Anmeldelse: Krimiserien ’Justified: City Primeval’ er et pletskud

Den store Stetson-hat, en forkærlighed for at balancere lige på kanten af loven (men altid falde til den rigtige side) og den hurtigste pistol i byen gjorde Raylan Givens (Timothy Olyphant) til en af de mest cool ordenshåndhævere i serieland nogensinde.

Igennem seks sæsoner enten jagtede eller samarbejdede han – afhængig af skurkene – med barndomsvennen og vaneforbryderen, Boyd Crowder (Walton Goggins). Til stor frustration for sin chef på U.S. Marshal-kontoret, der ofte gjaldede ”Raaaylaan,” med tyk sydstatsaccent for at få fat i den karismatiske neowestern-cowboy.

Efter seks sæsoner i Justified sagde vi so long til Raylan, men nu siger vi velkommen tilbage med Justified: City Primeval.

Skægget er blevet lidt mere gråt, men USA's hurtigste aftrækker fejler ingenting. Efter at have forladt Kentucky har Raylan boet og arbejdet i Miami.

Ad omveje ender han i Detroit sammen med datteren Willa (Vivian Olyphant), hvor han har skullet aflevere en fange og vidne i den dertilhørende retssag.

Men da dommeren i sagen, Alvin Guy (Keith David i en kraftfuld og mindeværdig birolle), bliver myrdet, bliver Raylan tilknyttet de lokale myndigheder i jagten på morderen.

Det er dog alt andet end ligetil, da misdæderen Clement Mansell (Boyd Holbrook) er en vildmand, der ikke skyer nogen midler overhovedet for at opnå sit mål – inklusiv at true Raylan og Vivian.

Læg dertil den albanske mafia og diverse småkriminelle elementer, der gør Detroit til en tikkende bombe, som bare venter på at eksplodere i et voldsorgie.

Men kan Justified: City Primeval løfte arven fra originalen?

Sølvræv i cowboyhat

Svaret er det trælse, både og.

For Timothy Olyphant er stadig en guddommelig gave til timevis af underholdning i hovedrollen. Få personer emmer så meget af naturlig cool som skuespilleren ubesværet gør endnu en gang. Det er tydeligt, at Olyphant kender sin karakter ned til mindste detalje, så alt hvad han gør, fuldender sammenfletningen af person og rolle.

Tilføjelsen af skuespillerens egen datter som Willa er en skøn lille genialitet. Det er måske fordi, man ved, de er i familie, men der er en genial kemi de to imellem. De rappe replikker mellem far og datter rammer for det meste plet, og de frustrerede eller undrende far-rynker falder bedårende naturligt i Olyphants pande.

Desværre bliver Willa ret abrupt fjernet fra Detroit. Historiemæssigt giver valget god mening for at sælge idéen om, at Mansell er en skræmmende figur, som Raylan oprigtigt er bange for vil gøre datteren fortræd.

Men daddy-Raylan havde nu en charme og humor, som forsvinder i anden halvdel af City Primeval. En on-and-off-romance med advokaten Carolyn Wilder (Aunjane Ellis) holder i den grad sheriffen på tæerne.

Især fordi en af hendes klienter er ingen ringere end Mansell.

Boyd Holbrook har tidligere vist tæft for excentriske skurkeroller i filmene Logan og Indiana Jones and the Dial of Destiny samt Netflix-serien Sandman. Men i City Primeval er det alligevel, som om den lige får et nøk ekstra på vanviddet.

Onde tunger vil hævde, at der blot er tale om et pastiche-miks af Boyd Crowder og Joker, men ikke desto mindre er det ekstremt underholdende. Især uforudsigeligheden gør ham til en formidabel fjende.

En halv duet

City Primeval har desværre et problem: Walton Goggina er ikke med.

For det var had-/kærlighedsvekslingen mellem Raylan og Boyd Crowder, der mange gange var de exceptionelt lysende øjeblikke i Justified. Det ene øjeblik kunne de være ved at slå hinanden ihjel for det næste at stå side om side mod en fælles fjende.

Det var følelsen af old-school western i en moderne setting forløst til perfektion.

I den aktuelle serie ryger det element flere gange. En del af det stammer også fra forlægget. I Elmore Leonards roman City Primeval: High Noon in Detroit er Raylan slet ikke med. Det er derimod Detroit-panseren Raymond Cruz (Paul Calderón).

Tonen er mere hårdkogt neo-noir end western. Ikke at det er en dårlig ting, at Raylan bliver trukket ud af sit vante element. Men man savner også de genkendelige ting fra Harlan County, hvor det ikke skortede på intelligente forbryder-rednecks, der var klar til at gøre livet surt for alt og alle.

City Primeval ender derfor med et være et semi-glædeligt gensyn med Raylan og resten af Justified-universet.

For der mangler den sidste portion magi til, at det bliver rigtig godt. Især de andre politifolk er under den standard, den forrige serie satte. De er lige vel til den dumme og stereotypiske side, og det burde serieskabere Michael Dinner og Dave Andron ærlig talt holde sig for gode til.

Ikke desto mindre flyver de otte afsnit hurtigt afsted. Det er en solid katten-efter-musen-med-en-kæmpe-gun-på-amfetamin-krimi, som man har lyst til at se mere af hele tiden. Især hvordan det endelige showdown med mellem Raylan og Mansell ender.

Og så er der en lille gave til sidst, som både gør fans glade og også giver forhåbninger om mere fra Justified-universet.