Anmeldelse: ’Klovn’ er stadig sjov, men skabelonen trænger til en opdatering
Der er gode grin at komme efter i den nye sæson af ’Klovn’, og flere gang rammer serien klokkerent på tåkrumnings-barometret. Men vi er langt fra tidligere sæsoners storform, når Frank og Casper forfalder til onkelhumor og misser gyldne muligheder.
Senfølger er undertitlen på niende sæson af Klovn, der kan streames på TV2 Play. I det klovnske univers betyder det, at Frank & Casper på deres ældre dage lever med konsekvenserne af deres tidligere handlinger. Det gælder især Frank, der vanen tro også står med sorteper i slutningen af flere afsnit efter at have rodet sig ud i diverse pinagtigheder og akavede situationer.
En perlerække af cameos
Skabelonen er den samme som i de foregående otte sæsoner. Frank og Casper involverer sig i alverdens naive projekter. Som når revisor-Kurt får dem overbevist om, at en stor båd er den bedste investering, de kan gøre sig for at spare skattekroner. Det går uden at spoile for meget selvfølgelig slet ikke efter hensigten.
Udover revisor-Kurt er der underholdende gensyn med flere af de velkendte ansigter fra Klovn-universet. F.eks. Bo, der spiller en mere fremtrædende rolle som assistent for Casper og Frank, hvor han bliver kostet rundt med og ligefrem bliver lokket ud i farlige situationer på grund af komikerparrets løgne.
Der er altid hårdtprøvede Mia, der må finde sig i lidt af hvert og udholde alverdens ydmygelser forårsaget af Franks handlinger. Det bliver især komisk, når Mia skal leve som i middelalderen mod sin vilje sammen med Frank i en weekend, hvilket ender på et ”Frank skider i kattebakken”-agtigt niveau. Tåkrummende!
I den nye sæson får vi vanen tro også cameos fra flere kendte personligheder som Stephania Potalivo, Magnus Millang, Anders Breinholt og Sofie Linde. Det vil undre undertegnede meget, hvis de fleste kendisser i Danmark ikke er villige til at stille op nærmest gratis bare for at kunne sige: ”YES, jeg er nu en del af Klovn-universet.”
Timingen er off
Det er seriens styrke, at Casper og Frank sammen med deres respektive crew af manuskriptforfattere og instruktører har kunnet følge med tiden sæson for sæson, men der kommer uundgåeligt en risiko for, at det på et eller andet tidspunkt bliver lidt udvandet, og at tidligere satiriske perler bliver erstattet med halvlunken onkelhumor.
Det er rigtig sjovt, når Magnus Millang viser sig at være en dårlig taber med narcissistiske træk på en tennisbane. Og det er rigtigt sjovt, når Casper forsvarer, at man ikke er utro, men at det mest er et spørgsmål om, at ”timingen bare er off,” hvis man lige må knalde med hende, man aldrig havde held til at knalde i gymnasietiden. Det bliver dog lidt fladt, når Sofie Linde er med i et afsnit med et underliggende #MeToo-tema, som kunne have været rigtigt sjovt, men ender med blot at udløse et subtilt fnis. Det blev en spildt chance. Øv!
Langt mellem de store grin
Vi har efter denne anmelders mening langt fra ramt bunden endnu, men skabelonen trænger til en opdatering. Der er simpelthen for langt mellem de helt store grin, som man kan tale om i ugevis.
Lidt over halvvejs inde i den nye sæson synes konklusionen at være, at ca. hvert andet afsnit er virkelig sjovt. De andre mangler lige den sidste finpudsning i komisk timing, og manuskriptet kunne måske godt lige have tålt lidt ekstra opmærksomhed.
Konklusionen efter fem afsnit er: Jeg er stadig fan af Klovn. Men jeg håber, at man vil bruge mere tid på at finpudse ideerne i evt. fremtidige sæsoner, hvis Klovn skal blive ved med at være en succes.
Fakta om ’Klovn’ sæson 9:
Instruktør: Mikkel Nørgaard og og Casper Christensen
Manuskriptforfatter: Neel Feldstedt, Casper Christensen og Frank Hvam
Medvirkende: Casper Christensen, Frank Hvam, Magnus Millang, Eske Willerslev, Simon Kvamm, Sofie Linde m.fl.
Antal afsnit: 8
Land: Danmark
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 17. juli 2022
Dansk streamingtjeneste: TV2 Play
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Er det så virkelig vore bedste år af 'Klovn'?
LÆS OGSÅ: Fra mafiaboss til klovn: 5 forskellige antihelte og hvorfor vi hepper på dem!
LÆS OGSÅ: Den 'Grande' Klovn-quiz