Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Jeg kommer ikke til at se 'Shining Girls' færdig

AfSibel Türker
21. april 2022
Shining Girls / Foto: Apple TV+

Del artikel


'The Handmaid's Tale'-stjernen Elisabeth Moss er aktuel i den nye, men kedelige dramaserie 'Shining Girls'.


I 1990’ernes Chicago følger vi i Shining Girls Kirby, der bærer rundt på et kæmpe traume. For nogle år siden blev hun umotiveret overfaldet og kæmper i dag med eftervirkningerne af dette. Hendes overfaldsmand skar hende op og efterlod også noget inde i hende.

Kirby hjemsøges stadig af overfaldet, og intet i hendes liv er, som det var før. Hun er konstant bange, forvirret og ved ikke, hvilke af hendes oplevelser, der er ægte og uægte. Virkeligheden er ikke længere tydelig for hende, og hun kan ikke stole på noget, hun ser eller oplever.

Kirby tror, at hun er ved at blive tosset, men mere og mere tyder på, at det ikke er hende, den er gal med.

Da politiet finder liget af en ung kvinde, står det hurtigt klart, at Kirbys gerningsmand har slået til igen. Sammen med journalisten Dan Velazquez går jagten nu ind på at finde den grusomme seriemorder, der viser sig at have været på spil flere gange.

De første fire afsnit skuffer gevaldigt


Shining Girls er baseret på romanen med samme titel skrevet af Lauren Beukes. Jeg havde intet tidligere kendskab til romanen eller historien og gik derfor ind til serien helt uden forventninger.

Denne anmeldelse er baseret på seriens første fire afsnit, men meget skal nå at ændre sig i de restende fire episoder for at redde serien.

I denne thriller/drama/krimi-serie er stemningen ekstremt dyster og nedtrykt. Serien tager sig selv meget alvorligt, og der er slet ikke plads til små frirum. Replikkerne er korte, og det meste kommunikation mellem karaktererne foregår med udveksling af intense blikke.

Som sagt er anmeldelsen baseret på fire episoder, men selv efter fire episoder har jeg svært ved at forstå, hvad der foregår.

Forvirringen er stor i 'Shining Girls'


Der bliver hoppet både mellem tid og sted, og det hele er bare ekstremt forvirrende. Ikke på noget tidspunkt formår serien at besvare nogle af de millioner af spørgsmål, der opstår undervejs, og her, fire afsnit senere, er jeg stadig ét stort spørgsmålstegn og forstår slet ikke, hvad det er jeg har set. Drømmer Kirby? Lever morderen? Handler det her om tidsrejser? Er vi ude i noget multiverse? Nobody knows.

Elisabeth Moss er, som i alle andre roller hun spiller, ekstremt kedelig og udtryksløs at se på. Hvis vi endelig skal finde noget positivt ved serien, kan Wagner Moura nævnes. Han formår at skabe lidt mystik omkring sin karakter og arbejder rigtig godt med det meget begrænsede materiale, han har at gøre godt med.

Serien er generelt et meget mislykket forsøg på at skabe en stemningsfyldt thriller-mysterie.

Hvis ikke det skulle være tydeligt endnu, så kommer jeg hvertfald ikke til at se videre af den simple årsag, at jeg på nuværende tidspunkt simpelthen bare er fuldstændig ligeglad. Det hele bliver så indviklet og forvirrende, at man mister al interesse både i karaktererne og i sagen. Serien kan ses på Apple TV+, hvis man virkelig har udtømt alle andre underholdningsmuligheder.


Fakta om 'Shining Girls'

Instruktør: Michelle MacLaren
Produktionsår: 2022
Medvirkende: Elisabeth Moss, Jamie Bell, Wagner Moura, Amy Brennaman
Antal episoder: 8
Land: USA
Streamingtjenester: Apple TV+


LÆS OGSÅ: 4 gode serier på Apple TV+

LÆS OGSÅ: Udvandet version af 'Game of Thrones': Så mange penge smider Netflix efter dårlige serier

LÆS OGSÅ:3 serier vi glæder os til på Paramount+

Del artikel

Læs mere omApple TV+

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste