Anmeldelse: Alt spiller i Netflix-serien ’The Playlist’
Et klik fra al din yndlingsmusik i verden.
Cirka så simpelt var konceptet bag musiktjenesten Spotify, der nu er allemandseje. Og ikke mindst en millionforretning, som i høj grad har ændret den måde, vi konsumerer musik.
Derfor giver det god mening, at Netflix med The Playlist fortæller historien om Sveriges største eksportvare, hvis vi ser bort fra IKEA og dertilhørende kødboller. Det er ikke tale om uomtvistelige sandheder, men snarere et sammensurium af alle de forskellige synspunkter på, hvordan Spotify så dagens lys.
Så spiller vi
Spotify Untold, The Playlist
Der er selvfølgelig historien om grundlægger Daniel Ek (Edvin Endre). Men også de juridiske aspekter, musikbranchens reaktion, den tekniske del af Spotify og den finansielle baggrund får taletid. Hvert afsnit har sit bestemte udtryk og undgår derved monoton fortælleform, og alle slutter med, at hovedpersonen i det kommende afsnit taler direkte ind i kameraet.
”Det var ikke sådan, det skete,” lyder det adskillige gange, og nu vil vedkommende fortælle den sande historie om Spotify. Bevares, det er et greb, som er set før. Men Netflix-miniserien bruger det perfekt her.
Næste sang på playlisten
Et møde mellem Daniel Ek og daværende chef for Sony Music i Sverige, Per Sundin, får således hele tre ture i manegen. Men det føles ikke som træls repetitivt fyld, fordi optakten hver gang har en anden indgang. Først forstår man ikke den kontante afvisning, som Sundin giver Ek, men efter at have fuldt pladebossens hverdag op til det impromptu møde foran et spillested, forstår man det pludselig godt.
At alle er helten i deres egen fortælling, kan man godt relatere til, og derfor er det fint med ”sandheden” fra andre øjne. De forskellige hovedpersoner er alle vedkommende og nogle, man hepper på i deres individuelle afsnit, hvorimod sympatien med især Ek bliver svagere, jo længere hen vi kommer i The Playlist. Den kontrollerende tech-leder giver nødigt noget af sit hjertebarn fra sig, og i takt med at projektet bliver mere ambitiøst, får forretningsmæssig kynisme fat i ham.
Et klart hit
The Social NetworkThe Playlist
Hvad der til gengæld er rent blær, er et forholdsvis primitivt fortællegreb. I afsnittet med advokaten Petra (Gizem Erdogan) bliver verden gjort lille med en genial detalje. Når hun f.eks. skal fra Sverige til New York, foregår det ved, at hun går op på en lang gang, tager sit tøj ned fra et stativ og triller ned ad gangen med sin kuffert. Så banker hun på en dør, mens vi hører lyden af fly og lufthavn. Puf! Så er vi i New York. Og sådan fungerer alle transportscener i det afsnit.
Enkelt, men elegant. Kort sagt, svensk når det er bedst.
Kunstneren har ordet
The Playlist
For i afsnit seks tages der udgangspunkt i den til serien skabte fiktive sanger Bobbi T (Janice Kamya Kavander). Hun har gået i gymnasiet med Spotify-stifteren og er en af de første musikere på platformen. Serien springer to år ud i fremtiden til 2024 og tegner et billede af en musiktjeneste, der er truet på sin eksistens.
For medmindre man er en af verdens mest streamede kunstnere, er der ingen penge i at have sin musik på Spotify. Præcis som det er i virkeligheden i dag. Bobbi bliver frontfigur for bevægelsen for bedre udbetalinger, fordi hun netop har den personlige relation til Daniel Ek.
Fordi der er tale om fremtidsspekulationer, ved man som seer ikke, hvad udfaldet bliver. Det er på grænsen til det geniale og hæver serien fra standard 'baseret på en sand historie'-serie til en, man absolut bør unde sig selv at se.
Fakta om 'The Playlist':
Instruktør: Per-Olav Sørensen
Manuskriptforfatter: Christian Spurrier, Sofie Forsman, Tove Forsman
Medvirkende: Edvin Endre, Ulf Stenberg, Gizem Erdogan, Joel Lützow, Christian Hillborg, Janice Kamya Kavander
Antal afsnit: 6
Land: Sverige
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 13. oktober 2022
Dansk streamingtjeneste: Netflix
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: The Dropout kunne mere hvis den ville lidt mindre
LÆS OGSÅ: Stream and Chill: Svensk serie får dig til at skrige på mere