Anmeldelse: Jason Isaacs er fremragende som Cary Grant i ’Archie’

Det har vrimlet med biografiske film og serier i år om mere eller mindre kendte personer. Anti-Elvis-filmen Priscilla er stadig i færd med at gå sin sejrsgang verden over, og Bradley Coopers portræt af den berømte amerikanske dirigent og komponist Leonard Berstein Maestro er netop landet i biograferne, før den rammer Netflix.

Lige midt i det utaknemmelige smørhul lander BritBox-miniserien Archie.

Umiddelbart vækker titlen ikke genklang, medmindre man er så stor Cary Grant-fan, at man ved, det er den berømte skuespillers rigtige fornavn.

Archibald Alexander Leach blev født i 1904 i Bristol, England. Her havde han en mildest talt tumultarisk opvækst med en klinisk deprimeret mor og alkoholiseret far, der prægede ham resten af livet.

Men det er som en af den ikoniske instruktør Alfred Hitchcocks hofskuespillere, at de fleste nok kender den karismatiske englænder, hans mange elskede screwball-komedieroller eller hans ditto drama. For skuespilleren er en af mest genkendelige fra årene 1930 til 1960.

I Archie får vi gennem fire afsnit udpluk fra hans lange karriere og privatliv. Især dvæles der ved ægteskabet med Dyan Cannon (Laura Aikman), hvis bog også ligger til grund for serien.

Både Cannon og deres fælles datter Jennifer Grant er også producenter på miniserien – og det er jo altid en indikator for, at det, vi skal til at se, er et bestemt perspektiv på sandheden.

Solbrændt snack

Serien veksler imellem forskellige tidsperioder, hvor vi er i barndom, teenageår og ungdomsår. Disse er ikke de mest interessante. Primært fordi Archie som fortælling ikke virker mest interesseret i at dvæle ved disse mere end højst nødvendigt.

Som det efterhånden er blevet kutymen i næsten alle serier, starter vi ved slutningen.

Den aldrende Cary Grant (Jason Isaacs) er på foredragsturné i 1986, hvor han underholder med anekdoter fra sin karriere. Det er herfra, at historien springer frem og tilbage, når pointer på den ene eller den anden måde skal understreges eller væves sammen i den store fortælling om skuespilleren.

Jason Isaacs er blevet påhæftet en god mængde proteser for at kunne gestalte sølvræven og for at lave en klar differentiering af Grants udseende i 1930'erne, som er derfra, Isaacs portrætterer rollen.

Og nej, han ligner ham ikke vanvittig meget. Men han indfanger flot den helt særlige filmstjerne-aura, som var omkring Cary Grant. En type, der qua sin britiske rødder ikke var lige så snorlige som sine amerikanske kolleger.

På et tidspunkt tager han og Dyan Cannon hallucinerende stoffer, en åbenbart yndet terapimetode for skuespilleren på dette tidspunkt i 1960'erne.

Pæn på afstand

Det er i scener som ovenstående, at Archie rigtig bliver underholdende. Men miniserien hænger meget i forholdet til Cannon og hopper overfladisk over andre perioder.

Gennem den alvidende voiceover, fortæller Grant ellers lystigt om, hvor sjovt det var at drive PR-folk til vanvid, da han i starten af Hollywood-karrieren boede sammen med en anden mandlig kollega. Havde de et forhold eller ej? Det virker ikke vigtigt for serien eller fortælleren selv.

Som det senere bliver formuleret, ”Jeg har elsket både mænd og kvinder”, og så er det emne lagt i seng. I den forstand er det en meget pæn og britisk serie, hvor en amerikansk pendant snare ville prikke mere i netop et emne som det.

Men igen, takket være Jason Isaacs besnærende præstation, er det svært ikke at lade sig lulle ind i rejsen, hvor end vor charmerende turistguide fører os hen.

Og det bliver da kigget på nogle af de mere ubehagelige aspekter af Cary Grants liv.

Især barndommen og forholdet til moren, som han i flere år troede var død, fordi det var, hvad faren havde fortalt ham. Derudover er der flere små særegne karakteristika, der bliver belyst med jævne mellemrum. Nogle bliver direkte italesat, andre ligger bare i samme afsnit, så man som seer selv lægger to og to sammen, hvis man husker det.

I den forstand er serien meget britisk. Serieskaber Jeff Pope og instruktør Paul Andrew Williams spiller kløgtigt nok op til Archie’s styrker, der er de to hovedroller Jason Isaacs og Laura Aikman. De giver begge en god og værdig præstation som Cary Grant og hans store kærlighed, Dyan Cannon – eller i hvert fald i den periode, serien vælger at lægge fokus på.

Udover altid vidunderlige Ian McNeice, hvis Alfred Hitchcock er kosteligt underholdende, er der ikke megen pondus eller mindeværdighed over de forskellige personer fra filmhistorien, som bliver portrætteret i Archie. Men der skulle jo også nødigt være nogle af amerikanerne, som overstrålede den britiskfødte stjerne.

Miniserien gør det, den skal, og så heller ikke så meget mere. Den er underholdende så længe, man ser den, men bliver ikke hængende i ens bevidsthed længe derefter. Jason Isaacs er som forventet rigtig god, men man sidder også tilbage med følelsen af, at Archie ikke får forløst det store potentiale, Cary Grant fortjener.