Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: 'Drops of God' skal nydes til den sidste dråbe

Af
Daniel Lindekilde Engberg
20. april 2023
Drops of God anmeldelse
Tomohisa Yamashita og Fleur Geffrier i 'Drops of God' / Foto: Apple TV+

Del artikel

Med et fantastisk opbygget familiedrama serverer 'Drops of God' den største vindyst i mands minde, og man kan næsten ikke undgå at blive forelsket i den ældgamle drikkelse.

Drops of God

Streamingtjeneste: Apple TV+
Premieredato: 21. april 2023
Genre: Drama
Instruktør: Oded Ruskin
Manuskriptforfatter: Clémence Madeleine-Perdrillat og Alice Vial
Medvirkende: Fleur Geffrier, Tomohisa Yamashita, Makiko Watanabe, Satoshi Nikaido, Antoine Chappey, Tom Wozniczka, Azusa Okamoto m.fl.
Land: Japan, Frankrig og Italien
Antal afsnit: 8

Vi bliver introduceret for Camille Léger (Fleur Geffrier), der lever et stille, men noget uambitiøst liv i Paris. Hendes tilværelse bliver blæst omkuld, da hendes far, den famøse ønolog og rockstjerne i vinmiljøet, Alexandre Léger, dør. Den eneste kontakt, hun har haft med ham i de sidste 11 år, var da hun dimitterede fra gymnasiet og fik en opringning med ordene ”Godt arbejde”.

Hun kaldes til oplæsning af testamentet i Tokyo, hvori Alexandres arv, en vinsamling på 87.000 flasker til en værdi af 140 millioner dollars skal fordeles. Det er dog ikke så ligetil, som man skulle tro. Camille er nemlig ikke den eneste mulige arving. Japaneren Issei Tomine (Tomohisa Yamashita), Alexandres bedste elev, er også med ved testamenteoplæsningen.

Alexandre har udtænkt en konkurrence mellem de to for at finde sin arving. De skal igennem tre dyste, hvor vinderen vil få både hans hus og vinsamling, og taberen må gå tomhåndet hjem. Første dyst er en vinsmagning, hvor de får et glas vin og en måned til at finde ud af, hvilken vin det er. De skal identificere både drue, vingård og årgang.

Issei er toptrænet af Alexandre selv og er nærmest et omvandrende leksikon, når det kommer til vin. Camille derimod har ikke drukket en dråbe alkohol i årevis og får en nærmest allergisk reaktion, hvis hun gør. Hun er dog hårdt trænet fra barnsben af sin far til at smage og lugte, har en fantastisk evne til at forbinde sanseindtryk med minder og kan identificere selv den mindste aroma.

Det er dermed århundredes vindyst mellem naturtalentet og flere års hård træning og studie.

Et lynkursus i vin

Seriens andet afsnit giver dig nærmest et lynkursus i vin og viser et meget romantisk billede af hele processen. Vinsmagning for viderekomne kan virke prætentiøst, men den måde det bruges på i forhold til historien og den æstetiske måde, det fremstilles på i serien, så kan man næsten ikke undgå at blive en smule betaget af det. Når jeg ikke har den store interesse for vin, men Drops of God giver mig lyst til at købe et vinatlas, så har den gjort noget rigtigt.

Visualiseringen af en form for ’memory palace’, hvor en ung Camille løber rundt og leder efter forskellige dufte og den mere filosofiske tilgang til, hvordan en bestemt vin er et udtryk for verden omkring sig på det tidspunkt den blev lavet, giver en følelse af en nærmest holistisk tilgang til livet. Alt er forbundet. Tiden den er lavet i, den geografiske placering og miljøet omkring den, påvirker vinen på samme måde, som tidspunktet man er født, hvor man er født, og det sociale miljø man er født og vokset op i påvirker mennesker.

De tre tests delt over otte afsnit giver en følelse af konstant momentum, og jo længere hen i konkurrencen vi kommer, desto mere personligt bliver det også, både i form af testens natur, men også den måde Camille og Issei går til den på.

Det bliver i familien

Et sted, hvor denne serie adskiller sig fra mangaen, er ved at gøre en af hovedpersonerne til en fransk kvinde i stedet for en japansk mand. Det medfører flere ting, og alle sammen er gode.

Den japanske konservative kultur er meget traditionsbunden, og der bliver sat bestemte forventninger til familiemedlemmer. Derfor bliver det set som en decideret skandale, at Issei vælger at deltage i konkurrencen. Det ville være en skændsel, hvis han byggede sin formue og omdømme på et fundament, som en vestlig mand har lagt.

Drops of God bruger vinkonkurrencen til at undersøge forholdet mellem forældre og børn i forskellige kulturer. Specielt når forældre har bestemte forventninger overfor deres afkom. Camille vil gerne på sin vis følge familietraditionen, i hvert fald i det omfang, at hun lærer både sig selv og sin far bedre at kende. Det vil hendes mor ikke have, da hun har en indebrændthed overfor sin tidligere mand. Tomine vil gerne bryde med familietraditionen, men har sværere ved det grundet den japanske kultur.

Alle karakterforholdene bliver udpenslet, og lige som du tror, at du har regnet dem ud, så får du ny indsigt i deres karakter, der ændrer opfattelsen af dem. Alle prominente karakterer gennemgår en udvikling, der føles så naturlig som en vin uden svovl, bortset fra at her er resultatet godt og meget let at få ned i halsen.

Den sidste dråbe

Drops of God tager dig sikkert i hånden og fører dig ind i vinens verden på et niveau, hvor alle kan være med. Man kan næsten ikke andet end blive småforelsket i vin gennem serien. Vi kommer forbi både Frankrig, Italien og Japan og bruger de forskellige landes traditioner og kulturer til at udforske familieforhold.

Selv med en varighed på en time per afsnit, så fløj tiden afsted. Den varede præcis så lang tid, som den burde, og jeg følte aldrig, at den trak ud. Når man har så gode karakteropbygninger med klare motiver, og de alle har styrker og svagheder, ambitioner og frygt, er det svært ikke at blive medrevet. Drops of God nydes til den sidste dråbe.

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser