Film | Anmeldelser

Anmeldelse: Der er fed næveaction og hårdkogt hævn i Netflix-thrilleren ’Rebel Ridge’

Af
Claus Nygaard Petersen
6. september 2024
Rebel Ridge anmeldelse
Don Johnson og Aaron Pierre i 'Rebel Ridge' / Foto: Allyson Riggs/Netflix

Del artikel

Jeremy Saulniers nye actionthriller på Netflix er antitesen til de gængse blodige voldsorgier, men er ikke desto mindre voldsomt slagkraftig.

Rebel Ridge

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 6. september 2024
Genre: Action, krimi, drama, thriller
Instruktør: Jeremy Saulnier
Manuskriptforfatter: Jeremy Saulnier
Medvirkende: Aaron Pierre, Don Johnson, AnnaSophia Robb, David Denman, Emory Cohen, Steve Zissis, Zsané Jhé, Dana Lee, James Cromwell m.fl.
Land: USA
Spilletid: 2 timer og 11 minutter

Starten ligner noget, vi har set i nyhederne fra USA.

En sort mand på cykel bliver brutalt kantet af en politibil og anholdt. I de få minutter, vi har fulgt ham, har der ikke været nogen ulovligheder at spore. Manden, den tidligere militærmand Terry Richmond (Aaron Pierre), er på vej til den lille by Shelby Springs for at stille kaution for sin fætter.

Den plan går dog hurtigt i vasken, da den korrupte politichef Sandy Burnne (Don Johnson) beslaglægger de 30.000 dollars, Terry skulle bruge til at få fætteren ud af fængslet.

Rebel Ridge anmeldelse
Aaron Pierre i 'Rebel Ridge'
Foto: Allyson Riggs/Netflix

Selv om grundlaget for at beslaglæggelsen er tyndere end rispapir, er den teknisk set lovlig. I hvert fald stor nok en hindring til, at fætteren ikke kan komme ud af fængslet og senere bliver indlagt med alvorlige skader efter et overfald i fængslet.

Og det er dér, at Terry for alvor beslutter sig for at tage hævn over det korrupte politi.

Men det er ikke på den hypervoldelige facon, som John Rambo gør det i First Blood eller Jack Reacher i Reacher, og som ellers har været kendetegnende for Jeremy Saulniers film.

Tag ikke fejl. Som tidligere instruktør i nærkampsteknik for marinesoldater, er Terry Richmond mere ferm end de fleste, når det kommer til at uskadeliggøre modstandere.

Rebel Ridge anmeldelse
Don Johnson og Emory Cohen i 'Rebel Ridge'
Foto: Allyson Riggs/Netflix

Men Terry dræber ikke. Han bruger ikke engang pistoler eller geværer med kugler – og ja, der er en grund til den specifikke distinktion – men primært sine bare næver til at pacificere modstanderne.

Dermed ikke sagt, at der er skruet ned for intensiteten i Rebel Ridge, der holder sit publikum i et stærkt jerngreb fra start til slut.

Actionfilm med socialt bid

Selv om det ikke bliver eksplicit italesat, er der ingen tvivl om, at strukturel racisme er et vigtigt element i Rebel Ridge på Netflix.

Der er ingen tvivl om, at det er grunden til, at Terry bliver anholdt i åbningsscenen. Betjenten påstår, og har ret i, at den tidligere militærmand ikke reagerede på politibilens sirene og fortsatte med at cykle videre.

Men det er immervæk noget af en overreaktion, som den afroamerikanske mand bliver udsat for.

Rebel Ridge anmeldelse
Aaron Pierre i 'Rebel Ridge'
Foto: Allyson Riggs/Netflix

At raceelementet bliver holdt som et stiltiende faktum, er et spændende valg fra Jeremy Saulniers side. Filmens tidligere hovedrolle John Boyega smuttede, efter at produktionen havde været i gang i en uge tilbage i 2021. Den officielle forklaring var familiære årsager, men vedholdende rygter talte om utilfredshed med manuskriptet som en af de primære grunde.

At Rebel Ridge måske ikke har samme niveau eller nervepirrende intensitet som Saulniers tidligere Green Room, er der næppe nogen, som vil bestride.

Men som et alternativt bud på en socialbevidst actionthriller har filmen meget at byde på.

Skurken er systemer og især de mennesker, som udnytter smuthuller i dem til at berige sig selv. En lukrativ gesjæft for den lokale politistation er blandt andet at have meget udstyr til optøjer, som de så kan leje ud til andre distrikter.

Rebel Ridge anmeldelse
AnnaSophia Robb i 'Rebel Ridge'
Foto: Netflix

Pengene til at købe det dyre udstyr kommer gennem diverse puljer og beslaglagte midler.

Den sindrige korruption er godt gemt væk i juridiske papirer og den slags. Kontorassistenten Summer (AnnaSophia Robb) er dog mere end træt af alle de ulovligheder, hun fornemmer, sker i det skjulte, og hun forsøger at hjælpe Terry med at komme til bunds i det hele.

Ikke en særlig nem opgave, når det ikke er til at vide, hvem man kan stole på.

En stjerne fødes

Aaron Pierre er en åbenbaring i Rebel Ridge. Efter en række mindre roller i film og serier er det første gang, vi ser skuespilleren i en hovedrolle. En opgave, han løser med bravur.

Rebel Ridge anmeldelse
Aaron Pierre i 'Rebel Ridge'
Foto: Netflix

Han gestalter en imponerende ro. Selv om det ikke ser ud af meget, formår Pierre med meget få ændringer i kropsholdning, ansigtsmimik og blikke at formidle lange usagte monologer, så vi som seere aldrig er i tvivl om, hvad der foregår i Terrys indre.

Når skuespilleren så taler, er det med en præcis og medrivende elegance, der matcher den professionalisme, som syder fra hver en fiber i karakteren.

Til december er Aaron Pierre aktuel som stemme til løven Mufasa i filmen af samme navn, der fortæller historien om, hvordan han blev savannens konge. Hvor den rolle uden tvivl kommer til at give mere opmærksomhed, man kan med rette betegne den nærværende som skuespillerens egentlige gennembrud.

For Aaron Pierre viser med overskud, at han sagtens kan bære en hovedrolle i en film. Skuespilleren har den nødvendige tyngde og udefinerbare star quality. Flankeret af en perfekt indigneret, sårbar og handlekraftig AnnaSophia Robb og en tilpas arrogant Don Johnson, der oser af magtfuldkommenhedens selvsikkerhed, samt en række gode biroller, er der ikke en finger at sætte på skuespillet i Rebel Ridge.

Rebel Ridge anmeldelse
Zsané Jhé og Aaron Pierre i 'Rebel Ridge'
Foto: Netflix

Saulnier er en moderne genreinstruktør, som med stilsikker hånd stikker nålen ind i USA's betændte arm og årelader det sygdomsramte land for at genoprette balancen og italesætte de problemer, han finder.

Rebel Ridge er antitesen til de gængse blodige voldsorgier, men er ikke desto mindre slagkraftig. Både når det kommer til actionscenerne, men i den grad også til den sociale kommentar.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser