Anmeldelse: 'Tokyo Vice' er stadig smuk, labyrintisk og langsom

Tokyo Vice er baseret på en bog fra 2009 af samme navn, skrevet af Jake Adelstein, der også er seriens fokuspunkt. Det er en selvbiografisk skildring af Adelsteins tid som den eneste udenlandske journalist på en prestigefyldt japansk avis i Tokyo i slutningen af 1990’erne.

Virkelighedens Adelstein har også været ganske åben om, at han brugte bogen som en slags livsforsikring, fordi meget af hans journalistik skaffede ham en del fjender blandt den japanske mafia, yakuzaen.

Jake Adelstein spilles i serien af Ansel Elgort. Han blev kendt som den unge hjerteknuser i 2014-filmen En flænge i himlen, og siden er han kun blevet en større stjerne. Kulminationen landede i 2021, hvor Elgort spillede hovedrollen som Tony i genindspilningen af klassikeren West Side Story.

Kultur-clash

Tokyo Vices Jake er expat i Tokyo og drømte i seriens første sæson om at blive en hardcore krimireporter på byens mest markante avis, Meicho. Men det skulle vise sig at være sværere end som så, for det japanske samfund er underlagt utrolig mange regler, både skrevne og uskrevne. Og mange af disse er knyttet til arbejdspladshierarkier.

En del af seriens underliggende tematikker følger netop kulturclashet mellem den unge ivrige amerikaner, der møder det rigide, småkorrupte og statiske japanske system. Der er ingen på avisen, der har lyst til at afdække mafiaens gerninger, da man er bange for at forstyrre den skrøbelige balance, der er mellem de mange yakuzaer og politiet. Men Jake kan ikke lade det ligge, og han allierer sig med den drevne politimand Katagiri, spillet fremragende af Ken Watanabe.

Første halvdel af anden sæsons pilotafsnit forsvinder i rygende fart, men derefter sænkes farten. Jake måtte opgive at afdække yakuzaen, men kaster sig i stedet over en feature om nogle unge motorcykelbander.

Samantha, Jakes veninde og med-expat, har endelig fået sin klub, men må sande, at mafiaen også her har svært ved at holde nallerne for sig selv. Sato kommer sig oven på det voldsomme overfald og genindtager sin plads i toppen af Chihara-Kai-mafiaen. Og endelig har Katagiri måttet finde sig i et skrivebordsjob, fordi han beskyldes for en kollegas selvmord.

I familiens tegn

Tokusawa, den ledende oyabun i en rivaliserende yakuza-familie, har været væk i månedsvis på grund af sygdom. Det giver anledning til, at Sato og hans kumpaner kan generobre tabt territorium.

Jake har også udnyttet Tokusawas fravær og er blevet kærester med hans elskerinde (hvilket jo er himmelråbende stupidt, men så står der jo et thrillerplot parat til at blive plukket).

Anden sæson synes også at stå i familiens tegn. Både Jake og Sato får introduceret familiemedlemmer til rollelisten. Netop som de begge synes at have affundet sig med det barske liv i hver sin lejr, dukker nye uskyldige op, som de skal beskytte, og som gør dem sårbare.

Labyrintisk dødbringende

Det har været fedt (og til tider frustrerende) at følge Jake Adelsteins rejse fra nævenyttig amerikansk expat til hjemmevant demoraliseret husreporter. Jeg imponeres til stadighed over hvor sikkert Ansel Elgort begår sig på japansk (uden jeg dog ville kunne høre det, hvis det lød forkert), og så er jeg kæmpe fan af den måde, serien bruger sit miljø på.

Tokyo kommer virkelig ind under huden på dig. Fra neonlys og karaoke, som man plejer at se det i fiktioner til de mere hverdagslige ting som arbejdsgangen på en avis, særlige høflighedsfraser og bittesmå madsteder i sidegadernes sidegader. Tokyo er seriens egentlige hovedrolle: pulserende, smuk, labyrintisk både fysisk og i sine skikke og dødbringende for den, der stikker næsen i yakuzaens jacuzzi.

Kæmpen i rummet

Modsætninger er en drivende kraft i Tokyo Vice: Jake og Sato, der på sin vis spejler hinandens ambitioner og tvivl, men på hver sin side af loven. Det smukke Tokyo, der rummer alt det grumme. Og kameraet, der elsker Ansel Elgorts fysiske fremtoning. Han virker gigantisk blandt japanerne. Mange indstillinger viser ham rage op over alle i gadebilledet, stå foroverbøjet over et bord eller bonke hovedet mod en bjælke. Han er en kæmpe i miniputland, men ender alligevel ofte med at være den lille i rummet.

Tokyo Vice er ikke for alle. Den er dreven og langsommelig, og den tager dig ikke pædagogisk i hånden (så tjek lige de sidste afsnit af sæson 1 ud, inden du sætter denne sæson på). Til gengæld får vi virkelig tid med figurerne, nu de er etableret. Og du får et sjældent og anderledes indblik i Tokyo og dens underverden.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: