Anmeldelse: 'Spy/Master' får aldrig for alvor din puls til at stige

Året er 1978, og den kolde krig er fortsat i gang. I Rumænien har præsidenten Nicolae Ceaușescu (Claudiu Bleont) styret landet i over to årtier, men er begyndt at få paranoia over for sin inderste cirkel og er sikker på, at der er en forræder iblandt dem. Den eneste, han har fuld tillid til, er hans højre hånd, General Victor Godeanu (Alec Secareanu). En tillid, der ikke kunne være mere malplaceret.

Godeanu er nemlig ikke kun dobbeltagent for det sovjetiske KGB, men han planlægger også at desertere til USA. Godeanu bruger en diplomatisk rejse til Tyskland til at kontakte CIA-agenten Frank Jackson (Parker Sawyers) og få ham til USA. KGB har i mellemtiden deres egne planer om at få ham til Moskva, da det rumænske regime er tæt på at afdække Godenaus forhold til russerne.

Præsident Carter tøver dog med at trække Godenau ud. Hver time, der går, er endnu en time, som rumænerne har til at indse hans planer og få fat på både Godenau og hans familie.

Selv om serien er fiktiv, har den afsæt i virkeligheden. De historiekyndige vil se en næsten 1:1 sammenligning mellem Godenau og virkelighedens Ion Mihai Pacepa, der var en tostjernet rumænsk general, der deserterede til USA på samme tid, som Godeanu gør i serien.

Kommer aldrig helt op i gear

Der lægges altså op til en intens affære over seks afsnit, hvor Frank og Victor skal holde sig et skridt foran både rumænerne og russerne, men vi kommer aldrig helt op i gear før i de sidste to afsnit.

Spy/Master tager en mere jordnær tilgang til spionarbejdet, og det er ikke altid, at det er lige spændende at se på. Den formår sjældent at opbygge sekvenser, der får blodtrykket til at stige, selv om materialet er til det, men den har sine få højdepunkter drysset gennem de seks afsnit. Øjeblikke, hvor Codeanu er lige ved at blive fanget eller opdaget, føles aldrig så spændingsfyldte, som sådanne situationer burde være. Materialet hæves aldrig til sit fulde potentiale, og det er en skam.

Holder kortene tæt ind til kroppen

Hvad Spy/Master måske mangler lidt i spænding, vejer den til gengæld op for med sit skuespil.

Alec Secareanu giver en fremragende præstation som Victor Godeanu. Som en topofficer i et østblokregime holder han sine kort tæt ind til kroppen og viser sjældent, hvad hans tanker går på. Men når garnet strammes i tilstrækkelig grad, slår der små sprækker i hans maske.

Det giver en form for mystik til karakteren, men aldrig i en sådan grad, at man overvejer, om han har hemmelige planer, der er i konflikt med, hvad han fortæller til CIA.

Det betyder også, at vi bruger det meste af tiden sammen med ham uden at vide, hvorfor han gør, som han gør. Det gør det lidt svært virkelig at blive investeret i ham og holde med ham i hans mission. Ud over det mere overfladiske aspekt, at han vil væk fra kommunismens totalitarisme og over til det frie Vesten, naturligvis.

Der er en forløsning på hans karakter. En god ret god en, der ender med at løfte serien som helhed. Man ville bare ønske, at han gradvist blev udfoldet igennem serien, og at det hele ikke kom til sidst.

Når enden er god, er alting godt

Under overfladen er Spy/Master en god fortælling om, hvad livet i et totalitært samfund gør ved mennesker. Enten er du under styrets hæl, eller også er du selv hælen. Hvis man gerne vil overleve, kan det blive nødvendigt at være en del af totalitarismen, men du mister din sjæl på samme tid.

Det ses i forskellige grader gennem de øvrige karakterer. Den rumænske efterretningsagent Carmen (Ana Ularu), der for alvor tror på partiet og styret, og igennem det har mistet al sans for moral. Præsident Ceaușescu, der har fået storhedsvanvid og hans kone Elena (Elvira Deatcu), der kan sammenlignes med Lady Macbeth, hvor hun opildner Ceaușescu og giver næring til hans ambitioner og paranoide tanker.

Spy/Master er et ’slow burn’ af et spiondrama, der først for alvor bliver realiseret til sidst. Den holdes desværre tilbage af spændingssekvenser, der virker for ubearbejdede. At se Spy/Master er som at bestige et bjerg. Det er hårdt og træls undervejs, men når man står på toppen og nyder udsigten, er man rimelig godt tilfreds med den.