Anmeldelse: ‘Dansegarderoben’ er et tankevækkende portræt af en ikke så fjern ‘babs og nutte’-tidsånd

Vi kender alle Dirch, Preben, Jørgen og Keld. Vi har set klip med deres revyoptrædener og grinet af deres sketches. Men lagde vi egentlig ordentligt mærke til dem lige ved siden af eller bag dem? Kvinderne, altid klædt i halvlumre kostumer med kig til gården, gaden og benene. Lår-svingende og evigt smilende. Skænkede vi dem nogensinde en tanke, og spekulerede vi over, hvilke historier eller personligheder de gemte på?

God idé bag serien

Svaret er højst sandsynligt nej for de flestes vedkommende, men det efterhånden fasttømrede makkerpar i dansk film og tv, Ditte Hansen og Louise Mieritz, fik øje på dem. Og tænkte, ‘hvad hvis vi vender kameraet væk fra dem midt på scenen til dem ved siden af?’ Den grundpræmis er ideen bag TV2s nye serie, Dansegarderoben og er i sit udgangspunkt ganske enkelt fremragende tænkt.

Dansere og liderbukse

I serien, der foregår i 1973 omkring Cirkusrevyen, følger vi forskellige kvinders vej til at blive en del af dansetruppen på årets revy. Det er et nåleøje, for de skal ikke bare gennem dansekoreografen Tutters skarpe øje (hun bliver spillet af Louise Mieritz selv) og Preben Kaas’ liderlige blik (Anders W. Berthelsen), de har også hver især deres at bakse med på hjemmefronten.

Som Sussie (Maria Bach), der må snige og snyde sig ud af huset, hvor hendes dominerende og til tider voldelige ægtemand (Jakob Oftebro) af en damefrisør, ikke lader en chance gå fra sig for at tale grimt til hende. Eller den erfarne danser Ulla-Berit (Mille Lehfeldt), der er enlig mor med en lille søn, og allerede bliver regnet for gammel i en alder af nogle og tredive år.

‘Det var en anden tid’

Hver kvinde har sit at slås med, og selve dansetruppen er heller ikke nogen dans på roser, for konkurrenceånden er hård og betalingen lav. Til gengæld kan kvinderne nyde godt af opmærksomheden, når nogle af de mandlige stjerner lige skal teste bryststørrelsen og andet, sådan rent hands-on fysisk.

På den måde foregår der mange af den slags ting, nogle i dag gerne vil putte ned i ‘det var en anden tid-skuffen’. Både åbenlys og mere indirekte sexisme og kønslig ulighed. Og bag de forskellige kvindeportrætter ligger der en bredere kritik af datidens måde at behandle kvinderne på. På den måde kan man godt se Dansegarderoben som et feministisk statement udklædt med dansespjæt og kavalergange.

Kønsforskelle kan være underholdende

Ordet feministisk vil måske få nogle til at tænke ‘Oh skræk oh ve’, men frygt ej. Serien kan stadig ses på et hyggeniveau, for der er lige tilpas med humor tilsat kvindernes hårde vilkår til, at serien nok skal glide ubesværet ned med aftenkaffen og cremerouladen.

Men med helikopterlyset stiller serien et spejl op for vores nutid, så vi er nødt til at spørge os selv: Hvor langt er vi kommet siden dengang? Har vilkårene forandret sig (nok)?

Med den store bagvedliggende tematik forholder de to skabere bag, Ditte Hansen og Louise Mieritz, der både har skrevet manuskriptet, instrueret alle afsnit og selv spiller med i mindre roller, sig også tro til det overordnede projekt i deres serie og film, Ditte & Louise: At belyse, angribe og udstille kønsforskelle i filmbranchen og i samfundet generelt. Selvfølgelig på en så appetitlig måde, at det også er kostelig underholdning samtidig.

Førstegangs-instruktører

Det er første gang, Hansen og Mieritz instruerer, og i forhold til tempo, rytme, dialog og skuespil, slipper de fornemt fra opgaven. Denne anmeldelse er baseret på de to første afsnit, og endnu er der noget karakterdybde til gode. Mest udfoldet er følelserne hos den underkuede Sussie, spillet stærkt af Maria Bach, og i hende ligger der en decideret frihedskamp i ordets bogstaveligste forstand.

Som en lille sten i skoen er der noget med parykkerne, der ikke spiller. For mange steder er der nærmest et dilettantisk look, der får en til at betvivle alvoren og troværdigheden i karaktererne. Og sammenlignet med DRs periode-drama Carmen Curlers, kommer arbejdet i Dansegarderoben til at se lidt amatøragtigt og karikeret ud.

Sjov og alvor

Men, anyways, dårligt hår i 70’erne var sikkert en ting. Ser man bort fra parykkerne, er der ingen tvivl om, at serien balancerer elegant mellem humor og alvor, Den er forbilledlig i forhold til, at man godt kan have noget seriøst at sige og gøre det på en så underholdende måde, at ingen kløjs i sexismen undervejs. Jeg glæder mig i hvert fald til flere afsnit. Mens jeg venter på, at jeg bliver ramt hårdere på følelserne.