Anmeldelse: ‘True Detective’ er tilbage i storform med en blændende Jodie Foster

I Alaska er vinteren lang, mørk og kold. I flere måneder ser man ikke det mindste solglimt, og på den første nat af den lange vinter forsvinder 12 videnskabsmænd fra Tsalal Arctic Research-centret.

Som om det ikke er spooky nok i sig selv, bliver det endnu mere uhyggeligt, da de dukker op igen. Fastfrosne i en sammenkludret bunke, alle nøgne og med rædslen malet i de stivnede ansigter.

Ingen Pizzolatto

Det er afsættet i den nye og fjerde sæson af True Detective, der for første gang slet ikke har ophavsmanden Nic Pizzolatto med som andet end en fjern executive producer. Selv da Cary Fukunaga tog sig af tredje sæson (den med Mahershala Ali) var Pizzolatto stadig ind over som showrunner, men i denne ombæring har man overladt både manuskript, showrunner og instruktør-roret helt og aldeles til Issa López.

Hun får måske ikke mange klokker til at ringe, men hun lavede horrorfilmen Tigers Are Not Afraid og kan med andre ord sine gyser-tricks, hvilket hun også benytter sig af her. Udover Pizzolatto kan serien også bryste sig af en lang række prominente producere og executive producere. Blandt andre Barry Jenkins, Woody Harrelson, Matthew McConaughey og Cary Joji Fukunaga.

Gammelt nag

Scenen er denne gang flyttet fra det sveddryppende syd til det isnende nord, nærmere bestemt den lille by Ennis i Alaska, hvor en del Alaska-inuitter er bosiddende. Og det oprindelige folkefærd udgør flere gode karakterer i serien, så repræsentationen er på plads på en naturlig måde. Ligesom de centrale karakterer er kvinder.

Efter fundet af de frosne videnskabsmænd bliver den regionale politikommissær Liz Danvers (Jodie Foster) sat på sagen, men da den snart trækker tråde tilbage til en gammel uopklaret sag om en myrdet ung kvinde, blander den lokale betjent Evangeline Navarro (Kali Reis) sig.

Danvers og Navarro dannede parløb på den gamle sag om kvinden, men røg uklar undervejs. Ingen af dem er derfor særligt interesserede i at arbejde sammen med den anden igen, men for at opklare den nye sag, bliver de tvunget til hinandens selskab.

Et umage makkerpar

Et ufrivilligt makkerpar har været et af de faste elementer i True Detective, lige siden Woody Harrelson og Matthew McConaughey blev det legendariske par, som første sæson gjorde dem til. Og selv om Kali Reis ikke er lige så kendt, giver hun Jodie Foster kamp til stregen.

Foster, på den anden side, er tilsyneladende ‘on a roll’ i disse år, for efter en stærk præstation i Nyad, som hun stadig bliver prisnomineret for, leverer hun her i True Detective et af livs bedste karakterer. Som Danvers er hun den iltre politibetjent, der har gjort sig temmelig upopulær i Ennis. Dels på grund af sin grove tone, der ikke sparer nogen - heller ikke hendes steddatter - og dels fordi hun har knaldet med halvdelen af mændene i byen - til konernes fortrydelse.

Typer, der flytter til Alaska

Med hele to mord-mysterier er der rigeligt plot til at holde spændingen på høj intensitet. Og når der også kommer strejf af noget overnaturligt - eller i hvert fald en tvivl om, der er noget overnaturligt på spil - stiger niveauet af creepy atmosfære med en oktav eller to.

Som om det ikke var nok, er den helt store vinder i serien det fascinerende miljø i byen, der nærmest er en medspillende karakter i sig selv. For hvad gør det ved folk at være omgivet af mørke og kulde konstant? At bo i et tilsneet no-mans-land? Uanset om man tilhører det oprindelige folk eller er tilflytter. Og hvilke typer er det, der vælger at slå sig ned sådan et sted?

Mere kød og kant

Mange gode spørgsmål, man sidder på tæerne for at få svar på. Faktisk er Foster og co. et så interessant selskab, at det kunne diskuteres, om denne sæson ligefrem slår den første. Oh helligbrøde, vil nogle nok stejle, men ret beset, er der mere kød og mere kant i Night Country.

Med skildringen af de oprindelige inuit-folks tilpasning til det moderne samfund, virker 2024-udgaven af True Detective også mere tidssvarende og skarp på sin samtid. I højere grad end nogle af de tidligere sæsoner har været.

Men helt grundlæggende er den nye sæson så sindssygt spændende på en snigende måde, at den indre binge-sult utålmodigt råber på ‘mere!’ og udsætter din nattesøvn for fare. Den er også beviset på, at det aldrig er for sent at udbedre skader i forhold til fejlslagne tidligere sæsoner, og at fjerde gang også kan være lykkens gang.

Den nye sæson af True Detective er med andre ord en ypperlig måde at starte serieåret på.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: