Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ’Renegade Nell’ er gaven, som bare bliver ved med at give

Af
Claus Nygaard Petersen
27. marts 2024
Renegade Nell anmeldelse
Louisa Harland i 'Renegade Nell' / Foto: Disney+

Del artikel

Action-fantasyserien på Disney+ fra skaberen af ’Happy Valley’ sprudler af underholdning anført af en fremragende hovedrolleindehaver.

Renegade Nell

Streamingtjeneste: Disney+
Premieredato: 29. marts 2024
Genre: Action, fantasy
Instruktør: MJ Delaney m.fl.
Manuskriptforfatter: Sally Wainwright
Medvirkende: Louisa Harland, Alice Kremelberg, Nick Mohammed, Enyi Okoronkwo, Florence Keen, Bo Bragason, Adrian Lester, Frank Dillane m.fl.
Land: England
Antal afsnit: 8

Vi er ret langt fra Happy Valley i Renegade Nell.

Hvor Sally Wainwrights dramatiske politiserie var forankret i en genkendelig virkelighed, er den nye serie på Disney+ langt mere ekstravagant.

Handlingen foregår i det engelske 18. århundrede, hvor den unge kvinde Nell Jackson (Louisa Harland) netop er vendt hjem til barndomsbyen Tottenham efter at have været væk i flere år.

Renegade Nell anmeldelse
Louisa Harland, Bo Bragason og Florence Keen i 'Renegade Nell'
Foto: Disney+

Den umiddelbare gensynsglæde varer dog ikke alt for lang tid, da hendes far bliver myrdet af den lokale magistrats uregerlige søn Thomas (Jake Dunn). Da lovmanden bliver myrdet, erklærer både Thomas og hans søster Sofia (Alice Kremelberg), at det er Nell, som har slået ham ihjel, og hun må derfor stikke af over hals og hoved med sine to søstre.

Takket være den lille magiske fe Billy Blind (Nick Mohammed) kan Nell i korte øjeblikke få supermenneskelig styrke og fart, så hun kan undgå kugler og tæve alle, som kommer imod hende.

På flugt opbygger hun et ry som landevejsrøver og bliver hurtigt den mest eftersøgte kvinde i England. Langsomt bliver Nell og hendes familie og venner hvirvlet ind i et større komplot, der strækker sig hele vejen til højeste sted og den britiske dronning Anne, hvis liv er i fare fra samfundsomstyrtende kræfter.

Selv om handlingen er markant anderledes end Happy Valley kan man alligevel fornemme nogle af de særegne Sally Wainwright-træk, vi alle elsker.

Fuld knald på

Der er fuld knald på i samtlige otte afsnit af Renegade Nell, hvor hovedrolleindehaveren Louisa Harland er en sand tour de force, man ikke kan tage øjnene væk fra.

Skuespilleren fik sit gennembrud med rollen som den knapt så kvikke Orla i den fantastiske komedieserie Derry Girls, og karakteren Nell kunne næsten ikke være mere anderledes.

Nell er en bramfri og slagkraftig type med et rigtig velindstillet moralsk kompas, og hun er ikke bleg for at fortælle det bedre borgerskab, at de er nogle klaphatte, som er alt for fokuserede på, at status i samfundet er lig den agtelse, man har ret til.

Renegade Nell anmeldelse
Alice Kremelberg i 'Renegade Nell'
Foto: Disney+

Ansvaret hviler tungt på hendes skuldre, og hun bærer det med bravur uden så meget pjat. I det hele taget har Sally Wainwright som sædvanlig god sans for at kreere interessante kvindelige karakterer. De er ikke bare karikaturer eller plotelementer (skurk, helt, komisk indslag etc.).

Den mest endimensionelle person i hele serien er måske Billy Blind, som alligevel har et lille eksistentielt formål, da han ikke ved, hvorfor han skal passe på, at der ikke sker noget med Nell.

Det taler ind i seriens overordnede tema om at finde frem til, hvad der er meningen med livet for en selv. Indpakningen er ikke tonstung eksistentialisme, men fornøjelig og let fordøjelig eskapisme med et skønt glimt i øjet.

Evigt givende gave

I det hele taget er persongalleriet i Renegade Nell helt exceptionelt underholdende.

Renegade Nell anmeldelse
Enyi Okoronkwo og Louise Harland i 'Renegade Nell'
Foto: Disney+

Der findes næppe en bedre laps end den, som Frank Dillane udgør som libertineren Charles Devereux, der i øvrigt også bijobber som landevejsridder. Det er britisk dekadence, når det er bedst, og skuespilleren får rigmanden til at fremstå latterligt charmerende. En moderne version af Erroll Flynns Robin Hood, bare uden de samme evner.

Skurkene er delt op i to, hvilket er en herlig dualisme – også i forholdt til deres motiver.

Sofia er træt af at blive negligeret og ikke taget seriøst, fordi hun er kvinde, og hun søger derfor måder at fremme sin position, så hun ikke kan blive ignoreret. Udgangspunktet er ikke ondt eller magtbegærligt, snarere er det en rationel reaktion på altid at være blevet vurderet i forhold til de mænd, som var i hendes liv. Men det ændrer sig, som tiden går, og hun får mere og mere smag for det magtpotentiale, der ligger i det okkulte, som hun bliver introduceret til af Greven af Boynton (Adrian Lester).

Renegade Nell anmeldelse
Adrian Lester i 'Renegade Nell'
Foto: Disney+

Lesters afdæmpede og rolige facon giver en flot kalkulerende kølighed til seriens mest rendyrkede skurk. Han er Jakobit, hvilket dækker over, at han er med i en bevægelse, som søger at få det tidligere kongehus Stuart indsat på den britiske trone igen. Det politiske storspil bliver krydret med magi og får dermed et lettere præg, som også kigger tilbage til gamle tider, hvor det overnaturlige var en mere konstant del af engelsk folklore.

Mikset mellem det magiske/overnaturlige og så det mere jordnære fungerer for det meste upåklageligt, og var det ikke for nogle enkelte afsnit i midten, hvor det føles, som om handlingen træder vande, inden der bliver gjort klar til den store finale, ville Renegade Nell være noget nær perfekt.

Som den står nu, er serien herligt underholdende og et af den slags seriebekendtskaber, man bliver glad i låget af at bruge tid med.

Louise Harland er en evigt givende gave og det samme med det skønne persongalleri. Joely Richardson er pragtfuld som avismagnat, der har en relation til Devereux, som skaber et sprudlende liv og er med til at differentiere Renegade Nell fra andre lignende serier.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser