Anmeldelse: ’Painkiller’ er det perfekte weekendfix

Afhængighed er en forfærdelig tilstand. Hvad enten du er misbruger eller pårørende, påvirker trangen til det saliggørende fix alle, og ikke kun den, som forsøger at dulme det traume eller kompleks, de ønsker at flygte fra.

Noget er psykisk, og andet er fysisk. Når man kan pege på et specifikt sted på kroppen og sige, her gør det ondt, er det nemmere at arbejde med. Så får du noget smertestillende, og så går det nok.

Men hvad hvis du bliver afhængig af det smertestillende? Når det ikke længere gør fysisk ondt, forråder din krop dig og kommanderer dig til at finde et fix, så den kan få stillet sin trang.

Sådan var det – og er det stadig – for mange almindelige amerikanere under den store opioidkrise i USA. Folk blev afhængige af receptpligtig medicin i et uhørt omfang. Især medikamentet OxyContin fostrede narkomisbrugere i stor stil.

Det er måske ikke så underligt, når man tænker på, at det er et opioid og dermed i familie med morfin og ikke mindst heroin.

Det er dét, som er omdrejningspunktet i Netflix’ miniserie Painkiller. Fokus er delt, og vi kommer omkring hele økosystemet i OxyContin-misbruget. Fra producenterne i Purdue Pharma og sælgerne, der ihærdigt forsøger med alle midler at overbevise læger om, at de skal udskrive flere recepter på stoffet, til den almene misbruger og endelig dem, som forsøger at få medicinalfirmaet ned med nakken.

Hvis man synes, det lyder lidt henad Steven Soderberghs mangedobbelte Oscar-vinder Traffic fra 2000, er det ikke helt forkert. Og så er der selvsagt mange lighedstegn med Dopesick, der i bund og grund er nøjagtig den samme serie som Painkiller, dog med indholdsmæssige variationer og tonale forskelle.

Har vi brug for et fix til?

Men er der virkelig brug for endnu en serie om samme emne, som vi fik for lige knap to år siden? I Painkillers tilfælde ja. Og det skyldes ikke mindst det forhenværende teenageidol og Broadway-stjernen Matthew Brodericks fremragende præstation som chefen for Purdue Pharma, Richard Sackler.

Hans joviale og hyggelige udseende og fremtoning er det perfekte skalkeskjul for, hvor kold og kynisk Sackler er i serien. Det handler alt sammen om profit, og jo flere piller, der bliver solgt jo bedre. Hensynet til menneskerne, som bliver afhængige, er fuldkommen ikkeeksisterende.

Men i stedet for at portrættere Sackler som en slange i et jakkesæt, minder han snarere om en hyggelig lille bamse. Det vil sige, en af den slags, som lige pludselig bliver levende og forsøger at slå dig ihjel, fordi den kan se en fordel i det. Det er genialt slesk, og Painkiller er en udsøgt fornøjelse, hver gang Broderick er på skærmen.

De seks afsnit på lige knap en times varighed hver nappes nemt i en lille true crime-binge, som dejligt nok ikke forfalder til følelsesporno som f.eks. Dahmer.

Råt og realistisk

Skuespillet er rigtig godt over hele linjen, hvor især Taylor Kitschs mekaniker, Glen, som efter en arbejdsskade bliver afhængig af OxyContin, udmærker sig. Det er guf for en skuespiller at vise en deroute fra den absolutte lykke til lige lukt ned i misbrugshelvede, hvor hele ens eksistens langsomt bliver visket væk i opioidtågerne.

Uzo Aduba – Crazy Eyes fra Orange Is the New Black – giver den godt med indigneret harme og sarkastiske bemærkninger, som efterforskeren Edie, der forsøger at stable en sag på benene mod Purdue Pharma.

West Duchovny – datter af David Duchovny og Téa Leoni – gør det glimrende som den blåøjede Shannon, der forføres af den hurtige og lukrative livsstil som omrejsende OxyContin-sælger. Men moralske kvababbelser indfinder sig i takt med, at hun får øjnene op for konsekvenserne af hendes gerninger.

Hvis ikke det var fordi, Dopesick var kommet først, havde historien i Painkiller stået endnu stærkere. For skuespillet, Peter Bergs solide og sikre instruktion kombineret med serieskaber-duoen Micah Fitzerman-Blue og Noah Harpsters fængende historiefortælling, gør alt sammen miniserien til en fremragende oplevelse.

Bliver det lidt trægt en gang imellem, og får man en følelse af at have set den tidligere? Ja, men i Painkiller er slutresultatet mere tilfredsstillende end i Dopesick.