Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Colman Domingo er det store lyspunkt i Netflix-thrilleren ’The Madness’

Af
Claus Nygaard Petersen
29. november 2024
The Madness anmeldelse
Colman Domingo i 'The Madness' / Foto: Amanda Matlovich/Netflix

Del artikel

Thrillerserien om en mand, der bliver falsk anklaget for mord på en nynazist vil mange spændende ting, men twister sig selv til døde.

The Madness

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 28. november 2024
Genre: Thriller
Serieskaber: Steven Belber
Medvirkende: Colman Domingo, Marsha Stephanie Blake, Gabrielle Graham, John Ortiz m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 8

Der er flere twists og drejninger i Netflix-thrillerserien The Madness end på en professorterning, og det er både godt og skidt.

Serien handler om den politiske kommentator Muncie Daniels (Colman Domingo), der bliver anklaget for mordet på en hvid nynazistisk internet-personlighed.

Hvem er det, der prøver at skyde skylden på ham?

The Madness anmeldelse
Colman Domingo 'The Madness'
Foto: Amanda Matlovich/Netflix

Svaret skal vi igennem otte afsnits hæsblæsende action og en hulens masse mistænkte for at blive 100 procent kloge på. Serieskaber Stephen Belber er nemlig ikke bleg for at slå nogle kæmpe brød op, og det er ikke nødvendigvis alle, som når at hæve færdig.

På den positive side, gør det, at The Madness bevæger sig raskt afsted. Der er ikke mange tidspunkter, hvor man når at få pulsen ned.

Problemet er så til gengæld, at det ikke er alle problemer eller tematikker, som bliver forløst. Således er der meget, hvor man kan se intentionen om at italesætte store amerikanske samfundsproblemer. Især racisme er i fokus, men serien mangler det raffinerede touch, som Jeremy Saulnier for nyligt gav eksempler på i actionthrilleren Rebel Ridge.

The Madness anmeldelse
Colman Domingo i 'The Madness'
Foto: Amanda Matlovich/Netflix

The Madness har dog et trumfkort, der gør serien yderst seværdig og ganske underholdende.

Nemlig hovedrolleindehaver og en af tidens bedste allerbedste skuespillere, Colman Domingo.

Fantastisk hovedrolle

Skuespilleren har virkelig haft en imponerende karriere siden det store gennembrud i 2015 i Fear the Walking Dead. Ligegyldigt hvilken halvfjollet plotlinje, manuskriptforfatterne sendte hans karakter Victor Strand ud på, klarede Colman Domingo det formidabelt.

Siden da har skuespilleren brillieret i flere bi- og hovedroller med rollen som borgerrettighedsforkæmperen Bayard Rustin og den efterfølgende Oscarnominering for Bedste mandlige hovedrolle som karrierens højdepunkt.

Det er ikke helt deroppe, vi er med Muncie Daniels.

The Madness anmeldelse
Colman Domingo i 'The Madness'
Foto: Netflix

Domingo er i besiddelse af en medfødt coolness, som han elegant kan skrue op og ned for, alt efter hvad karakteren kræver. Og her bliver den sat op til max i starten af The Madness.

Muncie er lige på nippet til at få sit eget tv-show og tage endnu et skridt op ad den feterede 'politisk kommentator'-stige. Kontrasten kommer, da mordanklagen begynder at hænge over hovedet på ham. Colman Domingo giver en god rystet præstation og sælger også godt den indignation, Muncie får af at være forfulgt af, hvem end der prøver at hænge ham ud for mordet.

Steven Belber er i de indledende afsnit god til at sætte ting op, som egentlig giver god mening.

I en lille hurtig scene ser vi desuden, at han er ganske ferm til jiu-jitsu, hvilket gør, at vi forstår, hvorfor han kan klare sig selv rimelig godt i diverse slåskampe. Og den slags er der flere af.

The Madness anmeldelse
Colman Domingo i 'The Madness'
Foto: Netflix

Men i takt med at andre manuskriptforfattere overtager, mister The Madness noget af den gennemførthed, som ellers kunne have forskånet serien for nogle af de mere hovedrystende elementer. Der er en rigtig interessant præmis i Netflix-serien, men den bliver ikke helt forløst.

Lang i spyttet

Omvendt er The Madness også svær at lægge fra sig.

Når først man er kommet ind i seriens rytme, skal man liiige have et afsnit mere. Cliffhangers er på de rette steder, og de er tilpas spændende til, at man har behov for at få svar på, hvad der mon så sker.

På den front er serien en helt fin thriller, man kan hygge sig med over en weekend.

The Madness anmeldelse
Colman Domingo 'The Madness'
Foto: Amanda Matlovich/Netflix

For med otte afsnit og en længde i området af 44-58 minutter er det ikke en serie, man lige sluger på en enkelt dag. Medmindre det selvfølgelig står ned i stænger, og temperaturen flirter med frysepunktet. Så er der mulighed for at bruge dagen indendørs hele dagen med The Madness.

Selvom serien ikke hører til Colman Domingos bedste værker, er skuespilleren så god og dragende, at tiden alligevel flyver afsted i hans selskab.

Skuespilleren er simpelthen så god, at han kunne læse ingredienslisten på en tube Gråsten-remoulade op, og det ville være det mest fascinerende, man ville opleve den dag.

Alligevel kan han ikke redde The Madness fra dens egen galskab. Når man vil italesætte alt og samtidig få så mange twists med som overhovedet muligt, er det uundgåeligt, at noget kommer til at halte.

The Madness anmeldese
Colman Domingo i 'The Madness'
Foto: Amanda Matlovich/Netflix

Serien har heller ikke helt den must see-feel, man får med høj-kvalitetsserier. The Madness er en ok streamingserie, men heller ikke så meget mere end det. Det er kun takket være Colman Domingo, at man bliver hængende indtil slut.

Men Colman Domingo har fortjent bedre.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser