Anmeldelse: Soap møder sci-fi i genrebastarden ’Kindred’

Afro-futurisme inden for genren sci-fi er en niche, der kort opsummeret beskæftiger sig med temaet om det oprindelige afrikanske folks oprindelse og kultur og benytter sig af spekulativ fiktion samt sci-fi-elementer til at fortælle en historie eller understrege en pointe.

En af de mere kendte fortællinger i denne nichegenre er eksempelvis Marvel-filmen Black Panther, og inden for litteraturen er Octavia E. Butlers roman Kindred en af milepælene. Den præsenterer Disney+ os nu for i serieformat.

Livagtigt mareridt

Dana (Mallori Johnson) er en ung forfatterspire med Hollywood-drømme. Hun er netop flyttet til Los Angeles, hvor hun i sit nye og endnu umøblerede hus sidder med sin bærbare og studerer gamle sæbeoperaer for at lære at skrive manuskripter i samme karakteristiske stil. Forældrenes død flere år forinden har givet hende dybe ar på sjælen og efterladt hende udelukkende med sin faster Denise (Eisa Davis) og onkel Alan (Charles Parnell) som nærmeste familie.

Efter en akavet og anstrengt middag med Denise og Alan får Dana et lift hjem af en af restaurantens tjenere, Kevin (Micah Stock). Samværet bliver senere genoptaget, da de tilfældigt støder på hinanden over datingappen Tinder, men ikke før Dana drømmer sit livs mærkeligste og mest livagtige mareridt.

Uden varsel står hun midt om natten i noget, der ligner et børneværelse i 1800-tallets USA. En baby ligger på maven i sin tremmeseng med ansigtet nede i puden, øjensynligt uden at kunne få vejret. Dana får reddet barnet, så det atter kan få luft, men dette bevidner både babyens mor og barnepigen. De reagerer begge ved at skrige højlydt, da de ser den fortumlede Dana, der kvitterer med samme ængstelige forvirring. Denne reaktion bringer Dana tilbage til virkeligheden hjemme i sin egen umøblerede stue, stadig med dynen viklet omkring sig. Umiddelbart tyder hele seancen på en omgang søvngængeri.

Ægte og uforklarlige tidsforskydninger

Livet går videre for den unge kvinde, der indvilger i en date med den lettere kejtede, men charmerende Kevin. En date, der ender med en overnatning i Danas sparsomt møblerede hjem. Men efter sengetid gennemgår Dana atter samme sære oplevelse. Langsomt går sandheden op for den hårdt prøvede unge kvinde. Tidsrejserne er ikke drømme, men den skinbarlige virkelighed i form af uforklarlige tidsforskydninger. Kevin kan bekræfte, at hun reelt forsvinder sporløst, om end kun kortvarigt.

Da Dana atter kaldes tilbage til fortiden, får hun ved et uheld trukket den uvidende Kevin med på turen. De to ufrivillige tidsrejsende havner denne gang på en sydstatsplantage, hvor plantageejeren Thomas Waylin (Ryan Kwanten) bor med konen Margaret (Gayle Rankin), sønnen Rufus (David Alexander Kaplan) og utallige nedbrudte slaver. Gradvist går det op for Dana, at nøglen til hele det sære tidsfænomen, som hun gennemgår, har alt at gøre med netop drengen Rufus og endda også med hendes egen afdøde mor.

Hvor langt er vi nået?

Kindred udforsker ganske vellykket dybe temaer som identitet, oprindelse og fortidens indvirkning på nutiden, især ved at fokusere på den afro-amerikanske befolknings rødder tilbage fra 1800-tallets grusomme periode med slaver på sydstatsplantagerne. Den sætter fokus på kønsroller før og nu og spekulerer i, hvor langt vi reelt er kommet på endnu så vigtige emner som racisme og ligestilling. Man fornemmer tydeligt seriens ophav i en efterhånden klassisk fantasy/sci-fi-roman, der helt fortjent er blevet et pejlemærke inden for sit felt.

Soap og sort skærm

Der, hvor serien delvist kommer til kort, er selve udførelsen af romanens plot. Man oplever desværre alt for ofte påtagede dramatiske momenter, der trækker diverse situationer ud i enerverende langdrag.

Oveni det får vi også et par gode gammeldags cliffhanger-øjeblikke, hvor skærmen lige går i sort i tre sekunder for så at genoptage scenen, hvor den slap. Disse elementer giver tilsammen Kindred et ærgerligt strejf af dyrt produceret sæbeopera. Ironisk nok i stil med dem, som Dana selv så ivrigt studerer. Et metalag, man gerne havde været foruden.

Fin trods fejl

Mallori Johnson er dog helt igennem overbevisende som den næsten nedbrudte Dana, og Micah Stock leverer en fin præstation som den akavede Kevin – om end lige netop dette karaktertræk til tider går helt over i en tåkrummende hjælpeløshed og fantasiforladt problemløsning, når han er i selskab med plantageejeren.

Dog set i det større perspektiv er hele seriens cast fortrinlige til at fastholde publikum i illusionen om en tidsrejse tilbage til sydstaternes slaveri, og man køber oplevelsen især på grund af ovennævnte temaer, vi ledes til at tænke over i de stille stunder.

Kindred er alt i alt en fin serie, der trods enkelte fortælletekniske irritationsmomenter formår at levere stof til eftertanke. Den springer elegant mellem genrer som drama, sci-fi og fantasy, hvilket sammen med dens dybsindighed i sidste ende – og til dets eget held – får appelleret til et ret bredt publikum.