Anmeldelse: Selv ikke Meryl Streep kan redde tredje sæson af ‘Only Murders in the Building’

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg aldrig har været den største fan af Only Murders in the Building på Disney+. Lidt for meget vaudeville-stemning og overspillet skuespil til min smag. Men i første sæson kunne jeg sagtens se charmen i whodunnit-plottet, der skarpt holdt sig til en ikonisk bygning i New York og legede med tanken om, hvor lidt vi kender til vores naboer. Endda med et satirisk bid til hele true crime-podcastfeberen, der har ramt verden de seneste 10 år.

Serien blev båret frem af et trekløver, der ikke var så umage, som den lagde op til (to gamle mænd og en ung kvinde, tjoo den konstellation er vist set før), men alligevel hentede den hjem på charmen. I anden sæson var der stadig svar, vi gerne ville have, og så fik vi ovenikøbet nogle skøre personager med i købet. Så alt ok.

Skuespil-scoop

Her i tredje sæson mærker man udfordringen i at skulle finde på nye plots, hvilket man har prøvet at afbøde med et par skuespil-scoops. Paul Rudd og især Meryl Streep. Meget godt gået for en serie, der altid har lugtet lidt af B-niveau med sit skuespillerhold. Og hvad kan man sige, Rudd og Streep er gode, som altid, og ser endda også ud til at have moret sig med rollerne. Måske fordi de er mod-castet i forhold til den gængse opfattelse af dem.

Paul Rudd spiller en selvoptaget dum skid, der mildest talt opfører sig som et røvhul overfor alt og alle. Og Meryl Streep er den fallerede, ældre skuespiller, Loretta Durkin, der aldrig har fået det gennembrud, hun drømte om.

Et ikke så umage trekløver

Afsættet i tredje sæson er den teateropsætning, den excentriske teaterproducer, Oliver Putnam (Martin Short), har fablet om i to sæsoner, og som han endelig er kommet i gang med. Men ved premieren dør Paul Rudds Ben Glenroy. Måske forgiftet. Og så går det velkendte trekløver, Oliver, Charles-Haden Savage (Steve Martin) og Mabel Mora (Selena Gomez) i gang med at ville opklare det tilsyneladende mord.

Som sædvanligt kan de sjældent blive enige om meget, og på et tidspunkt bliver deres skænderier så heftige, at deres veje skilles (igen). ‘Bloody Mabel’ som Selena Gomez’ karakter går under som podcastnavn, går solo, men mon ikke hun får brug for sine venner på et tidspunkt? Mere skal der ikke røbes om plottet, der tager et par twists undervejs, men man skal forberede sig på, at plotudviklingen går ekstremt langsomt her i sæson tre.

Oldschool og overspil

En af grundene til langsomheden i whodunnit-strukturen er, at det egentlig ikke er opklaringen, serien interesserer sig for. Meget prisværdigt vil den gerne bruge tid på de kulørte karakterer. Problemet er bare, at karaktertegningen er både overfladisk og alt for ofte så farceagtig, at den virker mere pjattet end sjov. Et problem, når man inde bagved også gerne vil fortælle en ret emotionel historie.

Til det hjælper det overspillende skuespil heller ikke. Steve Martin og Martin Short er komikere af den gamle skole, hvor store armbevægelser og mimik er et must. Det er sin egen stil, og selv om det måske ikke falder i ens smag, kan det have en charme, når det bliver gjort godt. Og det er de to herrer erfarne i.

Hvad der til gengæld ikke virker – overhovedet – er dødt skuespil, og det er, hvad Gomez leverer i overflod. Hendes nasale stemme er mere ekstrem, end den plejer, måske for at virke mere ‘newyorker-agtig’, og lyder helt flad og monoton i mange scener, og ansigtet fortrækker ikke en mine. Jeg vil afholde mig fra at gisne om årsagerne til det, men blot konstatere, at det skuespilmæssigt er et problem, når skuespilleren ikke kan eller vil udtrykke sig gennem sit ansigt.

En tålmodighedstest

De ting gør, at selv om der er meget hittepåsomhed her i sæson tre i form af musicaloptrin og kærlighedshistorier som sidespor, så føles de 10 afsnit som en tålmodighedstest. Sandheden er, at hvis jeg ikke skulle anmelde, var jeg nok ikke nået til vejs ende. Og det er jo egentlig ret vildt, når nu både Meryl Streep og Paul Rudd er med. At ønske at serien ville finde en anden skuespiller end Gomez er sikkert for meget forlangt på dette tidspunkt. Men man kan håbe, at skaberne bag, Steve Martin og John Hoffman, til næste sæson skruer op for krimigåderne igen og ned for vaudeville-stemningen. Serien hedder jo Only Murders in the Building, ikke?