Serier | Anmeldelser

Anmeldelse ’Palm Royale’ er et vidunderligt ondskabsfuldt kig ind i 1960’ernes overklasse

Af
Maria Månson
20. marts 2024
Palm Royale anmeldelse
Julia Duffy og Kristen Wiig i 'Palm Royale' / Foto: Apple TV+

Del artikel

Dramedy-serien på Apple TV+ er en farvemættet karruseltur, der udstiller hykleriet på toppen af popularitetspyramiden.

Palm Royale

Streamingtjeneste: Apple TV+
Premieredato: 20. marts 2024
Genre: Drama, komedie
Serieskaber: Abe Sylvia
Medvirkende: Kristen Wiig, Ricky Martin, Leslie Bibb, Laura Dern, Alison Janney, Josh Lucas
Land: USA
Afsnit: 10

Der er noget mytisk over de hermetisk lukkede klubber, der kun er tilgængelige for de særligt udvalgte (ofte rige). Hvem har ikke i perioder sukket efter et liv på kanten af en pool uden andre bekymringer end, hvornår den næste paraplydrink ankommer?

Men ak, regninger skal betales, og anmeldelser skal skrives. Heldigvis kan jeg så drømme mig til 60’ernes dolce vita med Palm Royale på Apple TV+, hvor netop længslen efter og ambitionen om at tilhøre eliten er omdrejningspunktet.

En facade af zen

Drømmen om det gode liv og det kontrasterende mørke inde bag de lukkede døre har været genstand for en del seriefortællinger de seneste år: The White Lotus er et vidunderligt gakket eksempel, og Nicole Kidmans Nine Perfect Strangers er et tilsvarende uhyggeligt indblik i, hvor langt visse mennesker er parate til at gå for at opretholde facaden af zen.

I Palm Royale møder vi først Kristen Wiig som Maxine Simmons, der forcerer en mur, en hæk, og hvad der ellers står i vejen for at snyde sig ind på den fashionable klub, Palm Royale. Det er 1969, og Maxines største ønske er at passe ind.

Men da hun forsøger at betale for sin drink, bliver hun afsløret (for det er selvfølgelig et kæmpe no go i en privat klub). Hun bliver smidt ud på røv og albuer af tjeneren Robert, som spilles med arrogant pokerfjæs af 90’er-ikonet Ricky Martin.

anmeldelse af palm royale
Laura Dern og Ricky Martin i 'Palm Royale'
Foto: Apple TV+

SoMe og sladderblade

Serien giver et blik ind i en tid, før de sociale medier kunne katapultere dig op i det monetære hierarki, hvis blot du står bag det rette hashtag. Dengang blev de riges tilværelse skriblet ned i ugentlige sladdermagasiner, som fik Jørgen Hattemager til at føle sig som Kong Salomon, så længe han læste de glitrede sider.

Maxine træder ind på den sociale scene med magasinet under armen og fast besluttet på selv at havne på midtersiderne.

Udover Wiig og Ricky Martin, som jeg ikke kan lade være med at elske, er Palm Royale befolket af vidunderligt sjove personager. Laura Dern spiller hippien Linda Shaw, som viser sig at have flere ambitioner end blot kakaocirkler.

Leslie Bibb og Allison Janney spiller to rædsomt rige og rædsomt rædsomme kvinder, der helst ser Maxine udelukket for altid. Og så er der legendariske Carol Burnett, der spiller den komatøse ’grand old lady’, Norma Dellacourte, fra hvis lejlighed Maxine hapser lidt juveler for at få råd til klubbens livsstil.

anmeldelse af palm royale
Carol Burnett i 'Palm Royale'
Foto: Apple TV+

Imidlertid gemmer Burnetts karakter Norma på mere end diamanter i skufferne. Palm Royales McGuffin, altså den genstand alle jagter, er nemlig gamle Normas rullekartotek med kontakter til samtlige, der er noget ved musikken i Palm Beach. Maxine finder hurtigt ud af, at hun ikke er den eneste, der efterstræber denne overklassens svar på Thanos Handske.

Den grønne drink

Man kan sagtens tage Palm Royale for pålydende og blot nyde den skarpe dialog, den absurde humor og de vanvittige kvinde- og mandemennesker. Men der ligger også en mere dyster undertone, man kan udforske.

Maxine insisterer gennem serien på at få serveret en ganske særlig grøn drink med kokosmælk. Den holder hun fast i, på trods af, at hun går på kompromis med både etik, moral og integritet. Den fjollede drink bliver på én gang hendes anker, men også et symbol på hendes ’andethed’.

Slipper hun den, har hun mistet sig selv helt. Der ligger en oplagt spejling til vores samtids lige så desperate jagt efter anerkendelse og prestige. Nu er det bare ikke midtersiderne i et sladdermagasin, vi eftertragter, men derimod følgere og likes.

Indercirklen af kvinder på klubben, der smilende tager imod, mens de står med en kniv bag ryggen, er en slet skjult pegefinger på SoMe-influenters tilsyneladende endeløse venskab til hinanden, lige indtil der kan snuppes følgere fra hinanden.

Palm Royale er en farvemættet karruseltur, hvor hvide, privilegerede kvinder kæmper med nymalede negle og misogyni for at få hinanden ned med nakken. Og hvor ingen er en større fjende end den nyankomne, mindre privilegerede, der kan risikere at udstille det hykleriske status quo. Det gør næsten ondt, at det er så underholdende.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser