martins bogserie A Song of Ice and Fire. Serien fortæller historien om de syv familiehuse i det fiktive univers, Westeros, der kæmper om magten og en plads øverst på jerntronen.
Det er en solid cocktail af fantasy og drama, krydret med adskillige plottwists, spektakulære kampscener og et fantastisk persongalleri, som gør det noget nær umuligt ikke at blive draget (pun intended) ind i universet sæson efter sæson.
Og så vrimler det med dygtige danske skuespillere på rollelisten!
Efterfølgende har prequel-serien House of The Dragon også haft premiere, og anden sæson er i fuld gang.
Anmeldelse: Anden sæson af ’House of the Dragon’ kommer fyrigt fra start
15. Six Feet Under
Alan Balls HBO-klassiker, Six Feet Under, om den dysfunktionelle Fisher-familie, der driver et bedemandsfirma i Los Angeles, er en darling blandt de fleste seriefans.
Karaktererne i Six Feet Under er skæve og forskruede, hvilket gør dem underligt relaterbare. Deres problemer og forskelligheder får dem til at fremstå ægte, og man nyder at følge dem på godt og ondt hele serien igennem. Serien er yderst velspillet og har blandt andre Michael. C Hall, Peter Krause og Frances Conroy på rollelisten.
Specielt seriens allersidste afsnit har fremkaldt adskillige tårer i de små hjem og står i mange bevidsthed som en af de bedste serieafslutninger nogensinde.
16. Euphoria
I 2019 overrumplede Sam Levinson hele serieverdenen med Euphoria og gav os en rå og upoleret skildring af USA's ungdom. Emner som misbrug, løgn, sex, vold, kønsidentitet og venskab blev smidt direkte i ansigtet på seeren og fik serien til at skille sig ud fra mængden.
Dertil krydret med en hypnotisk dragende lydside (Drake er producer på serien), smukke billeder og et fremragende ungt cast, anført af kæmpestjernen Zendaya, har gjort Euphoria til et decideret seriefænomen.
Foruden Zendaya kan man også se dygtige Hunter Schafer, Sydney Sweeney, Jacob Elordi, Maude Apatow og Storm Reid i andre af de bærende roller.
Hvorvidt der kommer en tredje sæson af Euphoria er stadig uvist, men vi krydser fingre for, at det sker!
17. Boardwalk Empire
Atlantic City er østkystens svar på Las Vegas, og et af byens bedst kendte attraktioner er The Boardwalk – en knap syv kilometer lang strandpromenade. Denne har lagt navn til periodedramaet, Boardwalk Empire, der på fornemste vis skildrer det politiske – og kriminelle – miljø midt i forbudstidens USA i 1920'erne og 30'erne.
Serien er centreret om Enoch "Nucky" Thompson (Steve Buscemi), der er det perfekte mix af mafioso og dygtig forretningsmand. Foruden Buscemi medvirker også altid fremragende Michael Shannon, Michael K. Williams og et væld af andre dygtige skuespillere.
Serien fik hele fem sæsoner og er skabt af Terence Winter. Martin Scorsese er executive producer og instruerede også pilotafsnittet. Han og Winter arbejdede desuden sammen igen på The Wolf of Wall Street og Vinyl.
18. Girls
Lena Dunhams skæve, velskrevne coming of age-serie er et forfriskende bud på et generationsportræt, der er hudløst ærligt og ofte ikke særligt kønt at være vidne til.
Serien er både befriende og frustrerende at følge, og man tager sig selv i skiftevis at himle op over – og smile varmt af – de fire forkælede hovedkarakterer, der forsøger at navigere i livets op- og nedture i New York.
Serien er af åbenlyse grunde blevet sammenlignet med Sex and the City, men i en yngre og mindre glamourøs version. Lena Dunham medvirker selv som den egocentriske hovedkarakter, Hannah, og hun bliver flankeret af Allison Williams, Jemima Kirke, Zosia Mamet og Adam Driver.
15 film- og seriekvinder, vi aldrig glemmer
19. Big Little Lies
Big Little Lies er skabt af en af serieverdenens mest erfarne herrer, David E. Kelley, og er den perfekte kombination af velspillet drama, glittet soap og solid krimi.
Serien følger fire overklassemødre i den amerikanske by, Monterey, hvis hemmeligheder dukker op til overfladen og afdækker en række forskelligartede løgne om det ”perfekte” liv.
Det er svært at komme i tanke om et bedre, kvindeligt ensemble end det, Big Little Lies ruller ud med Nicole Kidman, Reese Witherspoon, Laura Dern, Zoë Krawitz og Shailene Woodley i første sæson. Det skulle da lige være at tilføje Meryl Streep, og som sagt så gjort i anden sæson (og så kan vi sagtens diskutere en anden god gang, om dén sæson overhovedet skulle være lavet).
Det forlyder dog, at der også er en tredje sæson på tegnebrættet, men HBO har endnu ikke bekræftet dette.
Nicole Kidman afslører nyt om 'Big Little Lies' sæson 3
20. The Gilded Age
Men en forrygende ny sæson sniger kostumedramaet, The Gilded Age, der er skabt af manden bag storserien, Downton Abbey, sig ind på en tyvendeplads.
Julian Fellowes' dramaserie foregår i 1880'ernes New York, hvor en masse nyrige melder deres ankomst på de sociale arenaer. Det er bestemt ikke noget, som behager the old money, der finder de nye unødigt vulgære i deres praleri. Tonen er klassisk "Downton" bare på amerikansk. Det betyder bl.a., at temaer som race og kvindefrigørelse får en mere markant plads i historien.
The Gilded Age markerer sig desuden med en masse glimrende skuespillere på rollelisten, blandt andre Christine Baranski, Carrie Coon, Morgan Spector og Cynthia Nixon.
Alle serierne kan ses på Max.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: