Anmeldelse: ’The Residence’ er et friskt pust for amatørdetektiver og komediefans

Mordmysterier med en fod solidt plantet i komik har fået en god renæssance de senere år. ’Only Murders in the Building’ har fire solide sæsoner på bagen hos Disney+, mens Apple TV+ ramte plet to gange med ’Afterparty’, og Rian Johnsons perfekte ’Poker Face’ har snart amerikansk premiere på anden sæson.

Netflix har ganske vist lanceret en hulens masse mordmysterier og krimier, men det er immervæk ikke mange af dem, som har været morsomme med fuldt overlæg. Tættest på har pudsigt nok været Rian Johnsons filmserie ’Knives Out’, hvor tredje kapitel ’Wake Up Dead Man’ har premiere på et endnu uspecificeret tidspunkt i 2025.

Jeg tør dog godt vædde en god slush-ice på, at de med ’The Residence’ endelig har fundet en serie, der kan skrive sig ind blandt de tidligere nævnte.

I otte veloplagte afsnit følger vi detektiven Cordelia Cupp (Uzo Aduba), der skal assistere politiet i Washington D.C., da et mord bliver begået på 1600 Pennsylvania Avenue.

Bag den lange adresse, gemmer der sig intet mindre end Det Hvide Hus, og det er ved en stor statsmiddag for den australske premierminister, at der pludselig bliver fundet et lig.

Afdøde er overhushovmesteren A. B. Wynter (Giancarlo Esposito), og alle i huset er mistænkte.

Serien er skabt af den tidligere ’Scandal’-manuskriptforfatter Paul William Davies og er inspireret af Kate Andersen Browers bog om tjenestefolkene i Det Hvide Hus.

Det er et godt og velkendt udgangspunkt for ’The Residence’, som bliver formidlet med det helt korrekte glimt i øjet i den veloplagte Netflix-serie.

Tilpas gakket overdrev

Serien foregår i flere forskellige tider.

Der er Cordelias afhøringer af de mistænkte i Det Hvide Hus, som indebærer en hulens masse flashbacks. Både til selve aftenen, men i visse tilfælde også længere tilbage i tiden.

Derudover er der det, som må betegnes som seriens nutid. Det foregår ved en komitéhøring om dødsfaldet, hvor en hulens masse politikere under ledelse af senatoren Aaron Filkins (Al Franken) udspørger forskellige vigtige personer for efterforskningen.

Der bliver klippet rapt imellem de forskellige scenarier, og det fungerer ni ud af 10 gange rigtig godt. Det skaber nogle fine scener, hvor den ene replik elegant overtager den næste og leverer flere sjove øjeblikke.

Med en stakfuld af excentriske karakterer er der rigeligt af materiale at tage af. Uzo Aduba giver den fuldt underspillet gas som den skarpe detektiv, der også er en ivrig fuglekigger. En tilsyneladende uvæsentlig detalje, der, efterhånden som ’The Residence’ skrider frem, får større og større signifikans.

Blandt de mange mindeværdige figurer er også altid gode Randall Park som FBI-agent, Jason Lee som præsidentens døgenigt-bror, Mary Wiseman som temperamentsfuld og lidenskabelig kok og ikke mindst Kylie Minogue i en sjov cameo som sig selv – dog med tilpas gakket overdrev.

Og så er der en herlig joke om, at selveste Hugh Jackman er med til middagen. Skuespilleren er (naturligvis) ikke med, men karakteren Hugh Jackman er i den grad til stede med mange mindeværdige stunder.

Fine WTF-øjeblikke

Selvom ’The Residence’ for det meste forløber smooth og underholdende, strækkes historien også til det alleryderste af, hvad den kan bære.

Midterafsnittene bærer præg af fyld, hvor handlingen ikke bliver skubbet markant fremad. Enkelte mistænkte eller plottråde bliver elimineret, men ellers er det gengivelser af, hvordan enkelte personer har oplevet aftenen eller optakten dertil.

Paul William Davies forstår at skrive fængende småhistorier med fine WTF-øjeblikke, så den ekstra tid, før vi når frem til noget vigtigt, er til at tilgive.

Det skyldes især, at Aduba og Park har rigtig god kemi som umage opklaringsmakkerpar. De formidler rigtig godt karakterernes forbeholdenhed overfor hinanden. Stikpiller bliver leveret med bravur og rammer perfekt. I det hele taget er serien velskrevet, når det kommer til dialog og replikker. Bevares, det er ikke Armando Ianucci (’Veep’) maskingevær-rappe replikker, men mindre kan også gøre det.

’The Residence’ har nogle klare soaptendencer, der heldigvis bliver lænet behørigt ind imod. Dermed undgås en klassisk Netflix-fælde, som mange af streamingtjenestens serier ofte falder i. Men som vi har set med de mange moderne komediemordmysterieserier, trives overdrevet vældigt godt i den her genre.

Genopfinder Netflix genren? Nej, og serien er heller ikke den bedste af alle de nævnte. Men den charmerende selvbevidsthed om mordmysteriegenren og dens egne styrker gør ’The Residence’ til et friskt pust for amatørdetektiver og komediefans.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: