Anmeldelse: Kupserien ’Kaleidoscope’ stjæler din tid med succes
En unik seeroplevelse.
Så bombastisk lyder det i prologen til Netflix-serien Kaleidoscope.
Historien er egentlig meget simpel. Tyven Leo (Giancarlo Esposito) sammensætter et hold til at røve sin gamle makker Roger Salas (Rufus Sewell), der nu ernærer sig som velrenommeret specialist i opbevaring af værdigenstande.
Vi følger kuppet fra 25 år, før det sker, over den nøje planlægning, under udførslen og seks måneder efter. Umiddelbart en ret ligefrem fortælling i otte afsnit.
Og her kommer krøllen.
For afhængig af, hvem der ser serien, bliver afsnittene afspillet i vilkårlig rækkefølge. Så hver sin bruger, hver sin seeroplevelse. Dog er afsnit otte altid det samme, nemlig selve kuppet.
Idéen er ikke hel dum, men ikke-lineære fortællinger har en meget vekslende succesrate i film- og tv-historien. For ikke alt kan ende i Pulp Fiction-godhed, og det virker ikke usandsynligt, at serieskaber Eric Garcia har skævet til Quentin Tarantinos filmografi.
Afsnittene i Kaleidoscope er nemlig opkaldt efter farver, præcis som røverne er det i mesterinstruktørens debutfilm Reservoir Dogs. Det er i hvert fald pudsigt, at prologen hedder Black(sort) og ikke bidrager med andet end 50 sekunders info om serien. For i Tarantino-filmen var der ikke nogen af røverne, der fik det kaldenavn, da alle ellers ville vælge det navn.
Men kan denne ”unikke seeroplevelse” så noget, eller er det bare kejserens nye klæder i ny røgsløret indpakning?
Fuld smæk på farveladen
Da hver Netflix-profil har sin egen afspilningsrækkefølge, har det også her kun været muligt at se én udgave af Kaleidoscope. Derfor er anmeldelsen skrevet ud fra følgende farvekode:
Black (sort), Green (grøn), Yellow (gul), Violet (lilla), Orange (orange), Blue (blå), Red (red), Pink (pink) og slutteligt White (hvid).
Resultatet af den kombination er en, pudsigt nok, meget lineær historie. Derfor kan man med rette spørge, har den stort annoncerede tilfældighedsafspilning overhovedet gjort noget for lige nøjagtig denne version?
Næh, på ingen måde. Bortsat fra tredje og sidste afsnit forløber historien fuldstændig kronologisk. Og det er en form, man efterhånden har set flere gange.
Hvilket på ingen måde forringer oplevelsen af Kaleidoscope. Den er i sin indkogte essens en ganske glimrende heistthriller. Nogle af planlægningsafsnittene er meget lette i tonen, så det bliver mere Ocean’s Eleven eller den fremragende britiske serie Hustle end Michael Manns genredefinerende Heat. Den del er der dog også, om end ikke helt på samme niveau.
Verdens bedste bad guy
Kaleidoscope’s helt store trumfkort er ikke den fesne afspilningsgimmick.
Nej, det er københavnsk-fødte Giancarlo Esposito. Skuespilleren har siden glansrollen som den chilenske narkogangster Gustavo ’Gus’ Fring i Breaking Bad excelleret i skurkeroller. Med et isende blik og det furede ansigt anlagt i en udtryksløst mine, har Esposito været antagonist både på jorden og i en galakse langt, langt borte for lang tid siden i The Mandalorian.
Denne omgang er han utvetydigt god, og han er fremragende. Han er den slags tyv, der kun stjæler fra folk eller firmaer, som kan tåle det. Alt sammen for at forbedre tilværelsen for sin familie. Esposito har et vidunderligt smittende smil, der bliver udfoldet rigt i Violet-afsnittet.
Det foregår 24 år før kuppet, hvor tilværelsen er mere simpel og lykkelig for tyven. Skuespilleren har det gode miks af almindelig og ekstraordinær, præcis som kollegaen Bryan Cranston tilførte Walter White i Breaking Bad.
Her lægges kimen og motivationen for alt, hvad Leo gør i resten af serien. Det er et simpelt motiv, og kombineret med den sygdom, han senere får konstateret, giver det perfekt mening, at han vil ud på et sidste kup.
En charmerende tidsrøver
Udover Esposito er der flere gode præstationer. Paz Vega er en fornøjelse som fixeren Ava Mercer, og Tati Gabrielle bliver udelukkende bedre og bedre for hver rolle, man ser hende i. Sammen med Esposito står hun for nogle af Kaleidoscope’s mest rørende scener.
Og så er Rufus Sewell bare født til at spille de her sleske og arrogante skurke, man hader fra start af. Ligeledes fristes man til at sige med den australske bullerbasse Jai Courtney, der var et af de få højdepunkter i den katastrofale Suicide Squad fra 2016. Igen spiller han en højtråbende forbryder, men denne gang er der en mere skræmmende følelse omkring ham.
Derfor bliver det desto mere frustrerende, at serien har fået påhæftet den afspilningsgimmick.
For ja, der kan byttes rundt på afsnit, så oplevelsen bliver en anden. Men vi slutter stadig det samme sted. Så hvad er pointen? At det er rejsen dertil og ikke destinationen, der er vigtig? Men hvorfor er der så én oplysning, der kun afsløres i det sidste afsnit, hvis ikke, det er essentielt?
Det er nemlig ikke ligesom malteserfalken, som er skabt af det samme stof som drømme.
Kaleidoscope er dog hverken et mareridt eller en lykkelig drøm. Den er en solid kupserie, hvor man har lyst til at være med på hele rejsen. Der kunne være skåret noget fra i kanterne, så Netflix-serien lige fremstod det skarpere.
Men det, den har at byde på, er helt okay. Kunne de da for helvede ikke bare have skrottet den fjollede gimmick og så have fokuseret på at lave en virkelig mindeværdig serie.
Fakta om ’Kaleidoscope’:
Instruktør: José Padilha mfl.
Manuskriptforfatter: Eric Garcia (serieskaber) mfl.
Medvirkende: Giancarlo Esposito, Paz Vega, Rufus Sewell, Tai Gabrielle, Jai Cortney mfl.
Antal afsnit: 8
Land: USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 1. januar 2023
Dansk streamingtjeneste: Netflix
LÆS OGSÅ: Guld fra gemmerne: 3 oversete serieperler på Netflix
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: 'Black Bird' er en af årets bedste krimiserier
