Anmeldelse: ’For All Mankind’ er en fantastisk science fiction-serie

Hvad var der sket, hvis russerne havde været de første mennesker på månen?

Det er ikke en historikers halvdårlige omskrivning af TV-2's evergreen De første kærester på månen, men udgangspunktet for en af tidens allerbedste science fiction-serier.

I nu fire sæsoner har For All Mankind taget udgangspunkt i den tanke.

Og i takt med at tiden er gået fra sæson til sæson – hver sæson starter i et nyt årti – har historien ændret sig mere og mere markant.

For eksempel her i fjerde ombæring, hvor vi starter i 2003, eksisterer Sovjetunionen stadig, 11. september 2001 har aldrig fundet sted og nå ja, menneskeheden er i gang med at kolonisere Mars.

Medserieskaber Ronald D. Moore (Battlestar Galactica) fik oprindeligt idéen over en frokost med den tidligere astronaut Garrett Reisman, der fungerer som teknisk rådgiver på den imponerende serie. Sammenligninger med Prime Videos The Man in the High Castle ligger selvfølgelig ligefor, men For All Mankind udfolder sin spændende præmis langsommere og med større skvulp, jo længere frem i tiden vi kommer.

Super-astronauten Ed Baldwin (Joel Kinnaman) er ikke længere den unge mand, han var i første sæson, men eventyrlysten, stædigheden og egenrådigheden er stadig intakt. Den gamle gut har gemt sig oppe på den røde planet, fordi han ikke kan få sig selv til at vende tilbage til Jorden, hvor sorg over døde venner og elskede venter på ham.

Derfor bliver han hængende og, som sæsonen udfolder sig, bliver han mere og mere irriterende for venner og kolleger, herunder den nye chef for kolonien, hans gamle kollega og bedste ven, Danielle (Krys Marshall).

Spiller på alle niveauer

Udover rumdelen sker der også ting på Jorden. Selvom verden er nogenlunde i ro, skal der ikke meget til, før de to evige rivaler, USA og Sovjet, begynder at komme på kant med hinanden. Denne gang sker det som følge af interne stridigheder i det kommunistiske land, hvor visse kræfter vil tilbage til storhedstiden. Dengang, hvor resten af verden kiggede langt efter de russiske raketter, som var langt foran alle andre.

For den afhoppede tidligere NASA-chef Margo (Wrenn Schmidt) åbner det en mulig tilbagekomst til det arbejde, hun elsker så meget. Kærligheden til rumfart og udforskning af nye videnskaber og løsninger på problemer er noget af det, som For All Mankind altid har formidlet til perfektion.

Selvom det er en meget jordnær science fiction-serie, sker der stadig kvantespring på visse områder. Den ekspertise og konkurrence, der ellers blev brugt i våbenkapløbet under den kolde krig, bliver kanaliseret over i rumkapløbet.

I stedet for at alle nationer vil have atomvåben, er der større prestige – og økonomisk vinding – i at være de bedste og første i rummet. Det var også derfor, at den Elon Musk-lignende rigmand Dev Ayesa (Edi Gathegi), den tidligere chef for Helios, besluttede sig for at involvere sig i rumkapløbet.

Det skulle nemlig ikke bare være for de få og privilegerede. Også den almindelige person skulle have noget ud af det. Sådan var den noble tanke i hvert fald. Virkeligheden har det med at ændre sig.

Interplanetarisk klassekamp

Og det er dét, som er det nye element i For All Mankind.

Hvor der før har været et flot fokus på den politiske del og rumdelen, har der manglet den menige persons syn på det hele.

Som følge af de mange fremskridt er en stor del af den fossile brændstofindustri blevet nedlagt. Derfor søger flere nu mod Mars, der lokker som et nyt Klondike for lykkejægere eller folk, som er tilstrækkelig meget i nød.

Sådan en type er Miles (Toby Kebbell). Uden job på Jorden og et familieliv, der langt fra er, som han drømmer om, er der kun en mulighed. Det er gennem hans øjne, at vi får indblik i magtstrukturen på Mars-kolonien Happy Valley. Der er et endda meget klart hierarki, hvor arbejderne (pedeller og deslige) er på de nederste etager, hvor videoforbindelsen til hjemplaneten er nærmest ikkeeksisterende.

Der skabes nærmest et parallelunivers, hvor dem nedenunder har deres eget samfund centreret omkring en lille bar med hjemmebrænderi und alles.

Selvom For All Mankind er en grandios, episk fortælling, er det hele tiden med udgangspunkt i menneskelige skæbner. Hvordan tiden former os. Både på kort og på lang sigt. Forholdet til vores elskede og modstandere. Selvom vi har et kerne-jeg med værdier og holdninger, er de ikke mejslet i sten for evigt. Der skal være plads til at kunne håndtere de uventede hændelser, som tilværelsen nu engang byder på.

Og det er den historie For All Mankind fortæller flot, med udgangspunkt i et af de utallige hvad-nu-hvis-spørgsmål, man selv stiller nogle gange for sjov.

Resultatet er en af de mest gennemførte science fiction-serier nogensinde, hvor det føles, som om vi kun lige er gået i gang. Moore – som ikke længere er showrunner på serien, det er medskaberne Matt Wolpert og Ben Nedivi – og de andre kreative kræfter havde oprindeligt en ambition om seks til syv sæsoner. Hvis 10 års-springene skal opretholdes, kommer vi også til at se deres bud på en alternativ fremtid. Og hvis niveauet bliver opretholdt, bliver det fantastisk.