Anmeldelse: Netflix’ ’Sweet Tooth’ går igen direkte i hjertekulen

”Hund er et løfte”. En enkelt replik, som ud af kontekst måske ikke siger så meget. Udover for alle hundeelskere. Men hvis man har fulgt med i Netflix’ fænomenale fantasyserie Sweet Tooth, ved man, hvor meget kærlighed og loyalitet der ligger i de ord.

Vi er stadig i det dystopiske USA, hvor en virus har udslettet næsten hele menneskeheden. I modsætning til HBOs The Last of Us bliver de smittede ikke til zombielignende tingester. Man dør bare.

Samtidig med virussens start begyndte hybrider at blive født. De er en kombination af mennesker og dyr. Hvordan fordelingen er, veksler fra individ til individ.

For Gus (Christian Convery) manifesterer det sig med en fremragende lugtesans og et par imponerende gevirer på toppen af de krøllede lokker. Efter at være blevet holdt skjult dybt inde i Yellowstone-parken af sin surrogatfar under hele apokalypsen fulgte første sæson knægtens måde med omverden efter 10 år i isolation.

Sammen med den tidligere hybridjæger Tommy ’Big Man’ Jepperd (Nonso Anozie) rejste de på tværs af landet i søgen efter Gus’ mor. Men i en verden, hvor hybrider er noget af det mest hadede, var det en farefuld færd, selv med drengens skønne positive og naive undren over, hvad verden udenfor havde at byde på.

Sæson to fortsætter, hvor den forrige slap. Med Gus i fangenskab sammen med andre hybridbørn hos den fascistoide milits De Sidste Mænd.

Det store dommedagseventyr

Anden sæson har en mere alvorlig tone end første. Det meste af humoren kommer fra de fangede hybridbørn og deres barnlige tilgang til livet. Med navne som Teddy Turtle og Finn Fox er navngivningen som taget ud af en børnebog.

Pruttejokes og noget så simpelt som kridt og historiefortælling er noget, der kan få øjnene til at lyse hos fangerne. Men de må også leve med, at deres fangevogtere ikke betragter dem som mennesker.

Tværtimod ses de som grunden til, at virusset opstod. Og derfor også som en mulig løsning på problemet. Lægen Aditya Singh (Addel Akhtar) leder desperat efter en kur til sin elskede kone Rani (Aliza Vellani). Hun er i sygdommens tidlige stadie, hvor hun ikke smitter. Så muligheden for at redde hende eksisterer stadig.

Derfor sprætter han også velvilligt børnene op i bestræbelserne på at finde en mirakelkur.

Første halvdel af anden sæson i Sweet Tooth forløber derfor som et langt forsøg på at bryde ud af fangenskaben.

De andre hybridbørns hidtidige beskytter Aimee (Dania Ramirez) og Big Man leder efter mulige indgangsvinkler og allierede til at gennemføre befrielsen. Og det er her, replikken om tøjhunden falder. For sidst vi så den, var den i Jepperds varetægt. Så da den pludselig ender inde i cellen hos ham, ved han, hvad det betyder.

Og der er også god grund til bekymring. Lederen af De Sidste Mænd, den nådesløse og udspekulerede General Abbot (Neil Sandilands) har om muligt fået endnu større storhedsvanvid og ser muligheder i at bruge en potentiel kur til at cementere sin position som hersker af apokalypsen.

Tonen er ikke helt så dommedagsdundertung som i The Last of Us. Men der er et skifte. Blå-øjetheden bliver erstattet af en velbegrundet frygt for at dø.

På flugt fra fortiden

En stor del af Sweet Tooths store succes, er hovedrolleindehaver Christian Convery. Tidligere i år kunne man se ham i den vanvittige Cocaine Bear, hvor han også var scenestjæler.

Han formilder flot den modning, som er sket i Gus’ indre, siden vi mødte ham i første afsnit. Han er et af de store børn nu, der aktivt har kæmpet mod voksne, som ville slå ham ihjel. Det er små justeringer i blikke og kropsholdning i løbet af sæsonen, men til slut er udviklingen tydelig. Samtidig har Convery den her udefinerbar charme, der brænder igennem på skærmen.

Hans faste makker fra første sæson, den store mand selv, Nonso Anozie, holdes det meste af tiden adskilt fra sin lille buddy. Det gør dog ikke noget. Anozie har, udover en stor fysik, en fremragende evne til at smitte seeren med hvad end følelse Jepperd har lige nu.

Det lyder simpelt, men det er det ikke. Hvis ikke diverse casting-agenter på store Hollywood-produktioner har fået øjnene op for ham, er det efterhånden på tide. Anozie er troværdig i alt, hvad han foretager sig, og samspillet med Convery er formidabelt.

Karaktererne er for det meste spredt fra hinanden, maks. i makkerpar, i denne sæson. Det giver plads til udvikling og refleksion over deres gerninger indtil videre, og hvad der er deres mål med livet i apokalypsen.

Man fornemmer tydeligt, at showrunner Jim Mickle og resten af holdet er i gang med at fortælle en større historie, som vi ikke er i nærheden af at være færdige med. Forlægget, Jeff Lemires tegneserie af samme navn, har da også rigeligt med materiale af tage af.

Og hvis det høje, hjertevarme niveau fortsætter, må Sweet Tooth gerne blive en evighedsserie.