Anmeldelse: ’Gangs of London’ er stadig en voldsom fornøjelse af en actionkrimiserie

Et af ‘Gangs of Londons' varemærker har været masser af eksplicit vold. Femte afsnit i første sæson, hvor en gruppe lejesoldater anført af danske Mads Koudal og Laura Bach, belejrer et hus og sønderskyder det, er et af de allerbedste actionafsnit i en serie nogensinde.

Måske ikke så underligt, når man tænker på, at det var serieskaber Gareth Evans (’The Raid’ 1 og 2), der instruerede afsnittet. Meget har ændret sig siden da, både foran og bag kameraet, men volden og actionen er stadig helt i top, og med sæson tre får vi et afsnit, som byder på flere kæbetabende vilde øjeblikke.

Før vi når dertil, er det nødvendigt at forklare, hvad der sker i denne sæson.

Alt burde egentligt være stille og roligt i Londons gader. Sean Wallace (Joe Cole) er bag tremmer, og den tidligere undercoverbetjent Elliot Carter (Sope Dirisu) har lagt lov og orden bag sig og omfavnet gangsterlivet fuldt ud.

Alt burde være godt.

Indtil folk begynder at falde døde om i gaderne. En stor sending kokain er blevet forgiftet med fentanyl, og ligene hober sig op den aften, hvor pulveret ryger op i næsen hos rig som fattig. Blandt de ivrige cokebrugere er den albanske gangsterboss Luan (Orli Shuka) og Londons borgmester Simone Thearle (T’Nia Miller). Sidstnævnte slipper blot med skrækken, mens teenageren dør og sender faren ud på et vredt hævntogt.

Gerningsmanden er en hætteklædt figur (Andrew Koji), der dræber alle på sin vej med yderst brutal effektivitet. I takt med, at Elliot Carter undersøger tingene nærmere, står det klart for ham, at der måske er en forbindelse til mordene på hans kone og søn flere år tidligere og hans gamle nemesis Sean Wallace.

Sprængfarlig sæson

Tredje sæson af ’Gangs of London’ forløber således som halvt hævntogt, halv opklaring af, hvem der hyrede den hætteklædte figur, som vi hurtigt får at vide kaldes Zeek.

Kombinationen af de to scenarier fungerer virkelig godt. Der er hele tiden fremdrift, og actionen er som altid serveret med en mukkert lige midt i panden.

Takket være de tidligere sæsoner er universet fyldt med karakterer, som vi allerede kender, og ikke mindst gamle konflikter og nag, der bare venter på at eksplodere. Tilsat et par nye ansigter, og sæsonen er en lang opbygning til en stor kulmination.

En af tændstikkerne, der kan antænde lunten, er Wallace-matriarken Marians (Michelle Fairley) bror Cornelius (Richard Dormer), der bevæbnet med en stor trækølle og irske gangstere indleder et blodigt hævntogt mod alle familiens fjender sammen med nevøen Billy (Brian Vernel).

Der er krig i gaderne, og spørgsmålet er, hvem der sidder tilbage og nyder godt af alt kaosset. Det er skarpsleben historiefortælling, og udførelsen matcher – især i femte afsnit.

Død ved navlestreng

Det er meget passende, at det netop er femte afsnit i denne sæson, der tager prisen som det med de mest opsigtsvækkende actionscener - præcis som i første sæson.

Og det siger alligevel lidt, når vi i et tidligere afsnit får en mand, der bliver dræbt ved hjælp af en karrusel i fulde omdrejninger.

Men det slår alligevel ikke afsnit fem.

Her møder vi Lale (Narges Rashidi), som vi sidst så blive slæbt væk af lederen af det pakistanske kartel Asif Afridis (Asif Raza Mir) håndlangere. Umiddelbart havde han tænkt sig, at hun skulle dø, men fordi hun var gravid med Sean Wallaces barn, besluttede han at holde hende i live som et forhandlingsredskab.

Afsnittet følger hendes skæbne i lige knapt ni måneder, hvoraf de fleste bliver tilbragt i Lahore i Pakistan. Indtil turen går tilbage til London, og Lale forsøger at stikke af og gemme sig inde i en bygning.

Og herfra går det ned for fuld smadder!

Først og fremmest er det ikke det mest optimale for en højgravid at spæne op og ned ad trapper og slås/dræbe diverse anonyme håndlangere. Lale begynder at føde, og som den badass hun er, foregår det naturligvis i stilhed. Og selvfølgelig bider hun navlestrengen over med tænderne, fordi der ikke er andet skarpt lige i nærheden.

Men det er da hun bruger selvsamme navlestreng til at strangulere en modstander, at kæben rammer gulvet af bare begejstring. Det er overdrevet, unødvendigt og samtidig en fin metafor for at smadre patriarkatet.

Hvor de forrige sæsoner af ’Gangs of London’ har haltet lidt undervejs i deres respektive sæsoner, er der langt mere sammenhængskraft i tredje. Ikke mindst fordi der bliver taget nogle virkelig store chancer i form af overraskende dødsfald og introduktion af nye karakterer, som kan føre universet videre i nye og spændende retninger.

Og så er ’Gangs of London’ stadig en voldsom fornøjelse af en actionkrimiserie.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: