Anmeldelse: ’Monarch: Legacy of Monsters’ er en fed monsterserie med en skøn Kurt Russell!

Enten er man til monsterfilm, eller også er man ikke. Der er ikke nogen mellemvej, når det kommer til den specifikke genre. Det kræver et særligt mindset at værdsætte den lidt barnlige præmis med, at store monstre tæver løs på hinanden og smadrer den ene storby efter den anden.

Men er man først med på legen, er der ingen grænser for underholdningen.

Og der er et monster, som tårner sig op over dem alle. Nej, det er ikke danske Reptilicus, men Japans stolthed og skræk, Gojira, også kendt som Godzilla.

Lige siden debuten i 1954, har kæmpeøglen med radioaktiv morgenånde spredt rædsel og underholdt generationer af fans.

Amerikanerne især har været fascineret af Godzilla og har i flere omgange budt ind med adaptationer. Og det er i forlængelse af den seneste franchise – det såkaldte Monsterverse – at Apple TV+-serien Monarch: Legacy of Monsters lægger sig.

Serien foregår umiddelbart efter Gareth Edwards (The Creator) film fra 2014, hvor San Francisco har ageret slagplads for Godzilla og de tæt på uovervindelige MUTO’er. Begivenheden kendt som G-dag, har åbenbaret for verdens befolkning, at monstre eksisterer.

Et af de mennesker, som var på jorden, da monstrene meldte deres ankomst, er skolelæreren Cate (Anna Sawai). Hun finder ud af, at hendes far Hiroshi (Takehiro Hira) har levet et dobbeltliv med en familie i USA og Japan. Sammen med sin nyfundne halvbror Kentaro (Ren Watabe) og hans veninde May (Kiersey Clemons), forsøger de at finde faren, der er sporløst forsvundet.

Han var ansat i organisationen Monarch, der holder øje med monstrene, og de er også meget interesserede i at finde frem til ham.

Alles veje fører til militærmanden Lee Shaw (Kurt Russell), der er mere end klar på at begive sig den halve verden rundt i jagten på Hiroshi – og Godzilla og de andre store krabater.

Ikke bare fuld smadder

Monarch: Legacy of Monsters er skabt af serieveteranen Chris Black og tegneserieskaberen Matt Fraction, som blandt andet var konsulent på Hawkeye-serien, der i overvejende grad var baseret på hans historier.

Sammen har de skabt en serie, hvor alt tager udgangspunkt i monstrenes fremkomst. Overordnet er der tale om to tidsperioder, hvor to begivenheder er katalysator for, hvad der sker derefter.

Udover G-dag i seriens nutid, er vi også i 1950'erne, hvor en ung Lee Shaw (Wyatt Russell), monsterforskeren Keiko (Mari Yamanmoto) og Bill Randa (Anders Holm) – en karakter, vi første gang så legemliggjort af John Goodman i Kong: Skull Island – en ihærdig researcher, udgør starten på Monarch-organisationen.

Tonen her er mere adventure, fordi alt stadig er nyt, og teknologi ikke har gjort, at verden mere eller mindre kan afsøges i løbet af to minutter med en satellit. Trioen er charmerende selskab, hvor det også bliver berørt, at tiden ikke ligefrem var gunstig for hverken japanere eller kvinder. Når man som Keiko er begge dele, skal man lære at smile, mens man hører en masse fordomme. For pengemændene og dem med indflydelse skal man helst ikke komme på tværs af – der er egentlig ikke noget, som har ændret sig på den front.

Hvert afsnit følger nogenlunde den samme skabelon: Vi veksler mellem de to tidslinjer, som bevæger sig støt og roligt fremad indtil de sidste par minutter, hvor vi får en solid monsterscene. Det er her, at Monarch: Legacy of Monsters fine budget fra Apple TV+ virkelig kommer til sin ret. Teksturen på monstrene er rigtig god og udkonkurrerer i vid udstrækning mange af de computereffekter, vi har set i de seneste Marvel-film.

Streamingtjenesten har efterhånden udviklet til at indtage den position, HBO i mange år havde. Det er ikke streaming, det er Apple TV+, for at parafrasere det berømte slogan.

Gojira, min Godzilla

Selv om Monarch: Legacy of Monsters lægger ud i et roligt tempo i de første afsnit, keder man sig ikke. Historien, der omkranser monsterindslagene, er nemlig effektivt fortalt med fine rørende øjeblikke. En sidehistorie med May og hendes fortid bliver flot vævet ind i den overordnede historie, hvor payoffet rigtigt bliver forløst i Godzilla vs. Kong.

Normalt ville sådan en langsigtet og intern historiefortælling, hvor man skal se mange andre ting for at forstå referencen, blive en træls omgang. Men Legacy of Monsters slipper afsted med det, fordi den er så medrivende på actionfronten og leverer den monsteraction, vi får stillet i udsigt.

Og så er der Kurt Russell.

Alt med det fantastiske ikon af en karismabombe er en udsøgt fornøjelse. Sønnike Wyatt, som spiller den unge version af Lee Shaw, har det samme smittende lurendrejersmil som papa Kurt. Det er genial casting, hvor manerismer og talemåder går igen på tværs af aldrene.

Skuespillet er det, som sælger nogle af de lidt overdrevne elementer ved serien, som, hvis man tænker efter, ikke helt giver mening. Kurt Russells Lee Shaw er f.eks. ganske tæt på de 90 år, hvis ikke mere. Godt nok ser skuespilleren ikke ud, som han gjorde i storhedstiden i 1980'erne, men 90, den køber vi ikke.

Men det er jo Kurt Russell, så who cares? Og det er en serie om kæmpe monstre, der dukker op og slås med hinanden og smadrer storbyer, der er plads til at være lidt large med fakta. Især når Black, Fraction og resten af den kreative flok ikke forsøger at ophøje serien til mere, end den kan bære.

Det handler om mennesker, og hvordan de reagerer på, at hele deres verdensbillede er blevet vendt op og ned, fordi Godzilla og kompagni har besluttet sig for at bruge jorden som kamparena.