Anmeldelse: Når blot ’37 sekunder’ ændrer alt

Sommer i München. En kvinde i 30’erne (Paula Kober) venter på bussen. Den brede skygge på hendes grønne hat skjuler hende næsten fra omverdenen. Hun er tydeligt anspændt og drikker af en flaske vin med sløjfe på. Vinen var egentlig en gave til fødselaren, men hun behøver noget, der kan tøjle hendes nervøsitet.

Kvinden er musikeren Leonie Novak, som i de sidste fire måneder har været i et hemmeligt forhold med den noget ældre og meget berømte musiker, Carsten Andersen (Jens Albinus). De er meget forelskede i hinanden, men forholdet er kompliceret, da Leonie er bedste veninde med Carstens datter Clara (Emily Cox). Derfor beslutter de at afslutte deres forhold.

Men de har svært ved at give slip på hinanden, og da de ses til Carstens fødselsdagsfest, har de sex igen. Hvad Carsten oplever som vild elskov, opfatter Leonie som et overgreb. Hun vælger at anklage ham for voldtægt, og den traumatiske episode er omdrejningspunktet for serien.

En families smertepunkter

37 sekunder (som Leonie mener, at overgrebet varede) skaber en nuanceret og mangefacetteret fortælling ved at skildre situationen fra forskellige perspektiver. Fokus er primært rettet mod Leonie, Carsten og Clara.

Carstens datter, Clara, er placeret i et ubærligt dilemma. Hvem skal hun tro på? Hvem skal hun støtte? Hendes arbejde som advokat trækker hende yderligere ind i sagen, da hendes far vil gøre brug af hendes ekspertise.

Det er hjerteskærende at følge Leonie og Carstens krampagtige forsøg på at holde sammen på deres liv. Begge ønsker de, at alt var som før den aften, hvor de 37 sekunder udspillede sig.

Serien evner at navigere udenom de faldgruber, som den slags historier ellers kan have mange af. For det første skildres situationen aldrig som sort-hvid. Ingen af karaktererne er ubetinget usympatiske, eller udelukkende tiltalende.

En anden vigtig faktor er, at Leonie og Carsten faktisk elsker hinanden, hvilket vi får understreget via en masse flashbacks, og serien har et stærkt blik for, hvor kompliceret det gør situationen.

Det, at Leonie er 32, betyder, at hun er ung i forhold til Carsten, men alligevel er hun voksen, og derfor skildres hun aldrig som et let offer. En anden force er, at serien på intet tidspunkt dikterer eller styrer publikum til at mene noget bestemt om situationen. Det er op til os, hvad vi skal mene, og det er virkelig en fryd ikke at blive talt ned til.

Beretningen viser på intelligent vis, hvordan anklagen om overgreb tydeliggør smertepunkter og relationelle problemer i Carsten og Leonies familier.

Carsten og hans kone Marens (Marie-Lou Sellem) voksne søn Jonas (Valentin Mirow) har f.eks. et anstrengt forhold til sin far. Han føler, at han står i skyggen af Carstens kærlighed til datteren Clara, og anklagen imod Carsten gør den smertefulde problematik ekstra synlig.

”Du er en af vores vigtigste kunstnere”

Skuespillet i 37 sekunder er neddæmpet og sobert. Det udvikler sig aldrig til det teatralske, og det giver plads til, at man som seer selv kan blive investeret i dramaet. Desuden giver det karaktererne mulighed for at udvikle sig naturligt og troværdigt. For hvis man starter på det høje C, bliver det nemt skingert til sidst.

Jens Albinus (Idioterne og Ørnen) mestrer virkelig det tyske sprog. Han har siden slutningen af 90’erne arbejdet som skuespiller i Tyskland på både teater, tv-serier og film. Med denne præstation manifesterer Albinus endnu en gang sit skuespils imponerende format.

Desværre virker det ikke som om, at skaberne af serien har gjort sig særligt umage med at skabe et troværdigt musikstjerneimage, som hans karakter ellers skal forestille sig at være. Han synger udmærket og er ferm på klaveret, men de sange, man har komponeret til ham, er af så dårlig kvalitet, at det bliver ufrivilligt komisk, når man gentagne gange hører sætningen "Du er en af vores vigtigste kunstnere”.

I filmen En du elsker (2014) af Pernille Fischer Christensen, forvandlede man på imponerende vis den svenske skuespiller, Mikael Persbrandt, til en besnærende rockstjerne, på trods af, at han ingen erfaring havde med at synge. I dén film havde man sågar fået Tina Dickow til at komponere hans materiale.

Carstens høje position i musikbranchen spiller en afgørende rolle i 37 sekunder, og derfor er det et problem, at det ikke er troværdigt. En anden mislyd er en af sidehistorierne, som ikke skal afsløres her, der virker underlig påklistret og overdramatisk. Og Leonies advokat (Denise M’Baye) har et noget stereotypt præg over sig. Hendes replikker som f.eks. ”De må tage dem sammen” er uden den substans, som serien ellers er rig på.

Men det skygger heldigvis ikke for ens mulighed for at leve sig ind i serien, og 37 sekunder er virkelig fængende og uforudsigelig. Særligt de to sidste afsnit er sindsoprivende, og man sidder totalt tryllebundet og er til sidste øjeblik i tvivl om, hvordan det hele ender.

Skræmmende at blot 37 sekunder kan ændre så mange menneskers liv.

37 sekunder kan ses på DRTV. I skrivende stund er de første tre episoder tilgængelige, og der kommer en ny episode hver uge.