’En helt normal familie’ tør ikke se det mørke i øjnene, den så gerne vil skildre

En ung pige (Alexandra Karlsson Tyrefors) gnider desperat sine fingre mod hinanden. Som prøver hun at fjerne noget smuds, der sidder på dem. Til sidst gemmer hun sine hænder i sin grå trøjes ærmer.

En stemme spørger hende: ”Du har vist et kompliceret forhold til begge dine forældre? Har det altid været sådan? Pigen svarer ikke. Hendes mund forsøger at forme ord, men der kommer intet ud.

19-årige Stella er anholdt for mordet på sin 32-årige kæreste Chris (Christian Fandango Sundgren).

Er den unge kvinde skyldig? Og hvad har forbrydelsen at gøre med en hændelse i Stellas liv fire år tidligere? Netflix-serien En helt normal familie skildrer en families psykologiske tilstand i tre perioder og trevler langsomt en mordgåde op.

Fortidens spøgelser

Serien er en adaptation af Mathias Edvardsons roman af samme navn fra 2018. Bogen opnåede bestsellerstatus i sit hjemland Sverige.

Familien Sandell består af Adam (Björn Bengtsson), Ulrika (Lo Kauppi) og deres datter Stella. Mor er forsvarsadvokat og far er præst. Deres hus i Lund med sauna i kælderen minder mest om det, man ser i boligmagasiners glitrende sider.

Serien fortæller ligesom sit litterære forlæg historien fra de tre familiemedlemmers perspektiver. Vi får på den måde et nuanceret blik på situationen og en mere helhedsorienteret fortælling. Man klipper dynamisk imellem tre tider. Seriens nu, hvor Stella sidder varetægtsfængslet anklaget for mord, tiden op til mordet, og en periode for fire år siden, hvor Stella var udsat for en forbrydelse (det skal ikke afsløres her, hvad der skete), som har sat alvorlige spor i familien.

Måden serien bliver fortalt på spejler, hvordan alle tre perioder ligesom flyder sammen for de tre involverede. For anholdelsen vækker fortidens spøgelser til live og viser, at familiens traume absolut ikke er helet.

Sparer ikke på dramatikken

Familien har forsøgt at holde den frygtelige oplevelse på afstand ved at leve videre, som om det slet ikke er sket. Desværre gør serien det samme. Selv om smertepunkterne er der, undersøger man dem ikke for alvor. De antydes kun. Vi ser, hvordan alle tre er ulykkelige. Stellas liv står i tomgang, hun er ikke blevet færdig med sin uddannelse, og familien har mistet fornemmelsen for hinanden.

De er ligesom stivnede og lever hver deres liv. Men man kommer ikke dybt nok ned i, hvorfor det er sådan. Man kan ikke mærke karakterernes smerte, og når man ikke kan det, påvirkes man ikke af historiens hændelser.

Serien sparer ellers ikke på dramatikken, når vi ser de to magtesløse forældre, som efter deres datters anholdelse i et desperat forsøg på at hjælpe hende ud af fængslet overskrider både deres egne og andres grænser i processen. Men det holdes på det ydre plan. Man er mere interesseret i at skildre, hvordan hændelserne sker, end hvorfor de sker.

I den sidste del af serien forsøger man at bryde med det overfladiske. Vi bevidner et voldsomt skænderi mellem forældrene, og senere besvimer Ulrikka på sit arbejde Men de tilfælde skildres ofte så højdramatisk, at det næsten tenderer til det ufrivilligt komiske, og lydsidens kraftige sentimentale musik, som billederne bades i, gør det hele endnu mere hult.

Enkelte scener skiller sig dog ud. I fængslet har Stella samtaler med en psykolog (Susanna Persson Halapi). Her kommer man en anelse ind under overfladen på de traumer, der har formet Stellas liv. Desværre er der alt for få af den slags sekvenser.

Den perfekte katalysator

Et andet problem er, at manuskriptforfatterne ikke evner at balancere portrættet af familien og mordgåden. Det er, som om manuskriptforfatterne er faret vild i krimigåden, og på den måde stjæler den seriens fokus.

Mordmysterier er ellers perfekte katalysatorer for følelsesmæssige og relationelle kriser og konflikter. Tænk bare på den britiske Unforgotten (2015), eller den svenske Hændelser ved vand (2022). I begge serier væver de to dele sig elegant ind i hinanden og skaber én historie.

Alexandra Karlsson Tyrefors debuterer i rollen som den plagede Stella med et meget stærkt nærvær og en naturlighed, som er unik. Hun er mere, end hun spiller. En entre i filmverdenen som denne her er sjælden. Ekstremt trist at hun ikke har fået et materiale med mere dybde at spille med.

Beretningen om familien Sandell havde potentialet til at blive et dirrende intenst psykologisk portræt om, hvordan traumer ikke bare forsvinder, fordi man forsøger at fortrænge dem, men bliver i stedet en oplevelse, som hurtigt forsvinder fra ens erindring.

Havde man blot haft modet til at gå ind i mørket, ville En helt almindelig familie havde været en helt anden oplevelse.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: