Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ‘Mayor of Kingstown’ er en mørk og brutal fængselsserie med en velspillende Jeremy Renner

AfAnn Lind Andersen
31. januar 2023
Mayor of Kingstown sæson 2 anmeldelse
Fra serien 'Mayor of Kingstown' sæson 2 / Foto: SkyShowtime

Del artikel

‘Mayor of Kingstown’ er klar med sæson 2, og hvis man troede, det ikke kunne blive mere dystert og voldeligt, tager man fejl. Det er den mørke side af Taylor Sheridan, der får frit lejde. 

Mayor of Kingstown sæson 2

Streamingtjeneste: SkyShowtime
Premieredato: 30. januar 2023
Genre: Krimi, drama, thriller
Instruktør: Ben Richardson, Taylor Sheridan m.fl.
Manuskriptforfatter: Taylor Sheridan, Hugh Dillon
Medvirkende: Jeremy Renner, Hugh Dillon, Dianne Wiest, Aidan Gillen m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 10

I byen Kingstown, Michigan, er der intet mindre end otte fængsler. Det betyder, at hele byen er involveret på den ene eller anden måde. Som ansatte i fængslet, politi på evig jagt efter at sætte endnu flere bag tremmer, pårørende til indsatte etc. Fængsel er en hel industri, og hvad der sker inden for murene påvirker også det kriminelle bandemiljø udenfor. Det er kort beskrevet miljø setuppet i Taylor Sheridan-serien Mayor of Kingstown, der er blevet til efter idé af Hugh Dillon. Dillon spiller selv med som (skaldet) betjent og har ideen efter sin egen opvækst i en lignende by i Canada.

Selvbestaltet borgmester

For at styre alle former for transaktioner og aftaler mellem de tæt forbundne verdener, er Mike McLusky (Jeremy Renner) en slags selvbestaltet ‘borgmester’, der forsøger at holde en vis orden. En opgave, der hele tiden bliver sværere, da anspændte konflikter mellem banderne er ved at eskalere, og det samme er de indsattes utilfredshed over vilkårene i fængslerne.

Jobbet som ‘borgmester’ er ikke et, Mike selv har valgt, men et han følte sig nødsaget til at tage. I første sæsons begyndelse så vi, hvordan det var Mikes storebror, Mitch (Kyle Chandler), der var lederen. Men da han døde, var der en, der måtte træde i stedet. Og af pligt tog Mike opgaven på sig. Serien følger ham i både små og store opgaver, der hele tiden skal fikses. Og Mike har, inde bag det hårdkogte ydre, også en ‘redder’-mentalitet, der gerne vil hjælpe folk.

Rødhåret lokkemad

En af dem, der får brug for at blive reddet, er den rødhårede Iris (Emma Laird). Som nytilflytter til Kingstown efter at have været escortpige i New York, bliver hun af sine russiske alfonser tvunget til at være lokkemad for at bringe Mike i uføre. Mike gennemskuer hende, men kan ikke lade være med at tilbyde hende hjælp. Den er hun ikke interesseret i, hvilket får voldsomme konsekvenser for hende. Mere skal ikke afsløres her, men Iris’ storyline er noget af det mest brutale, jeg længe har set i en serie.

Kaos og oprydning i fængslet

Det brutale går igen i hele seriens univers, der også er ekstrem voldelig. Sæson 1 sluttede i et voldsorgie af et fængselsoprør, og sæson 2 tager fat, hvor første sæson slap. Tilstandene er kaotiske, både inde i og uden for fængslet, og Mike må begynde, skridt for skridt, at rydde op. Han får ideen til at sende de fire bandeledere i fængsel som indsatte for at løse konflikterne indefra, men om det er så god en idé, får vi at se her i sæson 2.

Samtidig er der en større fortællebue i gang med den psykopatiske storforbryder Milo (Aidan Gillen fra Game of Thrones), der brød ud af fængslet under oprøret og nu, må vi formode, pønser på hævn over Mike.

Ond og brutal

I midten af det hele som Mike McLusky befinder Jeremy Renner sig. Han er, på en twistet måde, historiens moralske holdepunkt, selv om han begår ulovlige ting. Renner er overbevisende som den egentligt godhjertede, men også hårdkogte mand, der af livet og sit eget fængselsophold har lært at være pragmatisk ‘above all else’.

Det er Mike, man hepper på gennem alt moradset. Og kan man kapere de voldelige scener, får man en velspillet, men ekstrem hård gangster- og fængselsserie, der ikke helt undsiger sig visse fængselsfilm-klicheer. Serien er ikke for sarte sjæle, og indimellem er den så mørk, at jeg lige skal have en pause og minde mig selv om, at verden ikke altid er så ondt et sted som Kingstown. Men efter en pause er jeg også så hooked, at jeg lige må tilbage og se lidt mere.

Se traileren til Mayor of Kingstown sæson 2

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser