Anmeldelse: Femte omgang af ’Sommerdahl’ er en stærkt vanedannende cozy crime
Sommerdahl sæson 5
Streamingtjeneste: TV 2 Play
Premieredato: 5. maj 2024
Genre: Krimi
Instruktør: Charlotte Sachs Bostrup m.fl.
Manuskriptforfatter: Lolita Bellstar (serieskaber)
Medvirkende: Peter Mygind, Laura Drasbæk, André Babikian, Maibritt Saerens, Kurt Ravn, Thit Aaberg, Caspar Phillipson m.fl.
Land: Danmark
Antal afsnit: 8
Intromusikken siger det hele.
Helsingør er Danmarks farligste by, hvor gaderne og vandet dagligt flyder over med lig. Men så er det godt, at politiet har Dan Sommerdahl (Peter Mygind), som har en opklaringsrate på 100 %. Til gengæld har han godt og vel intet held, når det kommer til kærlighed.
Bedst som vi troede, at han havde fundet lykken igen, efter at ekskonen Marianne (Laura Drasbæk) og bedstevennen/makkeren Flemming (André Babikian) fandt sammen, spillede universet Sommerdahl et puds.
For kæresten Josefine (Maibritt Saerens) havde indledt et samarbejde med den lokale gangsterkonge, fiskehandleren Otto (Kurt Ravn) og blev behørigt anholdt af politiet. Og Dan var selvfølgelig vred på alt og alle, fordi han ikke havde fået noget at vide om overvågningen af hans udkårne.
Og selv om man skulle tro, at den gnavne panserbasse kunne bære nag i lang tid, går der ikke mere end cirka et afsnit af den nye femte sæson af Sommerdahl, før alle er venner igen.
Men Otto er som en edderkop, der sidder i midten af sit spind og trækker i trådene, og han har ikke tænkt sig lade Dan, Josefine og de andre slippe så let.
Kort sagt, alt er som det plejer i cozy crime-krimiserien over dem alle.
Olsen-banden med kant
Genopfinder Sommerdahl den dybe krimitallerken?
Nej, det er et velkendt sammensurium af alle krimitroper filtreret igennem et semihyggeligt filter, så de værste blodsudgydelser forsvinder. Det er den mindre farlige udgave af Strisser på Samsø, så man lige undgår de allermest kontroversielle emner.
Man skulle jo nødig kløjes i aftenkaffen, når man har sat sig foran TV 2 Charlie til sin ugentlige dosis cozy crime.
Den gennemgående sag for femte sæson af Sommerdahl er alt det vedrørende Otto og Josefine, og hvordan det påvirker Dan. Vi får også meget mere af Ottos niece, Astrid, spillet af Thit Aaberg.
Aaberg er decideret fremragende og får det maksimale ud af sine få minutter i hvert afsnit. Det er den slags scenetilstedeværelse, hvor man sidder og ønsker, at karakteren fyldte meget mere.
Scenerne sammen med Kurt Ravn emmer af jovial udspekulerethed. På papiret en pudsig kombination, men når man ser det, giver det fuldkommen mening. Sjældent har man heppet så meget på, at en kriminel duo skal lykkes med deres forehavende, som tilfældet er.
De 10 bedste krimiserier på TV 2 Play
Det er Olsen-banden med kant, og det er herligt. Med Casper Phillipsons ludomaniske plastikkirurg, Arne Lind, som tredje hjul – han er Keld og Benny i én og samme person – er det en udsøgt fornøjelse.
De er med til at fjerne noget af den klumpedumpe-følelse, Sommerdahl til tider giver en.
Vrede betjente og en god hund
Replikkerne og de forskellige plotlinjer omkring politifolkene på stationen går Badehotellet lige lovlig meget i bedene. Her skal alle indre tanker siges højt, så man er sikker på, at alle blandt publikum har forstået, hvad der sker.
Subtilitet er ikke et af Sommerdahls varemærker, og så er alle panserne underligt sure hele tiden. Dan vrisser af alle, han kommer i nærheden af, og han er udrustet med en attitude, der er én kop dårlig kaffe fra at jævne hele byen med jorden. På nær når han er sammen med Josefine eller den uundværlige følgesvend Simba, som er den bedste hund i Helsingør.
Mordsagerne er af den vanlige højttravende slags, og hver enkelt er spredt udover to afsnit. Af de fire, som er stillet anmelderne til rådighed, er den første helt klart den mest underholdende.
En mand bliver skudt i et omrejsende tivoli, og opklaringsarbejdet udvikler sig til tider farceagtigt, når chefen for underholdningsforetaget, spillet af Bjarne Henriksen, på et tidspunkt flygter fra politiet.
Den hæsblæsende menneskejagt bliver afsluttet efter lige knapt et minut, da han bliver fundet siddende under et barbord.
5 spin-off-serier med 'Badehotellets' karakterer, vi gerne vil se
Kontrasten mellem halvfjollede scener som ovenstående og så lige pludselig et gravalvorligt øjeblik, hvor pårørende eller morderen sidder og krænger sin skyldfølelse ud, mangler nogle blødere overgange. Klipningen og manuskriptet er lige til den hårde ende, og en hårdkogt panserattitude virker underligt malplaceret blandt folkekomedieelementerne – som f.eks. Dans boss, Hanegaards (Lotte Andersen), flirt med chefen for narkoafdelingen, Jansen (Troels Lyby).
Tonen sidder ikke rigtig i skabet, og derfor bliver det også mange gange ufrivilligt morsomt, når en unødvendig hård replik bliver afleveret.
Og det er på sin vis også en del af charmen ved Sommerdahl. Præcis ligesom med Badehotellet. Når først du er inde i rytmen og sproget, er det svært at slippe væk fra det igen. Det er bare hygge og den slags, man kan have kørende i baggrunden og ikke nødvendigvis behøver at følge slavisk med i hele tiden. For der skal nok være en karakter, som opsummerer alt, hvad der er sket et par gange efterfølgende.
Sommerdahl er indbegrebet af cozy crime på godt og ondt, og det er umanerligt vanedannende.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: