Anmeldelse: Den finske krimiserie 'Reindeer Mafia' fryser blodet i dine årer til is
Reindeer Mafia
Streamingtjeneste: C More
Premieredato: 16. februar 2023
Genre: Drama, krimi
Instruktør: Mika Kurvinen m.fl
Manuskriptforfatter: Mika Kurvinen m.fl.
Medvirkende: Samuli Edelmann, Mikael Persbrandt, Anna-Maija Tuokko, Aake Kalliala, Olavi Uusivirta,Rea Mauranen, Rune Temte, Paavo Westerberg
Land: Finland, Norge
Antal afsnit: 8
Når familiematriarken Brita Nelihanka (Rea Mauranen) går døden i møde, sættes en kædereaktion af begivenheder i gang, der ændrer alle hendes nærmestes liv. Hun testamenterer sin store jordejendom ligeligt mellem hendes to sønner Sameli (Samuli Edelmann) og Pieti (Olavi Uusivirta), og enken Sara (Anna-Maija Tuokko) skal også have den jord tilbage, som Brita erhvervede sig efter Saras fars lyssky dødsfald.
Intet af dette falder i god jord hos Britas mand, Rouku (Aake Kalliala), der har store planer for jorden. Når Rouku yderligere finder ud af, at Pieti ikke er en søn af hans blod, ser han en stor konspiration imod sig. Han vil gøre stort set alt for, at jorden skal blive hans.
Brita og Roukus søn Sameli er på prøveløsladelse efter 10 år i fængsel for et mord, han måske ikke har begået. For at få sin andel af jorden skal Sameli betale den store arveafgift, hvilket leder ham i kløerne på gangsterbossen Stagge (Mikael Persbrandt), der har et udestående med Samelis bande ’The Wolverines’.
Brikkerne er på plads, og kampen kan gå i gang.
Et stort skakspil
Der er mange bevægende komponenter i Reindeer Mafia og kampen om den store jordejendom. Det kan tilnærmelsesvis sammenlignes med et spil skak, hvor Rouku er den store konge, der skal væltes.
Alle spillerne har deres egne motiver, hemmeligheder og problemer, der hver især krydser ind over andres tilværelse. Man føler næsten, man kunne have brug for et whiteboard som en neurotisk detektiv med forskellige tråde for at kunne se, hvordan det hele hænger sammen.
Som serien skrider frem, brydes lagene langsomt ned, og i et tempo der giver konstant spænding hele vejen igennem sæsonen. Der er som sagt en del at holde styr på, men man får informationerne i små doser, der gør, at man aldrig mister overblikket, selv når det nogle gange udvikler sig turbulent.
Den herlige finske natur
En af de helt store stjerner i Reindeer Mafia er den herlige finske natur. Det ene pragtfulde landskabsbillede efter det andet pryder serien. Serien foregår og er filmet i Lapland, der kaldes Europas sidste ødemark, og det er en passende beskrivelse.
Store, åbne fjelde, frosne søer og snedækkede bjerge er alle steder at finde, og nogle gange er det nærmest, som om kulden bevæger sig ud af skærmen og ind i stuen. Se Reindeer Mafia, når det er mørkt med lyset slukket for at få den fulde oplevelse. Når man er så langt mod nord, er det MØRKT, når det er mørkt, og hvert eneste lysglimt fra et bål eller politiblink i horisonten stråler flot frem på skærmen.
Ligesom sne, der smelter, får vi også langsomt afdækket, hvad der ligger under overfladen i denne magtkamp. Afsløringer venter rundt om hvert et hjørne.
Der mangler lidt kød
Reindeer Mafia er meget fokuseret på udrulningen af plottet. Det gør i dette tilfælde, at karaktererne aldrig helt kommer i fokus. Alle har en særlig forhistorie, der aldrig helt bliver vist, og man kan godt savne noget kontekst til alle de forskellige karakterforhold. Hvad gjorde, at Sameli blev del af en bande og sidenhen leder af den?
Det er måske noget, der bliver taget op i en senere sæson, hvilket Reindeer Mafia i den grad lægger op til. Det kunne dog have været rart at få lidt mere kød på karaktererne allerede nu, så man blev mere investeret i dem og helt klart forstod, hvorfor de handler, som de gør.
I sidste ende er Reindeer Mafia en solid krimi fra norden med et plot, der, ligesom toget i serien, der kører igennem sneen og spreder det for alle vinde, ikke stopper for nogen. Med otte afsnit på 40 minutter er den også meget overkommeligt at se, og den giver en god lille rejse til det nordlige Lapland, hvor blodet, der flyder igennem karakterernes årer, er lige så koldt som vejret.