Redaktionen anbefaler: 12 kampklare serier med stærke kvindelige hovedroller
Det vrimler med fremragende serier på tværs af streamingtjenesterne med kloge, sjove, skøre, hjertevarme, stærke, sårbare – og alt det imellem – kvindekarakterer.
I anledning af Kvindernes internationale kampdag har vi spurgt vores kolleger på Vi Elsker Serier og Ally Production, der b.la. producerer vores podcast Det, vi elsker samt vores videoindhold, hvilke serier med kvinder i hovedrollen, der har en særlig betydning for dem. Måske er der flere af serierne, du ikke selv har set endnu?
Big Little Lies
"Jeg er vild med alle hovedrollerne! Blandingen af krimi og drama er lavet elegant, og temaerne som overgreb, jalousi, mindreværd, magtkampe og ikke mindst søsterskab får både følelser af empati, frustration og had frem hos mig som seer. Og så kunne jeg jo se scenen fra retssalen med Nicole Kidman igen og igen og igen." – Cecilie Lundskov Fuhlendorff, journalist hos Ally Production.
Big Little Lies kan ses på HBO Max.
Borgen
"Da jeg voksede op, var der ikke mange serier med kvindelige hovedroller, der kunne lægge arm med verdensledere – eller slet og ret være én. Derfor er Borgen min yndlingsserie. Ikke alene er Sidse Babett én af landets bedste skuespillere på tværs af køn, men i serien viser hun også, at kvinder kan være fuldt ud lige så taktiske, kyniske og magtliderlige som mænd!" – Kathrine Hinge, redaktionschef hos Ally Production.
Borgen kan ses på Netflix.
Silo
"I Silo spiller Rebecca Ferguson en urokkelig og modig sherif i et dystopisk univers, hvor hun kæmper for at afsløre sandheden for de 10.000 mennesker, der bor i Siloen. Det er virkelig en spændende og anderledes science fiction-serie med en stærk kvindelig hovedrolle." – Theis Mitchell, praktikant hos Ally Production.
Silo kan ses på Apple TV+.
Anmeldelse: 'Silo' er et godt gammeldags dystopisk drama
Veep og Parks & Recreation
"Selina Meyer (Julianne Louis-Dreyfus) fra Veep er en nådesløs politiker, der ikke er bleg for at gøre, hvad end der skal til, for at sikre sig magten. Hun er skræmmende og helt igennem fantastisk.
Antitesen er Leslie Knope (Amy Poehler) fra Parks & Recreation. Venligheden selv, men ikke mindre handlekraftig, forsøger hun at gøre hjembyen Pawnee til det bedste sted i verden. Er en af vennerne i problemer, er Leslie den første til at stille op. Som en af hendes underordnede forklarer, er der to slags bosser: Boss-bitch, som er en person, man beundrer, og så bitch-boss, som … well … man ikke er fan af.
Selina og Leslie er ganske vist i hver sin ende af den skala, men ikke desto mindre, er de de to ultimative boss-queens i serieland." – Claus Nygaard Petersen, journalist hos Vi Elsker Serier.
Veep og Parks & Recreation kan ses på HBO Max.
Redaktionen anbefaler: De 20 bedste HBO-serier
The White Lotus
"The White Lotus med Jennifer Coolidge som den gennemgående rolle er min favorit. Hun spiller den rolle så godt, og så minder hun mig om en af mine teenage-yndlingsfilm, A Cinderella Story, hvor hun spiller den onde stedmor. Den rolle er hun også helt perfekt til." – Simone Baadsgaard, journalist hos Ally Production.
The White Lotus kan ses på HBO Max.
Nyt cast afsløret på 'The White Lotus' sæson 3
Empire
"Empire med Taraji P Henson som Cookie Lyon! Hun var den eneste grund til, at alle jeg kendte, og sikkert de fleste andre, fulgte med i Empire (som jeg ellers synes var tåkrummende dårlig). Vi elskede nemlig allesammen karakteren, Cookie Lyon." – Leo Aller, koordinator hos Ally Production.
Empire kan ses på Disney+.
Girls
"Jeg elsker Girls, der er en serie om at være fri, fattig, forvirret og forelsket i alle. Hannah, Marnie, Jessa og Shoshanna er dine bedste (og værste) veninder. 10/10!" – Mathilda Bo Munthesen, studentermedhjælp hos Ally Production.
Girls kan ses på HBO Max.
The Morning Show
"Apple TV+'s flagskib med sværvægterne Jennifer Aniston og Reese Witherspoon i front leverer en virkelig velspillet og hyperaktuel fortælling om medieindustrien i dag. Serien formår ikke blot at tage nyhedshistorier under kritisk behandling, men også flette de virkelige problemstillinger ind i hovedkarakterernes egne fortællinger. Det er ganske enkelt genialt!" – Signe Bjørg Granberg, SoMe og Content Manager hos Vi Elsker Serier.
The Morning Show kan ses på Apple TV+.
Anmeldelse: 'The Morning Show' genfinder formen i tredje sæson
Euphoria
"Jeg synes, skuespillerne i Euphoria leverer nogle fantastiske præstationer (kæmpe kærlighed til Sydney Sweeney, Zendaya og Alexa Demie) samtidig med, at scenografien samt den glitrende makeup og kostumer er så flot og en god kontrast til de rå og mørke følelser og historier, som serien bringer. Samtidig er det en af de få serier, der var (er) så god, at jeg altid så afsnittet på dagen, hvor det udkom. Simpelthen fordi jeg ikke kunne vente mere end højst nødvendigt." – Maria Steffensen, studentermedhjælp hos Ally Production.
Euphoria kan ses på HBO Max.
Anmeldelse: Euphorias anden sæson flår dig direkte tilbage i det pulserende, barske ungdomsunivers
Fleabag
"Fleabag har både en kvindelig skaber og en kvindelig hovedrolle – og det er endda én og samme: Phoebe Waller-Bridge. Vores hovedperson er både vred, selvoptaget, liderlig, ekstatisk og totalt uden filter. Det er hysterisk morsomt og vanvittig rørende, for det er først og fremmest en serie om sorgen over at miste sin bedste ven og derefter forsøge at samle sig selv i en verden, hvor den ene person, der forstod dig, ikke lever mere. Der er desværre kun to sæsoner – men hvilke to sæsoner! Og altså, behøver jeg sige mere end hot priest?" – Thea Rytter, redaktionschef hos Ally Production.
Fleabag kan ses på Prime Video.
Gilmore Girls
"Ingen serie inkarnerer start-2000'ernes girl power så godt som Gilmore Girls. Hvem ville ikke gerne bo i den lille provinsby Stars Hollow, der er så tæt befolket af seje, stærke, kloge og uafhængige kvinder, og hvor fællesskabet griber dig, når du har behov for det? Jeg ville i hvert fald gerne. Jeg elsker Rory og Lorelais symbiotiske mor/datter-forhold og deres til tider fuldstændig vanvittige, koffein-speedede dialoger, fyldt med humor og bidende sarkasme. Min ultimative comfortserie, som jeg bliver ved med at vende tilbage til og ofte tænker på - især ved løvfaldstid." – Carina Nørgaard Schou, chefredaktør hos Vi Elsker Serier.
Gilmore Girls kan ses på Netflix.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: