Anmeldelse: ’Ghostbusters: Frozen Empire’ serverer medrivende underholdning med et glimt i øjet

Der er noget uimodståeligt kækt over at bruge et citat fra forfatteren Robert Frosts digt Fire and Ice som start til Ghostbusters: Frozen Empire. Poeten taler om følelserne begær og had og tildeler dem elementerne ild og is.

Dermed bliver der ikke lagt fingre imellem, hvilke temaer den nye spøgelsesjægerfilm bl.a. kommer i nærkontakt med.

Frozen Empire foregår et stykke tid efter begivenhederne i den forrige film Afterlife. Spengler-familien – mor Callie (Carrie Coon), storebror Trevor (Finn Wolfhard) og lillesøster Phoebe (McKenna Grace) samt mors kæreste og Phoebes tidligere lærer Gary (Paul Rudd) – er flyttet fra Oklahoma til New York, hvor de er fuldtids-Ghostbusters.

Som det også var tilfælde i den oprindelige film fra 1984, er det dog ikke alle i byen, der er lige begejstrede for de glade spøgelsesfangere.

Den irriterende bureaukrat Walter Peck, som gjorde livet surt for Ghostbusterne i 80'erne, er nu steget i graderne i det politiske system, så han nu er borgmester i New York, og missionen er stadig at lukke spøgelses-geschæften. Derfor dikterer han blandt andet, at Phoebe ikke må arbejde, fordi hun er mindreårig, til stor frustration for den 15-årige, der ser gespenst-jagt som sit kald i livet.

Og der er brug for hendes intuitive og geniale sind. En ond urkraft melder sin ankomst til byen i form af massiv frost og ekstrem kulde. Selv om meget er nyt, er magien i Ghostbusters: Frozen Empire stadig den samme gode gamle, dog i en ny og interessant indpakning for fremtiden.

Hvem skal du ringe til?

At det er en skrap skurk, der er på færde, bliver slået fast fra begyndelsen.

På en smuttur til 1904 ser vi, hvordan brandvæsnet rykker ud til. Ikke til en brand, men en fashionabel bygning, hvor Eventyrernes Klub holder møde. I stedet for en brændende varm dør bliver de mødt af kulde. Den slags, som giver øjeblikkelige forfrysninger, hvis man rører ved iskoldt metal.

Alle medlemmerne er frosset fast, hvor de står eller sidder, og kæmpestore istapper har smadret interiøret overalt. En grammofon afspiller en dystert lydende messen på et ukendt sprog, og en person sidder stille i et hjørne med en rund genstand imellem hænderne. Det er dén, som agerer fangenskab for det onde, den gudeagtige entitet Garraka.

Så alt er et eller andet sted ved det gamle. Der skal både nakkes spøgelser – hvilket også betyder et gensyn med den grønne grovæder Slimer – og trækkes med bureaukratiske tørvetrillere uden blik for, hvad der er bedst for menneskeheden.

Og præcis som i forrige film, er det Phoebe, der er filmens hjerte.

I Afterlife handlede det om, at outsideren endelig fandt sin plads i livet som Ghostbuster. Nu kæmper hun med at finde et formål, måske ved at blive en ”normal” 15-årig, som mor Callie foreslår.

Men hvordan er man det, når man er blevet vant til at håndtere opgaver, ingen andre teenagere kan relatere til?

Rørende spøgelser

Derfor er det måske ikke så underligt, at hun bliver ven med et spøgelse. Melody (Emily Alyn Lind) døde i en brand som 16-årig og har derfor flammer, som omkranser og cementerer hende som det sejeste væsen i Phoebes verden pt.

Om det udelukkende er venskabelig beundring, eller om der også er et lille crush fra Phoebes side, står ikke 100 procent klart, men der er små øjeblikke, som peger i begge retninger. Uagtet hvad det er, slår den del af historien fast, at Phoebe er mere komfortabel blandt de døde end de levende.

Og i det her univers er det en sikker vej til at ende i problemer.

De gamle Ghostbusters er stadig med i bedste velgående. Winston (Ernie Hudson) har brugt nogle af alle sine millioner på at skabe et nyt fængsel til de tilfangetagne spøgelser i et nedlagt akvarium. Det betyder også en mindre og interessant udvidelse af Ghostbuster-virksomheden. Flere personer er blevet ansat med hver deres speciale, hvoraf vi kun rigtig stifter bekendtskab med para-biologen Lars (James Acaster).

Han tilhører den videnskabsdel af Ghostbuster-franchisen, som altid er blevet holdt højt i hævd. Det er med til at sætte atmosfæren, hvor grin og smågys elegant følges ad. Frozen Empire færdes ubesværet i grænselandet mellem nostalgi og nyt, dog uden den samme følelsesmæssige knytnæve, som var tilfældet i Afterlife.

Ikke desto mindre er det lykkedes den kreative duo Gil Kenan og Jason Reitman – som denne gang har byttet plads i instruktørstolen, så det er førstnævnte, der sidder med dirigentstokken – at skabe et overflødighedshorn af underholdning.

Der bliver trukket i hjertestrengene, og lattermusklerne bliver kildet herligt – please udgiv Ray (Dan Aykroyd) og Podcasts (Logan Kim) skønne YouTube-serie som ekstramateriale, det er potentielt guld – samtidig med at den gennemgående udvikling af Phoebe som menneske flot bliver skildret.

Ved hele tiden at have øje for hende som filmens følelsesmæssige kerne vokser vi som publikum med hende fra film til film. McKenna Grace gør det fremragende i hovedrollen, og hendes ansigtsudtryk og kropssprog fortæller os, hvad der foregår inde i hovedet på Phoebe, allerede før hun siger det.

I det hele taget er Ghostbusters: Frozen Empire en skøn oplevelse og en rigtig god 2’er til Afterlife, hvorfor man med rette krydser fingre i håbet om endnu en film i serien fra Kenan og Reitmans hånd.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: