Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Euphorias anden sæson flår dig direkte tilbage i det pulserende, barske ungdomsunivers

AfMia W. Lannerø
26. januar 2022
Anmeldelse: Euphorias anden sæson flår dig direkte tilbage i det pulserende, barske ungdomsunivers
Foto: Euphoria/HBO MAX

Del artikel

En del er sket, siden vi i 2019 for første gang stiftede bekendtskab med de euforiske teenagere fra East Highland High School – blandt andet, fordi coronapandemien forsinkede optagelserne af anden sæson med et år.

‘Euphoria’ melder klar med sin anden sæson, som er markant mere mørk og alvorlig end sin forgænger.


Denne anmeldelse er baseret på de første tre afsnit af sæson 2.

Hvor første sæson af Euphoria behandlede emner som misbrug, løgn, sex, vold, kønsidentitet og venskab akkompagneret af elektronisk pop og lyserøde farvetoner, møder vi i anden sæson en mere rå og dyster atmosfære.

Seriens primære omdrejningspunkt, den spirende kærlighed mellem Rue og Jules (spillet formidabelt af Zendaya (Spider-Man: Now Way Home, Dune) og stjernefrøet i alfeskikkelse, Hunter Schafer), blev i sidste sæsonafslutning sat på pause, da Rue i et overraskende moment af ansvarsfølelse afslår at forlade sin familie til fordel for at stikke af sammen med Jules. Deres veje skilles, og Rue kaster sig hovedkulds tilbage i det stofmisbrug, hun ellers for en stund havde forladt.

Flere biroller får skærmtid i karakteristiske flashbacks


Euphoria

Blandt de nævneværdige er Fezcos opvækst, Lexis udbrud fra sin karakteristiske, tavse observatørrolle og – især – tredje episodes introsekvens om Cal Jacobs’ ulykkelige ungdomsforelskelse i sin bedste ven, Derek.

Der er desuden lagt i kakkelovnen til en solid omgang ballade, da Cassie, stik imod al fornuft, forelsker sig i Nate, som både er hendes bedste venindes ekskæreste og – som den trofaste seer sikkert husker – psykopat på niveau med Patrick Bateman i American Psycho.

Zendaya leverer igen til perfektion

Foruden Zendaya får både Cassie (Sydney Sweeney) og Fezco (Angus Cloud) mere skærmtid, og der dykkes blandt andet dybere ned i Cassies destruktive kærlighedsafhængighed og historien bag pusheren med de milde øjne og den dovne stemme.

En anden interessant drejning er, at det visuelle udtryk i højere grad kan sammenlignes med de to særafsnit end den forrige sæson. Glimmeret og det lyserøde drømmelys er tonet ned, så de stærke præstationer for alvor er i fokus. Euphoria er så småt ved at blive voksen, men det gør ikke nødvendigvis noget dårligt for serien.

Dristigt fokusskift med potentiale

I første afsnit bliver seeren for eksempel på rekordtid introduceret til hele to sprængfarlige, men måske egentlig lidt unødvendige trekantsdramaer, som jeg ikke desto mindre glæder mig til at se resultatet af.

Der er markant mere fokus på Rue, hvilket på den ene side nedprioriterer interessante biroller som Kat og Maddy, men modsat kan vise sig at give os svar på de spørgsmål om hendes fortid, bipolare lidelse og dennes eventuelle sammenhæng med hendes stofmisbrug, vi efterspurgte under første sæson.

Stilhed før stormen

Euphoria tryllebinder stadig, mens den handlingsmæssigt er faret lidt vild og visuelt fortsat søger en gylden mellemvej mellem lyserød ’Tumblr-æstetik’ og det upolerede, nærværende, som vi særligt så tilbage i særafsnittet om Jules.

Der varsles mørke tider forude for Rue, som virker til at være tættere på ‘rock bottom’ end nogensinde. I mellemtiden må vi vente og se – og holde vejret sammen i spænding.

Fakta om ‘Euphoria’ sæson 2

Instruktør: Sam Levinson
Manuskriptforfatter(e): Sam Levinson, Ron Leshem og Daphna Levin
Medvirkende: Zendaya, Hunter Schafer, Angus Cloud, Jacob Elordi, Barbie Ferreira m.fl.
Antal afsnit: 8
Land: USA
Dansk premieredato: 10. januar 2022
Dansk streamingtjeneste: HBO Max

LÆS MERE: Anmeldelse: Euphoria udmærker sig som et tryllebindende råt ungdomsdrama

LÆS MERE: Nye serier og sæsoner på HBO Max i januar 2022

LÆS MERE: HBO Max skruer op for varmen med den nye komedieserie 'The Sex Lives of College Girls'

Del artikel

Læs mere omEuphoriaHBO Max

Andre Serier | Anmeldelser