Anmeldelse: ‘Feud: Capote vs. The Swans’ er som en glitrende pailletkjole, der skrider i sømmene

En sladrehanks svanesang kunne man også have kaldt anden sæson af Ryan Murphys antologiserie, Feud. Efter at have fortalt historien om den legendariske krig mellem Joan Crawford og Bette Davis, da de indspillede filmen Whatever Happened to Baby Jane, bliver spotlyset nu sat på en anden legendarisk fejde. Den mellem forfatteren Truman Capote og nogle af New Yorks rigeste og mest magtfulde kvinder. Kvinder, han døbte sine svaner, dengang da alle stadig var bedste venner.

Sladdermesteren Capote

Truman Capote er blevet skildret i film adskillige gange. Mest berømt er nok Phillip Seymour Hoffmans version i Capote, tæt forfulgt af Toby Jones’ i Infamous. Og han var da også en enigmatisk og fascinerende skikkelse.

Efter at have skrevet bøger som In Cold Blood (Med koldt blod) og Breakfast at Tiffany’s (Holly) var Truman Capote en fejret og feteret forfatter i 1950’ernes og 1960’ernes USA. Succesen gav ham adgang til de højere sociale lag i New York, hvor han blev nære venner med kvinder som Babe Paley, Lee Radziwill (Jackie Kennedys søster), Anne Woodward og Joanne Carson (hustru til Johnny Carson). For bare at nævne nogle af de mest bemærkelsesværdige.

Capote var deres fortrolige, som de fortalte alt til og klagede deres nød til, når deres mænd var utro, eller de følte sig ensomme. Og han var også ‘det sjove element’, de altid kunne være sikre på gjorde et middagsselskab underholdende, for han kunne fortælle historier som ingen anden. Ofte sladder om fælles bekendte. Og han var åbenlyst homoseksuel, så ingen af ægtemændene eller konerne behøvede at føle sig truet.

Hævntørst bag charmen

I serien ser vi, hvordan Truman Capote nyder det søde liv. Han er vittig og skarp og populær. Men han har også en anden side, en hævngerrig og ondskabsfuld skygge, som Anne Woodward får at mærke. Capote begynder at fortælle en historie om, at Woodward skulle have skudt sin mand med vilje, selv om hun hævder, at det var et uheld. Fordi, viser det sig, han har hørt, at hun har brugt udtrykket ‘faggot’, noget lig ‘bøssekarl’, om ham.

Da Capote tillader, at et uddrag fra hans kommende roman, Answered Prayers, bliver trykt i et magasin, gentager han den skandaløse historie om Woodward, og hun begår selvmord. Det er kapitler, der kynisk og uden nåde blotlægger livet blandt de rige og de magtfulde, og selv om de rigtige navne ikke er nævnt, er der ingen tvivl om, hvem der er tale om. Selv Trumans tætteste veninde, Babe Paley, får udstillet sit ægteskab, hvor hun må finde sig i sin mands konstante utroskab.

Socialt selvmord

Capotes roman Answered Prayers bliver aldrig færdiggjort eller udgivet, men det afholder ikke New Yorks society-kvinder fra at tage hævn. Capote bliver ‘persona non grata’, og mange døre bliver pludselig lukket for ham. Det er et socialt selvmord, han begår. Et, som man i eftertiden har undret sig over, når han nu elskede det champagnedrikkende velhaverliv så meget og samtidig brød mange menneskers tillid til ham.

Serien er ret famlende med at årsagsforklare, andet end at vise, at Capote har en stærk selvdestruktiv side. Den folder sig ud i fuldt flor, efter han får den kolde skulder ved en effektiv deroute ud i alkohol, piller og stoffer. En, han aldrig rigtig kom tilbage fra før sin død i 1984.

Springende struktur

Den sørgelige og selvforskyldte historie får vi serveret i Feud, og måske for at modvægte det tragiske er strukturen meget springende. Hvis den havde været kronologisk, havde det været en fortælling direkte mod afgrunden, hvilket godt kan være lidt demotiverende som seer.

Den springende struktur afbøder også et andet problem for serien, nemlig at der måske ikke er så stærk en historie i første omgang. En lille mand, der sladrer om sine veninder, hvor mange afsnit kan du lave om det? Også selv om han undervejs holder historiens største privatfest, som hans sort/hvid-bal i 1966 er blevet kaldt. En legendarisk fest med over 500 A-listegæster.

Men ‘frem og tilbage i tid’-mønsteret, der nogle gange er så forvirrende, at man skal bruge adskillige minutter på at orientere sig om, hvor man er i forløbet, går ud over den samlede fortælling. Lige som man er ved at fatte sym- eller antipati for nogle, hopper vi videre til en ny scene med en anden karakter. Det betyder, at man aldrig når at føle noget for nogen, heller ikke Truman. Om det er manuskriptets skyld eller instruktør Gus van Sants, er ikke helt til at afgøre.

Er det ikke hende fra …?

De enkelte scener efterlader dog god plads til skuespilpræstationerne, hvor især Tom Hollander (ikke at forveksle med Spider-Mans Tom Holland) som Truman og Naomi Watts som Babe Paley er ekstraordinært gode. Hollander i blonderet udgave tager Capotes affekterede talestil overbevisende på sig, og Watts er hjertet i serien. Op til det punkt, man kan have medfølelse for en rig, privilegeret kvinde, der ganske vist lider i sit ægteskab, men vælger at blive i det med åbne øjne på grund af de fordele, det kan give hende.

Derudover har Ryan Murphy, der er initiativmanden og executive producer bag, halet nogle af de største kvindelige skuespilnavne frem fra 80’ernes og 90’ernes hylder. Demi Moore er Anne Woodward, Calista Flockhart fra Ally McBeal er Lee Radziwill, Diane Lane er Nancy ‘Slim’ Keith, og Molly Ringwald er Joanna Carson. For en, der kan huske dem fra deres storhedstid, er det et godt gensyn, der spiller på både nostalgiens bløde, sentimentale fløjte og den nyfigne higen efter, hvordan de mon ser ud i dag.

Som en pailletkjole

Samlingen af de nævnte skuespillere er faretruende tæt på at virke som en gimmick, og i det hele taget er Capote vs. The Swans en serie, der glimrer mest ved sine ydre elementer – flot production design og kostumer – som en glitrende og iøjnefaldende pailletkjole, der ved nærmere eftersyn skrider i sømmene.

Men er man bare ude efter overfladisk underholdning er anden sæson af Feud lige akkurat fascinerende nok i de enkeltstående scener til, at den ikke falder helt igennem. Der er dog ingen tvivl om, at serien har meget potentiale, som den trods sine ambitioner ikke får forløst. Og den lander i den bunke af produktioner fra Ryan Murphy, der efterhånden er ved at vokse sig stor: Flot udenpå og tæt på tom indeni.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: