
Anmeldelse: Krimiserien ’Gangster’ er stadig gakket – og bedre end nogensinde

Gangster sæson 2
Streamingtjeneste: DRTV
Premieredato: 9. maj 2025
Genre: Krimi, drama, thriller, komedie
Instruktør: Mikael Samuelsen og Yosef Wolde Mariam
Manuskriptforfatter: Mikael Samuelsen, Yosef Wolde Mariam og Patrick Lje Langseth
Medvirkende: Tobias Haile Furunes, Jon Øigarden, Hassan Javed, Odin Waage, Jonas Benyoub m.fl.
Land: Norge
Antal afsnit: 8
Kelechi (Tobias Haile Furunes) vil have hævn. Hævn over superskurken Wilhelmsen (Jon Øigarden), som styrer Oslos kriminelle underverden. For det var hans skyld, at han røg i fængsel og sad inde i otte år.
Da historien begynder, er Kelechi lige blevet løsladt. Men friheden er dog ikke ubetinget, for han bærer fodlænke. Lejligheden, som kommunen har tildelt ham, er mildt talt uhumsk. Der er beskidt overalt, og bag fjernsynet finder han afføring.
I anden sæson af den norske krimidrama ’Gangster’ følger vi Kelechis hævntogt samt den meget svære balancegang for ikke at vende tilbage til fængslet og samtidig overleve i det kriminelle miljø.

Men inden vi fortsætter med den, skal vi lige kaste et kort blik tilbage på første sæson:
Her fulgte vi i slut-90’erne teenageren med kaldenavnet ”Bæbs” (Filip Bargee Ramberg). Igennem ham fik vi adgang til Oslos kriminelle miljø. Bæbs var som en lillebror for de fleste. Han hang ud med dem, men tog aldrig del i de kriminelle aktiviteter. Men med akutte pengeproblemer blev det mere vanskeligt end før at holde sig ude.
Den nye sæsons hovedperson Kelechi var en gennemgående karakter i første sæson. En cool gangster, som Bæbs så op til.
Tonen i den nye sæson er anderledes end i første. Mørkere og mere dyster. For man ser det hele igennem Kelechis blik. Hans tro på fremtiden er sort, og han hjemsøges af minder om dengang, han blev udsat for tortur, og hvor Wilhelmsen trak en plasticpose ned over hovedet på ham. Det gakkede aspekt er der skruet noget ned for. Men det er stadig til stede.

Brug for ”gryn”
Kelechis gode ven Hicham – kaldet Shams (Jonas Benyoub) – som han sad inde med, mener, at det er hans rolle at passe på Kelechi, så han ikke kommer i fængsel igen. Hishams største ønske er at åbne en madvogn med Kelechi, og Kelechi er også optaget af at passe på Shams. Han er alt for følsom til det kriminelle miljø: ”Du skal lave gode ting, som at lave en foodtruck” siger han til ham.
Men Shams har brug for ”gryn”, som han selv udtrykker det, ellers kan han ikke realisere sin drøm.
Hvad der gør ’Gangster’ eller ’Flus’, som den hedder på originalsproget (slang for penge), til et særligt vellykket krimidrama, er dens særegne, gennemførte univers, som er fuld af absurde og morsomme karakterer.
Og så dens legende filmsprog. Midt i det hele stoppes fortællingen for at introducere en ny karakter, eller der spoles tilbage. Karakteren Wilhelmsen bliver introduceret i fantasifulde klip, dansende i mørke, som en mytisk skurk, med skinnende guldtænder.
De gakkede, groteske og morsomme figurer er tegneserieagtige og passer perfekt til seriens univers.

DR-krimi med Karen-Lise Mynster og David Dencik i front får premieredato
Den voluminøse gangsterboss
Selvom den foregår i nutidens Norge, har dens skøre og meget farverige karakterer ikke meget med virkeligheden at gøre. Få af dem er hårdkogte eller farlige. De vil bare gerne være det.
Selv de, som faktisk er skræmmende, er også lattervækkende. Som den voluminøse gangsterboss Irfan (Hassan Javed), der konstant er på slankekur og derfor altid er i dårligt humør.
I den nye sæson introduceres også hovedkarakterens ven Tommy (Odin Waage). En tidligere soldat med glødende PTSD. Han er reflekteret, følsom og optaget af at gøre det rigtige. Men hans sind er svært at styre, så det eneste, man kan være sikker på, er, at han er utilregnelig.

En anden karakter er frisøren Davor (Nick Berisha). Han er sygemeldt med seneskedehindebetændelse. Egentlig en mindre fisk i miljøet. Men fordi hans kumpaner nu alle sidder i fængsel, får han pludselig opgaver, som han på ingen måde mestrer. Han kan ikke engang ”mestre en saks”, siger man om ham.

Her er de 10 bedste britiske krimiserier - og du kan streame dem alle lige nu!
Ind i mørket
Skabernes inspirationskilder er tydelige: Cohen-brødrenes absurde stil, Quentin Tarantinos ’Reservoir Dogs’ (1992) og den legendariske ’Trainspotting’ (1996). Men serien overbeviser med sit gennemførte univers, det velskrevne manuskript og skuespillerne, som spiller fortrinligt hele vejen igennem.
Kelechi fortolkes af Tobias Haile Furunes. Og han er mageløs. Hvilket er mere end imponerende, for ’Gangster’ er hans debut som skuespiller, og han er anden sæsons bærende kraft. Særligt den intense fokusering på hans jernansigt fordrer meget af ham. Men han gebærder sig med stor sikkerhed igennem alle afsnit. Han suger os ind i sit mørke.
Midt i det dystre og gakkede univers slippes lyset og varmen ind igennem den omsorg, Kelechi og hans venner viser hinanden. Imponerende, at det lykkes uden, at det virker påklistret eller sentimentalt. Snarere bliver man rørt og bevæget over den kærlighed, de har til hinanden.
Selvom de vanvittige karakterer er vellykkede, kammer det over med Davor-figuren i seriens sidste halvdel. Man bliver træt af ham, og i længden bliver hans karakter monoton. Han er ikke nær så velskrevet eller velspillet som f.eks. Tommy.
Men det er en biting i forhold til det indtryk, serien efterlader. Første sæson af ’Gangster’ ligger også på DRTV. Forkæl dig selv med den, hvis du endnu ikke har set den, inden du dykker ned i anden del.
Forhåbentlig kommer der også endnu en opfølger. Der er i hvert fald stadig masser at udforske i det vidunderligt skøre univers.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: