Anmeldelse: Disney har stadig ikke vippet ‘Daredevil’ af pinden
'Daredevil' er en af de skarpeste superhelteserier, der findes.
Daredevil
Matthew Michael Murdock, også bare kendt som “Matt”, er navnet på vores hovedperson i Daredevil-universet. Som barn var Matt ude for en frygtelig ulykke, hvor en lastbil, der kører med farligt radioaktivt materiale, forulykker. Det radioaktive materiale ender i øjnene på Matt, der bliver blind.
Matt mister dog ikke kun synet, men får også sine andre sanser skærpet. Han opnår blandt andet evnen til at fornemme de mindste ændringer i luften omkring ham, hvilket nærmest gør ham til en menneskelig blodhund. Han får også en overnaturlig hurtig reaktionsevne, hvilket er til stor hjælp, når han senere i sit liv bliver til Daredevil og konstant forsøger at undgå at blive skudt, dolket, slået, sparket, bidt og så videre.
Det manglende syn er heller ikke et problem. Matthew kan godt nok ikke orientere sig på normal vis som andre mennesker, men ulykken med lastbilen gav ham også evnen til, i stil med flagermus, at orientere sig via et form for ekkolod. På den måde kan han fornemme, hvor tingene er placeret rundt omkring i forhold til ham selv.
En menneskelig boksebold
Og selvom det lyder underligt, så er det super fedt med en helt, der for en gangs skyld får nogle tæsk. Dem er der langt imellem. Ja, Spider-Man får nogle knubs i sine film, Iron Man mister et par reservedele, og Thor mister et øje. Men her har vi at gøre med en helt, der nærmest en-til-en kæmper sig vej gennem den kriminelle underverden. Det er det, vi ser i tv-serien, og det er en kæmpe fornøjelse at følge.
Kampscenerne i serien er smukt koreograferede, og Charlie Cox (Stardust, Kin), der har hovedrollen som Daredevil, udfører mange af stuntsene selv. Og så er Daredevil heller ikke stærkere, end at du altid føler, der er noget på spil hver eneste gang, han slås mod andre. Serien har i det hele taget et utroligt realistisk udtryk, hvilket er et kæmpe plus.
Superskurk søger kærlighed
Daredevil Full Metal JacketJurassic World
Wilson Fisk er det perfekte modstykke til Daredevil. Han fylder ikke lige meget i alle afsnit i seriens tre sæsoner, men er på en eller anden måde hele tiden med i baggrunden. Undervejs møder vi også andre skurke og kriminelle i større og mindre roller, der allesammen virker autentiske. Heldigvis er kartoteket ikke kun fyldt med forbrydere, og Daredevil får noget hjælp på sin vej.
En af Daredevils trofaste støtter i serien er hans bedste ven, Foggy Nelson (Elden Henson). Foggy aner intet om Matt Murdocks evner og hemmelige liv. De mødte hinanden på jurastudiet, hvor de læste sammen. Her bliver de så gode venner, at de aftaler, de vil starte nyt advokatfirma sammen, når de har færdiggjort deres uddannelse. Med tiden bliver Foggy en vigtig allieret for Daredevil – selvom han starter ud som lidt af en slapsvans.
En anden vigtig støtte og potentiel flamme for Daredevil er Karen Page, der i serien spilles af Deborah Ann Woll (True Blood). I løbet af serien kommer vi meget tæt på hendes karakter, der næsten har et helt afsnit for sig selv i sæson tre. Fælles for både hende og Foggy er, at de begge to gennemgår en udvikling i løbet af serien, og de bliver mere bevidste omkring deres styrker og kan som resultat bedre hjælpe Matt med at få Wilson Fisk bag tremmer.
Få fejl
Daredevil
Daredevil blev samtidig springbrættet for en række andre serier, hvoraf én blev særligt vellykket. Daredevil er nemlig ikke den eneste karakter, der opererer med sit eget regelsæt. En person, der gør det samme, er selvtægtsmanden The Punisher, der er med i seriens anden sæson. Her bliver han spillet af Jon Bernthal (The Walking Dead, The Wolf of Wall Street), der ganske enkelt er mageløs i rollen som den brutale Frank Castle – både i Daredevil og efterfølgende i sin egen serie.
Holder du af Marvel, superhelte eller et godt gedigent action-drama, så skal du ikke snyde dig selv for Daredevil, der indtil nu har kørt i tre sæsoner på Netflix. De nyeste Marvel-film hinter dog til, at vi endnu ikke har set det sidste til den blinde superhelt. Slutningen på sæson tre er heller ikke mere definitiv, end at du nemt kunne samle historien op. Jeg håber bare, det bliver gjort med omtanke, for Daredevil er klart en af de mest veludførte og underholdende Marvel-serier længe.
Fakta om ‘Daredevil sæson 1-3’
Manuskriptforfatter: Drew Goddard, Bill Everett (skaber), Stan Lee (skaber), Luke Kalteux, Ruth Fletcher, Christos N. Gage, m.fl,
Instruktør: Phil Abraham, Stephen Surjik, Peter Hoar, Ken Girotti, Euros Lyn, Marc Jobst, m.fl,
Afsnit: 39
Land: USA
Dansk premieredato: 10. april 2015
Dansk streamingtjeneste: Ikke tilgængelig i øjeblikket
Medvirkende: Charlie Cox, Deborah Ann Woll, Elden Henson, Vincent D'Onofrio, Royce Johnson, Geoffrey Cantor, Jay Ali, Jon Bernthal, m.fl,
LÆS MERE: Anmeldelse: Alt i alt er 'Superman & Lois' en ommer
LÆS MERE: Anmeldelse: Endelig siger Geralt andet end grynt og ”fuck” i 'The Witcher' sæson 2
LÆS MERE: Gys, Marvel og Star Wars: De bedste serier på Disney+