Anmeldelse: Du får stress af at se ‘The Bear’, og det er meningen
‘The Bear’ på Disney+ er en hektisk og underholdende dramedy-serie om at være kok og drive en restaurant.
Vi har hørt mange historier om, hvor hårdt restaurationslivet og det at være kok er. Der bliver talt hårdt, tempoet er sindssygt højt, cheferne nedbryder dig, ansatte går ned med psykiske sammenbrud, og der bliver taget coke i lange baner for at kunne holde til det hele.
Det kan være svært at forestille sig, når man sidder, forhåbentligt, fredfyldt og nyder sin, forhåbentlige, veltillavede mad. Men serien The Bear hjælper dig til at forstå, hvad der foregår i køkkenet, mens du spiser.
Fra Michelin til familierestaurant
Hovedpersonen er Carmen ‘Carmy’ Berzatto. En tiljublet Michelin-kok, der har arbejdet på stjernedryssede restauranter i New York, men nu er vendt hjem til Chicago. Hans bror, der har drevet den ydmyge familierestaurant har begået selvmord, og Carmy skal finde ud af, hvad der skal ske. Skal han sælge til den onkel, der gerne vil overtage? Eller skal han forsøge at drive restauranten videre, udvikle og forbedre den?
Med restauranten følger også den faste stab, der har arbejdet der i mange år. Bl.a. hans ‘fætter’ Richie, der i begyndelsen ikke laver andet end at modarbejde ham (og som man seriøst får lyst til at sparke hårdt). Men ud af loyalitet, overvejer Carmy end ikke at fyre ham. Hvilket siger noget om de fasttømrede relationer, historien også handler om.
Både sjov og seriøs
Dagligdagslivet og alle de udfordringer Carmy møder i drømmen om sin egen restaurant, er dét serien skildrer i sine ca. halve time lange afsnit, hvor tonen behændigt skifter mellem drama og komedie. Humoren er ret sort, som da der ved et uheld kommer sovemiddel i en punch til en børnefødselsdag, og alle børnene ender med at sove på græsset. Karaktererne er nuanceret beskrevet, så det ender med, at man bliver investeret i dem. Men ens blodtryk stiger gevaldigt undervejs, hvilket sikkert vil afskrække nogen fra at se den.
Du får streeeeeees
I mange scener råber og skriger folk i munden på hinanden, og de skændes voldsomt, mens musikken pumper derudaf, og klippetempoet nærmest giver dig tics. Det er så stressfyldt, at man godt kan få lyst til at sætte serien på pause og lige tage en ånder indimellem.
Og hvad skal det til for, tænker du måske? Scenerne illustrerer på sine egne voldsomme måde atmosfæren i at arbejde sådan et sted med de vilkår, der er i en restaurant. Og atmosfære er nøgleordet i, hvad The Bear kan og lykkes med. Kameraet er næsten altid placeret lige midt i løjerne, hvilket giver fornemmelsen af, at man er midt i orkanens øje.
Stærke skuespilpræstationer
Serien kan ikke byde på mange store navne, men det kan nogle gange også være en fordel. I den altoverskyggende hovedrolle er det Jeremy Allen White, der spiller Carmy. Han spillede ‘Lip’ i Shameless, men er ellers en ret ny skuespiller. En god en af slagsen. Og ellers er det Ebon Moss-Bachrach som den vrede fætter Richie, og Ayo Edebiri som det nye kokketalent Sydney, der shiner. I bittesmå biroller dukker Jon Bernthal og Molly Ringwald op, men de er så små, at det ikke skal være derfor, du ser serien.
Anden sæson på vej
Hvis du kan overkomme stressniveauet, får du en ret underholdende og vellavet serie, der på en realistisk måde viser, hvordan kokkemiljøet også kan være. På godt og ondt. På trods af at jeg indimellem måtte tage nogle dybe vejrtrækninger, bingede jeg serien ret hurtigt, og jeg vil som seer gerne se, om Carmy lykkes med sin restaurant og sin drøm. Anden sæson er allerede bekræftet, så jeg er ikke den eneste.
Se traileren til The Bear
Fakta om ’The Bear’:
Instruktører: Christopher Storer og Joanna Calo
Manuskriptforfatter: Christopher Storer (skaber), Joanna Calo m.fl.
Medvirkende: Jeremy Allen White, Ebon Moss-Bachrach, Ayo Edebiri, Jon Bernthal m.fl.
Antal afsnit: 8
Produktionsår: 2022
Land: USA
Dansk premieredato: 5. oktober 2022
Dansk streamingtjeneste: Disney+
LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Disney+ i oktober 2022
LÆS OGSÅ: De 10 bedste HBO-serier nogensinde
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: I 'The Old Man' kan de gamle hunde stadig slås - dog i nedsat tempo