Anmeldelse: ’Squid Game’ er blevet til en parodi på sig selv

Hvor langt vil du gå for at vinde en absurd stor sum penge?

Det har været det store spørgsmål i nu tre sæsoner af den sydkoreanske dramasatireserie ’Squid Game’. Serien handler om en række mennesker, der i mere eller mindre frivillig grad melder sig til en konkurrence, hvor de skal dyste i en række helt almindelige lege. Dog med den lille krølle, at hvis man taber i et spil, dør man.

Første sæson blev vundet af Seong Gi-hun (Lee Jung-jae), også kendt som spiller 456. Hadet til konkurrencen og dem, der står bag den, drev ham til at prøve at afsløre det hele.

Starten på anden sæson fulgte det spor, indtil det stod klart, at folkene bag hele tiden var et skridt foran. Især den mystiske Front Man (Lee Byung-hun), som - for at observere 456 på nærmeste hold - lod, som om han selv var med i spillet.

Anden sæson sluttede med et storstilet forsøg på oprør, anført af 456. Det gik dog ikke, og i stedet fortsætter blækspruttespillet nu ufortrødent. Som med de tidligere sæsoner er der rigeligt med opfindsomme morderiske tilføjelser til de ellers ganske tilforladelige lege.

’Fange’ for en blodig drejning, når man tilføjer knive til legen. Og sjipning bliver pludselig meget farligt, når det foregår meget højt oppe, og det bløde torv er udskiftet med en solid ankelbrækkende metalstang.

Alt i alt er tredje sæson af ’Squid Game’ præcis som de to foregående, og det er umanerligt kedeligt.

Samme procedure som sidste år

Det gode er, at vi ikke, som i sæson to, sidder tilbage med følelsen af at have spildt over syv timer på at få afslutningen på noget, som aldrig kom.

Sæson to og tre var oprindelig tænkt som én sammenhængende sæson, men serieskaber, instruktør og manuskriptforfatter Hwang Dong-hyuk fandt ud af, at han havde alt for meget materiale, og derfor blev den delt i to.

Det er i hvert fald den officielle forklaring. Men lur mig, om ikke Netflix har skubbet på for at få udfoldet serien over så lang tid som muligt. Det er jo sådan, man holder abonnenter til ilden.

Hvis man anskuer det på den måde, kommer ’Squid Game’ pudsigt nok til at fremstå som en parodi på det, den egentlig prøver at kritisere. Nemlig et samfund, der er villig til at gøre hvad som helst i bestræbelserne på at få så mange penge ud af menneskeliv som overhovedet muligt for underholdningens skyld.

Den vinkel er helt klart ikke tilsigtet, men er ikke desto mindre det mest interessante, man kan få ud af tredje sæson af ’Squid Game’.

De seks afsnit forløber efter nøjagtig samme formular som tidligere. Hvert afsnit starter med den leg, som blev teaset eller nyligt påbegyndt, og så får vi den blodige afslutning på den. Derefter bliver der gjort status over, hvem der er tilbage, og hvem af betydning, der er røget i svinget. Efterfulgt af lidt handling, og så bliver den nye dødbringende leg introduceret.

Fint nok med en velkendt skabelon, hvis ikke, det var fordi, afsnittene var alt for lange, og gentagelsen blev en dødsspiral af monotoni.

Satire uden kant

Som i første sæson ser vi også nogle af de mange rige VIP’er, som betaler i dyre domme for at være helt tæt på, når deltagerne skal kæmpe om liv og død.

Og ganske som sidst er man bedst tjent med at trykke mute i de scener, for det skærer hårdt i ørerne at høre de usædvanligt ringe dubbede engelske stemmer. En enkelt eller to lyder faktisk naturlige, men ellers er det som at høre lydsporet fra en kung-fu-film fra 70'erne eller 80'erne.

Det er et af den slags frustrationselementer, som bliver forstærket, når noget i forvejen irriterer en.

Bevares, der er rigeligt med blodigt guf at hente. Både på en måde, som skal ramme publikum følelsesmæssigt og på en latterlig grotesk og afvæbnende facon. Det kræver dog, at karaktergalleriet fungerer upåklageligt, og det gør det ikke her i tredje, ganske som det heller ikke gjorde i anden.

Personerne fremstår snarere som karikaturer. Igen, ikke noget, som nødvendigvis er en dårlig ting. Især når vi har at gøre med en serie, der laver satire over et samfund og dets mennesker. Problemet med ’Squid Game’ er, at karikaturen ikke er skarp nok.

Derfor ender tredje - og forhåbentlig sidste sæson - af ’Squid Game’ med at fortsætte den deroute, som man allerede så konturerne af i første sæson, og som rigtig tog fat i anden.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: