Anmeldelse: Emma Sehested Høeg tager orgasmekløften under kærlig behandling i ’Killjoy’

Nanna (Emma Sehested Høeg) har det perfekte liv – på overfladen. For selvom hun har venner, kæreste og drømmestudiet som designer, er der masser af ridser i glansbilledet. Mest markant er det, at hun hidtil i sit liv endnu ikke har fået en orgasme. Noget, hun faktisk ikke har været bevidst om før nu.

Har du allerede stiftet bekendtskab med Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansens in your face-historier, har du måske en anelse om, hvad der er i vente.

Duoen går kreativt under navnet How to kill a dog og har de sidste par år især markeret sig med de tre fremragende one woman-shows Velkommen til Pandora, Lolita for evigt og senest Farvel til Madonna.

Det er skarpe forestillinger, hvor publikum kommer ind i det ubekvemme limbo, hvor man ikke ved, om man skal grine eller græde. Jeg selv blev en del af Madonna, da der er en høj grad af publikumsinvolvering. Så er spørgsmålet bare, om man tør.

Og det er et spørgsmål, som går igen i Killjoy. For det kræver mod at konfrontere sig selv og andre med noget, der ikke fungerer for en.

Det er et af flere dilemmaer, Nanna jonglerer med i løbet af Killjoys seks intense og medrivende afsnit.

Sex og kærlighed

Fans af Phoebe Waller-Bridges unikum-serie Fleabag vil føle sig fuldstændig hjemme i Killjoys univers. Selvom Nanna ikke taler direkte til seerne, bliver der kastet mange sigende blikke til kameraet. Den slags, der siger ”Hva’ fuck er det for noget bullshit,” eller noget i den dur.

Fx når snakken går over en middag, og emner som sexliv og orgasmer kommer på bordet. Hver tredje kvinde i et heteroseksuelt parforhold får aldrig orgasme, og hvordan får man lige sagt til sin partner, at man har faket alt indtil videre.

For det er et ubekvemt punkt. Selvom det burde være lige, er orgasmekløften en meget reel ting. Og noget, man er nødt til at tale med sin partner om – hvor ubekvemt det end måtte være.

Og det er dét, som er pointen med Killjoy. Serien er skabt til at italesætte den skævhed. Så tag kontrol over din orgasme – og dit liv.

Det er det andet store slagpunkt og et, der fylder meget i How to kill a dogs produktioner. Hvis ikke man tager kontrol over sit eget liv, er der rigeligt med folk til at fortælle dig, hvad du skal synes, hvordan du skal klæde dig, hvad du skal gøre, hvordan du skal have sex og i det hele taget behandle dig som en, der ikke selv kan tage vare på dit liv.

Nanna reagerer i høj grad mere på ting i sit liv fremfor at være proaktiv og ændre på det, som ikke fungerer. Hun vil ikke såre kæresten Søren (Gustav Dyekjær Giese), så derfor har hun faket. Og så af frygt for, at der er noget galt med hende.

Hil Dronning Emma!

Emma Sehested Høeg er mageløs som Nanna. Der er enormt meget humor, både fysisk og verbalt, og man er flad af grin over leveringerne, der er spot on. Næste øjeblik sidder man med en lille snøften og småknugede hænder, fordi man føler inderligt med Nanna og bare vil hjælpe hende.

Jennifer Vedsted Christiansen og Sehested Høeg har skabt et herligt troværdigt og genkendeligt univers. Især evnen til at ramme de små hverdagssærheder og indforståede dynamikker sidder lige skabet. Nanna, der prikker en bums på ryggen af Søren, er lårklaskende sjovt. Især når den ene insisterer på, at den er poppeklar, mens den anden siger nej.

Eller da Nanna knalder hovedet sammen med venneparret Camilla (Lila Nobel) og Joens (Thomas Hwan) datter, og pigen får al opmærksomheden. Selvom Nanna sidder lige ved siden af med en ok stor flænge midt i panden, så bliver hun bedt om lige at dæmpe sig.

Det er den slags herlige små eksempler på kontrol, som vokser sig større og støre, som serien skrider frem. De mange uovertrufne detaljer kommer i en lind strøm. Nogle kræver lidt mere mod at se end andre.

Hvad angår det akavede og det ubekvemme, findes der ingen andre i Danmark pt., som er lige så gode til at arbejde i det rum som Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen.

Killjoy er ikke alene en af årets bedste serier, men også et af de vigtigste indspark i ligestillingsdebatten.