Anmeldelse: 'Barry' er den vrede lillebror til 'Better Call Saul'

Det er nu fem år siden, Barry begyndte, og viste, at den som regel fjollede og yderst komisk anlagte Bill Hader sagtens kunne påtage mere dramatiske roller og agere instruktør på samme tid. Bill Hader har sågar instrueret samtlige afsnit i denne sidste sæson.

Lejemorderen, der finder sin samvittighed og mulige frelse gennem skuespil, har givet grundlaget for en af de bedste mørke komedier i nyere tid, i hvert fald i serieform. Nu nærmer Barry sig endestationen med denne fjerde og sidste sæson.

Starting now

Fortiden har endelig indhentet Barry (Bill Hader), der er endt i fængsel efter at være blevet snøret af sin skuespilmentor og faderfigur, Gene Cousineau (Henry Winkler). Han har mistet alt, og fremtiden ser grum ud. Der er nemlig både trusler indenfor og udenfor fængslets mure.

Barrys tidligere ’manager’ og gamle familieven, Monroe Fuches (Stephen Root), sidder i samme fængsel som Barry og frygter, hvad Barry vil gøre ved ham, efter alt hvad Fuches har udsat Barry for. Han vil prøve at lave en aftale med FBI om beskyttelse og vil til gengæld fortælle dem, hvor alle skeletter ligger begravet - i bogstaveligste forstand.

Sallys (Sarah Goldberg) offentlige udskamning har ført hende tilbage til hjemstavnen Joplin, Missouri. Hun bliver der dog ikke længe, da hun hører om alt det, Barry har gjort.

Cousineau får et yderligere popularitetsboost, da det kommer offentligt frem, at han var med til at fange Barry, noget han på ingen måde har noget imod.

Til sidst har vi det elskelige forbryderpar, NoHo Hank (Anthony Carrigan) og Cristobal (Michael Irby). De lever et stille og tilfredst liv i ørkenen. Det varer dog ikke længe, da de falder over en mulighed for at importere sand ulovligt. Med planer om at lave det om til en lovlig forretning går de igen i sving med at rekruttere nye folk endnu en gang (de har det jo med at dø omkring dem).

Vores karakterer er altså spredt for alle verdens vinde, men der er en masse løse ender, der skal slås knuder på. Gennem fjollede, dramatiske og makabre måder krydser de alle veje igen.

Alt har en konsekvens

Selvom det er en morsom serie, kan man ikke sige, det er den bedste serie at se, hvis man gerne vil karaktererne det godt. Barry er ét stort syndefald for alle karaktererne, og det står mere klart end nogensinde i denne sæson. Alle valg har en konsekvens på godt og ondt, og tiden er inde til, at alle skal se de konsekvenser i øjnene.

Stort set alle i serien ved godt, hvad det rigtige valg er i forhold til den situation, de befinder sig i. Alle vil også gerne træffe de rigtige valg, men ender altid i situationer, hvor det er umuligt. Eller rettere sagt, det er fuldt ud muligt, men det vil kræve et personligt offer på den ene eller anden måde. Det viser en grundlæggende selviskhed i alle karaktererne, der dog altid er klar til at retfærdiggøre deres handlinger over for sig selv. Det er utrolig godt skrevet og føles så menneskeligt, som noget kan være.

Alle i serien bakser dermed med det, som Barry har kæmpet med hele serien igennem. Kan man bekæmpe sin natur og oprigtigt forandre sig til det bedre? Hvis svaret er ja, er det i hvert fald svært at opnå.

Man vil så gerne det bedste for disse karakterer, men det ligger altid i baghovedet, at livet lader til at være imod dem. Det giver hjerteskærende drama, og man sidder som klistret fast til skærmen. Man fristes næsten til at kalde Barry for den vrede lillebror til Better Call Saul.

Mere dramatisk end før

Spændingen stiger og stiger, og serien går steder hen, man ikke kan forestille sig. Der er en masse ting at tale om, men gør man det, nærmer man sig hurtigt spoilerterritorium, og det vil være bedre at opleve det selv uden noget viden om, hvad der kommer til at ske.

Denne sæson har mere på spil og er kommet i knivskarpt fokus, som man også ville forvente, når man ved, at denne sæson bliver den sidste. Barry er en af få serier, der fandt sin stemme med det samme, og har holdt fast i den hele vejen igennem, og det kan man kun hylde den for.

Fjerde sæson er også mere dramatisk anlagt. Karaktererne har mere på spil, og komikken er ikke altid lige så fremtrædende, som man måske kunne forvente. På trods af den mere dramatiske tone, serien har fået i denne sæson, er der stadig tid til klassiske Barry-momenter, hvor situationens absurditet fremstilles lige på og hårdt uden de store dramatiske virkemidler.

Bare over tre sæsoner af forholdsvis kort varighed har karakterer skiftet frem og tilbage i forhold til, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Normalt noget, der hurtigt vil blive trættende og virke som padlen. Barry har dog i dette tilfælde den fordel, at det bliver gjort for komikken, der er at finde i situationens absurditet. Det virker fortsat i fjerde sæson, men gennem sæson gør den det mere og mere klart, hvor de forskellige karakterers loyalitet virkelig ligger.

Anmelderne fik alle afsnit tilsendt på nær det sidste, men selv hvis finalen kun er halvt så god som opbygningen til den, vil det være en fantastisk afslutning på en af de bedre serier i nyere tid.