Anmeldelse af 'Squid Game': Årets serie på Netflix
'Squid Game' er en brutal oplevelse med uhyggelige scenarier. Samtidig er serien også noget af det mest spændende, som du kan se på Netflix lige nu.
Squid Game,
Serien følger hovedperson Seong Gi-Hun, som har desperat brug for penge, efter han har spillet sine egne væk. Til sit held møder han en mand, som tilbyder ham at være en del af nogle spil, hvor man kan vinde en stor pengepræmie til sidst. Dog ved han ikke, at hvis man ikke gennemfører udfordringerne, bliver man slagtet.
Det kommer til at vise sig at være et underholdningsprogram for de rige, hvor deltagerne ikke bliver set som andet end et tal. Squid Game er både brutal og voldelig, men også følsom og hjertevarm.
Et gennemført koncept
Squid Games
Grunden til, at de vender tilbage, er, fordi deres verden uden for spillet er et værre helvede end selve spillet. Det er en brutal selvrealisering, som karakterne skal igennem, men der er desværre ikke andre muligheder for dem. Squid Game fremhæver samtidigt et eksisterende hierarki i det sydkoreanske samfund. De der bliver underholdt af ”showet”, er rige hvide mænd, som er iklædt guldmasker, mens de vædder på deltagerne, som om de var heste. Som seer er det næsten ikke til at holde ud at være vidne til.
Derudover er de udfordringer, som spillerne skal igennem, velovervejede og virkelig gennemførte til punkt og prikke. Det fede ved udfordringerne er, at det er koreanske børnelege, hvilket gør hele konceptet lidt mere skræmmende og brutalt. Seeren bliver fanget fra allerede første afsnit, hvor man blandt andet kommer til at opleve den omtalte rød-gul-grøn-stop scene.
I hjertet af karakterne
Squid Game,
Hele seriens handling bliver drevet af karakterne og deres udvikling. I starten bryder seeren sig højst sandsynligt ikke om hovedpersonen. Han er ubehøvlet over for sin mor, er en dårlig far og er selv skyld i den situation, han står i økonomisk. Dog vil seerens holdning til ham vende på en tallerken inden for de første par episoder. Det viser sig, at ud af alle deltagere, som er i spillet, er han den mest charmerende og medmenneskelig karakter.
Yderligere har Squid Game også kreeret en anden karakterudvikling, hvor det overraskende går den anden vej. Cho-Sang-Woo, som er barndomsven til hovedpersonen, går fra at virke troværdig over for sine medspillere til at få en selvisk tilgang til sin egen overlevelse. Han vil hellere beskytte sig selv fremfor andre. Squid Game viser to forskellige overlevelsesreaktioner, men spørgsmålet er bare, hvor meget medmenneskelighed, der bliver tabt på vejen.
Den mest uhyggelige del er, da spillerne vender tilbage til spillet for at kæmpe for deres triste liv. Seeren bliver ramt af empati på dette punkt, fordi i løbet af serien indser man, at karakterne ikke har andet valg. De bliver nødsaget til at påtage sig disse overlevelsesinstinkter, hvis de skal have en ny chance i livet. Bag den brutale vold gemmer sig en menneskelig oplevelse, hvor tunge følelser og svære beslutninger kommer i spil.
Seriens setting er perfekt
Squid Games
Yderligere er spilarenaen designet ud fra, hvilken børnelege de skal igennem. Detaljerne her er fantastiske, især i scenen, hvor de skal spille om hinandens glaskugler. Brutaliteten blandes med de babyblå vægge og de genkendende barndomsmiljøer, hvilket giver en enorm god effekt til seriens stemning.
Se den, se den, se den
Squid Game
Squid Game er helt igennem årets serie på Netflix på grund af dens kreative koncept, karakterudvikling og det gennemførte setting. Den er spændende og udfordrer seerens moralske kompas med hensyn til, hvor meget plads der er til medmenneskelighed, når man samtidig skal overleve. Det er virkelig en serie, hvor du ikke kan lade være med at se næste afsnit, selvom du skal tidligt op dagen efter.
Afslutningsvis vil jeg give Squid Game på Netflix 5/6 stjerner, da det er en stærk serie med et fantastisk plot. Den går virkelig ud over det typiske indhold, som man ofte finder på Netflix. Hvis du ikke har set Squid Game endnu, så kan det varmt anbefales herfra at du gør.
Fakta om 'Squid Game'
Instruktør: Hwang Dong-hyuk
Medvirkende: Oh Yeong-su, Anupam Tripathi, Kim Young-ok, Park Hae-soo, I Tu-sok, Lee You-mi, Heo Sung-tae, Hoyeon Jung, Lee Byung-Hun, Lee Jeong-jae.
Antal afsnit: 9
Land: Sydkorea
Dansk premieredato: 17. september 2021
Dansk streamingtjeneste: Netflix
LÆS OGSÅ: Hvis du kunne lide 'The Sopranos', vil du elske disse tre gangsterserier
LÆS OGSÅ: Anmeldelse af 'Midnight Mass': Der er ikke noget at sætte en finger på
LÆS OGSÅ: Guide: Film og serier du skal se i efterårsferien
Gode serier og god vin går hånd i hånd i sommeren. Få gode tilbud på lækker vin her, og læs mere om Winefamly. Du støtter Vi Elsker Serier med et mindre beløb, hvis du bestiller vin gennem dette reklamelink.