Anmeldelse: 'The Big Door Prize' dykker ned i tidens trang til selvrealisering

"Jeg har alt, hvad jeg nogensinde kunne ønske mig." "Måske ønskede du dig ikke nok."

Sådan lyder en udveksling i den lille by Deerfield, efter den bizarre MORPHO-maskine på mystisk vis er dukket op hos den lokale købmand fra den ene dag til den anden. Ingen ved, hvor den kommer fra, men alle lærer hurtigt, hvad den kan: Fortælle dig dit livspotentiale.

Maskinen har en fantastisk evne til at vise dig dine gamle drømme og ambitioner, for det meste, og alle i byen begynder pludselig at ændre adfærd baseret på, hvad de har fået at vide. Om det så er at begynde at spille guitar, dyrke karate eller folde sig ud som magiker.

En, der ikke i første omgang går med på den nye dille, er 40-årige Dusty Hubbard (Chris O'Dowd). Han har, hvad de fleste drømmer om: en dejlig hustru, et sødt barn, et job som gymnasielærer, han elsker, og så er han god til at fløjte. Da han endelig giver efter og prøver MORPHO-maskinen, spytter den et kort ud, hvor der står ’Lærer/fløjter’. Det sender Dusty ud i en nedadgående spiral, hvor han spørger sig selv ”Er der ikke mere for mig i livet?”

En sjov og intim oplevelse

Den første store dosis af komik kommer i form af Dustys måbende reaktion på, hvad folk er villige til at ændre på baggrund af, hvad et kort fortæller dem. Eksempelvis buser Dustys forældre pludselig ud med, at de skal skilles, under Dustys fødselsdagsmiddag. Hans mor har fået kortet ’Healer’, og selvom hun er læge, må det jo betyde, at hun skal rejse rundt single i Europa. Faren er glad på hendes vegne og vil starte en karriere som model, da det stod på hans kort. Tillykke med fødselsdagen, Dusty!

Maskinen fylder ikke det store i historien og virker mest som en katalysator til, at de karakterer, vi følger, ser nærmere på deres liv. Og vi følger med i, hvordan de håndterer, at der bliver stillet spørgsmål ved deres liv.

The Big Door Prize er opbygget, så hvert afsnit har én karakter i fokus, dog med Dusty og forholdet til hans kone, Cass (Gabrielle Dennis) som det faste anker gennem serien. Karakterer, du troede, du kendte, ser du pludselig i et andet lys, når de kommer under kærlig behandling i et afsnit. Det skaber en dybere forbindelse til alle karaktererne og udpensler i stigende grad gennem serien de forskellige karakterforhold.

Det er nogle sjove karakterer at danne kendskab til, specielt efter at de begynder at ændre deres liv ud fra, hvad kortet fortæller dem. Det kunne eksempelvis være den afdankede hockeyspiller og falske italiener Giorgio (Josh Segarra), der konstant bager på Dustys kone, eller enkemanden Beau Kovac (Aaron Roman Weiner), der finder sin indre cowboy frem og omdanner sin garage til en westernsaloon. Det krydres til med Dusty, der altid har en sarkastisk kommentar klar til affyring, som bliver leveret med perfekt komisk timing og toneleje.

Hvad vil du med resten af dit liv?

The Big Door Prize slår ned på nogle af livets store spørgsmål. Hvad kan jeg blive til? Hvad bør jeg blive til? Skal jeg ikke bare være glad for det, jeg har? Hjertet begærer, hvad det ikke besidder, og hvis du ikke har højere mål at sigte efter, er det vel bare ned ad bakke herfra.

Serien behandler disse emner i en for det meste let og morsom tone, der giver en nærmest hyggelig fornemmelse til tider. Plottet rykkes i baggrunden, og man læner sig bare tilbage og ser, hvordan disse karakterer interagerer med hinanden, og for denne serie virker det, lige som det skal.

Der er stadig ubesvarede spørgsmål, og mystikken om maskinen hænger ved. Der bliver lagt op til, at der vil være et større fokus på den i anden sæson, som allerede har begyndt sine optagelser. Et sådant retningsskifte kan næsten kun skade serien, da det herlige ved The Big Door Prize er, at den taler om livet, uden nødvendigvis at kende svaret, eller være interesseret i svaret, hvis et sådan svar findes.